Prøv avisen
Teater

Maria Vinterbergs "Enetime" er en velkomponeret fremstilling af tyranniets opståen

Sarah Boberg, Rosalinde Mynster og Mads Wille er de tre skuespillere, der kan ses på scenen i ”Enetime”. – Foto: Robin Skjoldborg

Den store absurdist Ionescos ikoniske ”Enetime” revitaliseres som sjovt og skræmmende skoleridt i magtens metodik på Sorte Hests scene

”Man kan aldrig være sikker på noget i denne verden, unge frøken”.

Tonen slås tidligt an, og snart er scenen svøbt i groteske gevandter, som bag masken bærer tyranniets træk. En fascistoid sprogprofessor går bersærkergang i lærdommens navn, når han slagter sig igennem den ene troskyldige studine efter den anden. Det er den rumænsk-franske forfatter Eugène Ionescos dystre komedie ”Enetime” fra 1951, der i Maria Vinterbergs iscenesættelse bliver endnu mere mørk end ellers.

Vi lukkes ind i fortællingen og professorens spartanske stue med Rosalinde Mynsters betuttede mønsterelev, der drømmer om at blive magister på rekordtid, skønt hun kun kan tælle til 16. En lattervækkende lektion tager form. Først med en rablende ekskurs i aritmetikkens univers. Siden lider lingvistikken samme skæbne, når Mads Willes maniske professor gennemgår forskelle på spansk og nyspansk i et psykotisk anfald af akademisk pedanteri.

Mynsters elev er den snart lokkende og forføriske, snart øretæveindbydende enfoldige tilhører til sin læremesters veltalende volapyk. Der opstår en helt særlig musikalitet de to imellem. En egen logik i den absurde fabulerende ordflom. Et abstrakt maleri med stedse skiftende kulører.

Men det, der er letsind, bliver alvor med ét, og før vi ved af det, er den jazzede lystighed borte. Mads Wille demonstrerer sublim skuespilkunst i sit ekvilibristiske fald fra genert professornørd til sadist. Den enorme ordflods abstraktioner bliver forståelige og ægte inderlige. Man får tilmed sympati for den gale professor, som for fanden bare vil have system i sagerne. Koste hvad det vil.

Rundt om det betændte lærer/elev-forhold smyger Sarah Boberg sig katteagtigt i scenens skyggekorridorer som den årvågne tjenerinde. Hun ved, at det går galt, men har ikke held til at stoppe det skæbnesvangre amokløb. Bobergs bevægelser og beklemte blikke fungerer fint som forvarsel om fortællingens tragiske udfald.

Det er en velkomponeret fremstilling af tyranniets umærkelige opståen og en enetime i, hvor faretruende kort vejen fra normalt til abnormt, fra magt til afmagt, er. Om totalitarismen i sproget, kundskaben og seksualiteten. Fra klasseværelsets tyste terror over erotikkens kønskampe til ondskabens yderste egne. Fortællingen slås endda indledningsvis an med den lidt for indlysende Nazi-vise fra filmen ”Cabaret”, så ingen lades i tvivl om, hvor vi er på vej hen. Vinterbergs klassikerfortolkning er elegant og skarp. Scenografien fuldender det stringente udtryk og flugter fint med fortællingens realistiske motiv, der ved nærmere eftersyn åbenbarer det uhyrlige og absurde. I et hurtigt sceneskift ændres billedet, så det spejler det forudgående – kun nu er møblementet monstrøst i størrelse og fortæller os, at vi er trådt ind i en endnu mere forvrænget virkelighed.

Selvom den unge uskyldige slutteligt må bukke under for sin herskers overmagt, betvinger selve formens ulogiske volapyk logikkens rigide regime. Men mareridtet forsætter. Den næste studine står allerede klar i kulissen, og cirkelhistorien sluttes.