Det bedste i den unge teologistuderende Jacob Munks bog ”En langt bedre vej. En ny retning for debatten om køn og seksualitet” kommer i epilogen. Her siges det siges om Jesus, at ”hans greb er stærkt nok til at bære alle homoseksuelle, transkønnede, fraskilte, gengifte, de, der blev gravide uden for ægteskabet og dem, der er afhængige af porno og sex. Alle, der er ved at drukne i en hav af skyld, skam og angst.”
Jacob Munk vil i sin bog debattere køn og seksualitet, og dermed dykker han ned i et kolossalt emne, der altid har optaget mennesket.
Hvordan ser vi på seksualdriften? Hvad er et køn? Hvordan stiller vi os til sex før og uden for ægteskabet? Hvad med sex mellem mennesker med samme køn? Hvad er op og ned i alt dette, og har Bibelen et svar?
Forfatteren kører frem med Freud, Ånden fra 1968, sexrobotter, swingerklubber og løsslupne tv-programmer a la ”Date mig nøgen” for at vise tidens fordærv og sædernes forfald. Seksualiteten er blevet adskilt fra kærligheden, er hans påstand. Han prøver at køre den klassisk evangelisk-lutherske teologi i stilling, så den kan blive et korrektiv til tiden og give et bibelsk svar.
Han kalder sin løsning for den bedre vej. Det har han fra Paulus’ brev til korintherne, hvor Paulus i slutningen af kapitel 12 taler om de forskellige nådegaver, man skal stræbe efter. Men der er en langt bedre vej, og det er kærlighedens. Det udtrykkes i den berømte ”Kærlighedens Højsang” i kapitel 13 om Guds kærlighed, der tror alt, udholder alt, håber alt. Den er størst af alt!
Problemet er, hvordan vi implementerer denne kærlighed i vores liv. Jacob Munk vil folde den ud i de gamle dyder som eksempelvis mand-kvinde-ægteskabet, troskab før og i ægteskabet og afholdenhed fra sex før ægteskabet.
Det er noget af en afkortning af Guds kærlighed og Helligåndens fornyelse. Jeg har svært ved at se, at tiden overhovedet vil lytte til hans svar. Der er noget forkrampet oldemorsagtigt over det.
Når han skriver, at man bør vente med sex før ægteskabet ”for at beskytte vores evne til at elske hinanden med krop, sind og seksualitet”, så forstår jeg det ganske enkelt ikke.
Han skriver endvidere, at par, der ikke har haft sex før ægteskabet, har en lavere skilsmisserate og henviser til en engelsksproget undersøgelse. Hvis det virkelig forholder sig sådan, så kunne der være andre forklaringer end lige det manglende førægteskabelige sexliv.
Når forfatteren mener, at ”der er noget kunstigt over den grad af gengiftning, der er så udbredt i vores tid”, så tror jeg, at mange par, der gifter sig for anden gang, meget nødigt vil have sat betegnelsen ”kunstigt” på sig. At det skulle være særligt kunstigt at stå for anden gang i en kirke og lade håbet triumfere over erfaringen synes mig som præst ikke at være tilfældet.
Over halvdelen af de par, jeg vier i kirken, er gengifte, og de føler på ingen måde, at situationen er kunstig. Tværtimod. Her er alvor og realitetssans. ”Nu ved jeg bedre” er et udsagn, som jeg tit hører.
Jacob Munk er født i 1993 og er bachelor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet, men er skiftet til teologi og læser på Menighedsfakultetet, hvor han har et par år bag sig. Måske skulle han have ventet nogle år med at skrive bogen. Den bærer for meget præg af studiecellen uden megen forbindelse med livet uden for universitetet.
Erfaringen fra et langt liv siger mig, at mennesker er, som mennesker er, og de allerfleste vil gerne leve op til kristne dyder såsom kærlighed, respekt for andre og ordentlighed. De vil endda gerne leve med Guds kærlighed, som vi kun ser i et spejl, i en gåde. Det forbløffende er, at det kan leves på flere måder, og at Gud er større end oldemor.