Lone Franks nye bog er en lang og kølig rejse mod kærlighed

Lone Frank vil i sin nye bog ”Størst af alt” forklare kærligheden, men hendes begejstring for videnskab står i vejen. Mest beskriver bogen en søgende sjæl fra et 1970’er-forlist hjem

Lone Frank undersøger på systematisk kærlighedens natur, hvilket sker gennem egne livserfaringer. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Der er noget genkendeligt ved Lone Franks nye bog ”Størst af alt”. Den handler om begrebet kærlighed, og Lone Frank, der har en ph.d. i neurobiologi og fungerer som videnskabsskribent for Weekendavisen, betræder her nye stier.

Hun har ikke hidtil beskæftiget sig meget med det irrationelle følelsesliv, men hendes interesse for kærlighed blev vakt, efter at hendes mand for fem år siden døde, og hun erkendte at have elsket højere, end hun troede. Den indsigt inspirerer hende til på systematisk vis at undersøge kærlighedens natur, hvilket sker gennem egne livserfaringer, et lidt klichéfyldt terapiforløb med psykolog Asger Neumann og endelig den såkaldte kærlighedens videnskab, der ser det hele i evolutionært perspektiv.

Lone Frank veksler konstant mellem disse indfaldsvinkler, hvilket gør bogen lige lovlig ujævn, for mens forfatteren baserer en stor del af sit livssyn på videnskab, oplever hun samtidig voldsomme følelser, der ikke blot kan indplaceres i et system. Lone Frank vil i bogen kombinere levet liv med en opremsning af forskningsresultater, og læserens tålmodighed sættes på prøve, for de videnskabelige passager fylder meget. Også for meget.

Derfor drives man i en anden retning, og det genkendelige ved Lone Franks bog er, at den repræsenterer en generation, der er opvokset i 1970’erne, hvor mange forældre havde svært ved at tilsidesætte egne behov. En del børn voksede op i relativ ensomhed med en lettere forvirret identitetsfølelse, og Malene Lei Raben, der sidste år i romanen ”Fruen” udfoldede sit moderopgør, springer én i tankerne. Lone Frank er endnu en, der for alles øjne analyserer sine forældre for at forstå sig selv, og jeg bryder mig ikke om disciplinen, men den præger vor tids litteratur.

Lone Frank levede sine første år i Risskov ved Aarhus i et trygt miljø med en højt elsket far, men da hun var ni år, flyttede familien på landet, og her indledtes kvalerne. Lone Frank hadede landlivet, og efter forældrenes skilsmisse flyttede hun og lillebroren til Odder med moderen, mens kærligheden til faderen trods alkoholisme og fjendskab mellem forældrene forblev hendes livs centrum.

Lone Frank har tidligere fået sine gener undersøgt og erfaret, at hun er en ”genetisk svagpisser”, som hun så charmerende kalder det, der nemt overmandes af angst og depression. I bogen her indser hun dog, hvordan ”en god tilknytning” tidligt i livet kan kompensere for medfødte svagheder, og Lone Frank skriver, som om hun vitterligt først som en kvinde midt i 50’erne har opdaget betydningen af fra livets begyndelse at føle sig elsket.

Man kommer derfor lidt i tvivl om hendes almene menneskeforståelse, og bogen udgør da også en blanding af Lone Franks faglige omhu og mærkeligt distancerede analyse, hvor selv hendes egen person kan fremstå som del af et laboratorieforsøg.

I beskrivelsen af forhold til mænd registreres følelserne påfaldende nøgternt, som når hun gengiver sin fortvivlelse ved en ulykkelig forelskelse: ”Elendigheden havde indfundet sig, og den blev hurtigt kronisk. Gråd blev en daglig foreteelse og tjente på én gang som en ventil, der kunne lukke den svulmende selvmedlidenhed ud, og en udmattelsesmanøvre, der gjorde det muligt at sove.”

Følelseslivet fremlægges mest som gold overlevelsesmekanisme, for Lone Frank er om noget en metodisk registrerende skribent, og jeg må tilstå, at jeg trættedes ved strømmen af referencer til forsøg med diverse gnavere og aber – og mennesker for den sags skyld. Ikke mindre, fordi resultaterne sjældent fører til vigtig viden, men snarere blot synes at sætte nye ord på det, man allerede ved. Som når Lone Frank forklarer, hvordan stoffet oxytocin svinder hos rotter, der har oplevet omsorgssvigt, hvilket jo ikke bidrager med væsentlig indsigt i kærlighedens ufattelige vingefang. Apostlen Paulus, som Lone Frank har lånt bogens titel af, ville næppe blive imponeret, og apropos Paulus, så er man faktisk usikker på, om Lone Frank ved, at han er manden bag de berømte ord om kærlighedens uudgrundelige format. Hun har under alle omstændigheder svært ved selv for alvor at komme på sporet af det.

Og dog. På de sidste 50 sider træder Lone Frank pludselig tydeligere frem, når hun skriver om sin trygge alene-tilstand, men også sin længsel og ikke mindst sorgen over tabet af sin mand. Hun forlader her den nøgterne banehalvdel og skriver med ét anderledes og mindre bastant:

”Ganske vist har jeg aldrig troet på noget religiøst eller på liv efter døden, men efter at have set tre mennesker dø, min mor, min far, min mand, forstår jeg til fulde forestillingen om en sjæl. Fra det ene øjeblik til det andet forsvinder en eller anden ubeskrivelig essens, selve livets blafrende gnist. Puff.”

Heldigvis følges dette ikke op af endnu en insisterende parallel til rotternes verden, og det klæder Lone Frank at formulere sig mere ydmygt og nærværende end på de forgående sider. Jeg respekterer hendes søgen efter indsigt og vilje til at øse af eget liv, men trods den gode slutspurt i bogen synes det, som om kærligheden ikke rigtig egner sig som emne til Lone Franks fakta-orienterede univers. I hvert fald skal man i ”Størst af alt” berede sig på en lang og kølig rejse frem mod kærligheden, og bogen fremstår primært som portrættet af endnu et 1970’er-barn, der åbent erkender, at hun først langt inde i voksenlivet er blevet moden. Lone Frank er ikke alene med den erfaring, og ”Størst af alt” vidner om en tid, hvor for mange voksede op uden at blive fortrolige med kærlighedens væsen. Hvad dét angår bringer bogen her os ikke for alvor tættere på.