Når man sidder i et godt ægteskab i mellemkrigstidens Berlin og tilmed er en velhavende – omend begrænset begavet – kunsthistoriker, har en sød pige på omtrent otte år og så møder en tiltrækkende og dæmonisk flirtende teenager, kan man gøre følgende:
Man kan fortælle sin kone om det, især fordi man faktisk har ”holdt sig på måtten” i ægteskabets ni år. Man kunne også bare ubegrundet rejse væk for en tid. (Sammen med konen, ikke med teenageren, forstås.) En anden mulighed er at begynde i psykoanalyse: ”’eller også…’. Nej, man kan ikke tage en pistol og pløkke en pige, man ikke engang kender, blot fordi hun tiltrækker én.”
Nej, det kan man nok ikke, men ikke desto mindre ender den midaldrende kunstkritiker Albinus med at fravige denne ellers uafviselige logik. Det sker i mødet med unge Margot i en roman, der først blev skrevet på russisk og er en klassicistisk forløber til den ekstraordinære ”Lolita” (1955).
Margot er absolut ligeglad med Albinus, men ser ham som en fordelagtig måde, hvorpå hun kan slippe ud af barndom og fattigdom.
Albinus er faktisk vældigt glad for sin kone Elisabeth. Vi læser her en roman begået af mesteren af kunsten at svøbe en sjælsrå og nøgternt grusom indstilling til livet i den mest gennemsigtige og stramme sætningsdannelse. Hvis ikke brugen af udsagnsordet pløkke ovenfor (i den engelske gave ”to plug”) har overbevist læseren om det, bør der ikke længere herske tvivl, da Elisabeth skal introduceres:
”Hun var datter af en kendt teaterdirektør, en smidig, splejset, lyshåret pige med farveløse øjne og nogle ynkelige små filipenser (…) Hun var en klæbende lille sjæl, føjelig og blid. Hendes kærlighed var af liljevarianten.”
Den kloge-alt-for-kloge pige Margot, der går i korte røde kjoler, sætter sig omgående for at få Albinus til at finansiere en lejlighed til dem og på lidt længere sigt at få ham til at gifte sig med hende. Man mærker denne sære indsigtsfulde og præmature dæmoniske indsigt i egen evne til at forføre og ødelægge mænd, der er blevet synonym med Lolita-skikkelsen.
Hun dukker pludselig op i hans familiehjem og gør ham halvt vanvittig af lidenskab. Da hun sætter sig på ægtesengen, ”trak hun op i den ene strømpe som et barn, fik strømpeholderen til at svippe tilbage og viste ham spidsen af sin tunge”.
Det får Albinus til at miste besindelsen: ”Han tumlede hen mod hende med åbne arme, men hun fór forbi ham med en frydefuld kvidren.” Frygtløsheden er bemærkelsesværdig, glæden ved torturen af ældre mænd det samme. En frydefuld kvidren!
Albinus har planer om at betale den amerikanske svindler og tegner Rex et uhyrligt beløb for at bidrage til et kunstprojekt, men i stedet udvikler et grotesk trekantsdrama sig, da det viser sig, at Rex og Margot tidligere har været forelskede, i hvert fald i hinandens kroppe. Rex får sig selv installeret som privatchauffør, da Margot og Albinus giver sig ud på en rejse til Frankrig i bil. Allerede på dette tidspunkt er Albinus blevet forrykt og har forladt familien. Chauffører har ”rygge uden håb”, og Margot bærer badedragter, der er ”sælagtigt sorte” og ”for korte” til, ”at det kunne være sandt”.
Således udspiller en rejse fra og til helvede sig, hvori ulykkerne hober sig op for den stakkels karl. Da det går op for ham, at Margot og Rex har en affære, dukker pløkkemotivet op igen, og Albinus stiller sig klar bag værelsesdøren:
”Så snart hun åbnede den, ville han skyde hende ned,” forklarer fortællerstemmen og bemærker derefter om Albinus’ tankemønster noget, der også er dækkende for Nabokovs prosa: ”Det hele var så klart som døden og pressede med en art hæslig glathed ind i tingenes logiske mønster. Hun måtte dræbes omgående.”
Sådan går det desværre ikke, da en bilulykke i stedet gør Albinus blind. Margot og Rex flytter ind i en schweizisk bjerghytte, som Albinus betaler for. Rex sidder ”splitternøgen” foran den blinde, der ikke ved, at Rex overhovedet residerer i hytten:
”Så lænede Rex sig langsomt frem og rørte meget forsigtigt ved Albinus’ pande med den buskede ende af et græsstrå, han lige havde haft i munden. Albinus udstødte et mærkeligt suk og viftede den imaginære flue væk. Rex kildede ham på læberne, og igen gjorde Albinus den samme hjælpeløse bevægelse. Det var virkelig god underholdning.”
Hvis man ikke er en sart sjæl, er dette også god og ekstrem underholdning i overlegen prosa og kongenial oversættelse. Man kan spørge sig selv nyfigent, om der er tale om selvportrætter her og i ”Lolita”, men ”Latter i mørket” sikrer den danske læser en anden mulighed.
Eftersom ”Latter i mørket” gør brug af en nedladende fortællerstemme, der ikke altid er på den hjælpeløses side, tyder det snarere på, at Nabokov med disse typer af romaner ville håne én side af sin og typens bevidsthed; manden, der latterliggør sig selv i jagten på erotisk ungdom og kvindelig dæmoni. Deraf også lattermotivet, der ikke er ømt. Det er snarere en hånlatter. Som da Albinus er bange for, at familien opdager, at Margot har været i huset:
”Det var, som om stilheden voksede og voksede – og pludselig ville flyde over og briste i latter.”
Da der faktisk er forfærdeligt meget at grine af, ligner det hjælp til selvhjælp midt i al pløkkeriet.