Robert Redfords farvel til det store lærred

Som skuespiller og aktivist er han et af de få tilbageværende ægte amerikanske filmikoner. I dag får Robert Redfords seneste – og angiveligt sidste – film dansk premiere

Sidste år erklærede Robert Redford, at filmen ”Den sidste gentleman”, der i dag har premiere i danske biografer, bliver hans sidste som skuespiller. –
Sidste år erklærede Robert Redford, at filmen ”Den sidste gentleman”, der i dag har premiere i danske biografer, bliver hans sidste som skuespiller. –. Foto: Scanbox.

Han har været en filmstjerne i fem årtier, og hans navn er et amerikansk varemærke på linje med Coca-Cola og Levi’s. Men nu er den 82-årige Robert Redford angiveligt færdig med det store lærred. I fjor udtalte han, at hans seneste film, ”The Old Man & The Gun” (”Den sidste gentleman”), der får dansk premiere i dag, bliver hans sidste som skuespiller. Selvom Redford i et senere interview med branchebladet Variety trak delvist i land og sagde, at han fortrød den opsigtsvækkende udtalelse, tyder meget på, at han agter at gøre filmen til sin karrieremæssige svanesang.

Dermed mister verden et af de få tilbageværende ægte amerikanske filmikoner. Robert Redford har i løbet af sin lange karriere været både filmidol og seriøs skuespiller, prisvindende instruktør og politisk aktivist, miljøforkæmper og mæcen for den uafhængige filmverden, og det gør ham til en enestående figur i Hollywood.

Den Californien-fødte Robert Redford fik sin spillefilmdebut i 1960 med en lille rolle i ”Tall Story”, men det var westernklassikeren ”Butch Cassidy and the Sundance Kid” i 1969, der gjorde ham til en stjerne og lagde fundamentet for hans image som den ultimative repræsentant for et ærkeamerikansk maskulint ideal. Den dengang 33-årige Redford og hans medskuespiller, den ligeledes billedskønne og karismatiske Paul Newman, fremstod i filmen som de selvsikre og elegante cowboycharmører, som alle amerikanske drenge og mænd ønskede at være. Redfords senere roller i ikoniske 1970’er-film som ”Sidste stik”, ”Alle præsidentens mænd”, ”Tre døgn for Condor”, ”Vore bedste år” og ”Den store Gatsby” var med til at fasttømre denne status. Som avisen The New York Times engang skrev om Redford: ”I 1970’erne var han en af amerikansk films store fantasibilleder. Det var, som om han udstrålede guld.”

Dustin Hoffman og Robert Redford som reporterne Carl Bernstein og Bob Woodward i ”Alle præsidentens mænd” fra 1976 om Watergate-skandalen. –
Dustin Hoffman og Robert Redford som reporterne Carl Bernstein og Bob Woodward i ”Alle præsidentens mænd” fra 1976 om Watergate-skandalen. – Foto: AP/Warner Bros./Ritzau Scanpix
Robert Redford i ”Sidste stik” fra 1973. –
Robert Redford i ”Sidste stik” fra 1973. – Foto: AP/Ritzau Scanpix

Trods Robert Redfords position som amerikansk nationalskat forbliver han ikke desto mindre en gådefuld figur, som altid har syntes utilpas ved sin berømmelse, og som på et tidligt tidspunkt i sin karriere fravalgte Hollywoods solbeskinnede glamour til fordel for sin ranch i Utahs bjerge. Forfatteren Michael Feeney Callans store biografi fra 2011, ”Robert Redford: The Biography”, som er skrevet i samarbejde med skuespilleren selv, beskriver Redford som en enegænger, der altid har haft behov for at opretholde en følelsesmæssig mur over for omverdenen.

Robert Redford blev gift første gang som blot 22-årig. Hans 19-årige brud, Lola Van Wagenen, var mormon, og for en stund overvejede Redford at konvertere. Ifølge biografien indså han dog, at han i bund og grund blot higede efter struktur i sit liv, og han har siden sagt, at hans åndelighed hviler i naturen og ikke i en gudstro.

Det var westernklassikeren ”Butch Cassidy and the Sundance Kid” i 1969, der gjorde Robert Redford til en stjerne og lagde fundamentet for hans image som den ultimative repræsentant for et ærkeamerikansk maskulint ideal. Her ses en scene fra filmen med Paul Newman og Robert Redford (til højre). –
Det var westernklassikeren ”Butch Cassidy and the Sundance Kid” i 1969, der gjorde Robert Redford til en stjerne og lagde fundamentet for hans image som den ultimative repræsentant for et ærkeamerikansk maskulint ideal. Her ses en scene fra filmen med Paul Newman og Robert Redford (til højre). – Foto: Ritzau Scanpix

Ægteparrets første barn, Scott, gik bort ved vuggedød i 1959 i en alder af blot 10 uger. Det knuste Redfords hjerte, og denne lidet kendte personlige tragedie har ifølge Callans biografi sat spor på hans psyke igennem hele livet. Redford erkender i biografien at være ramt af en følelse af, at hans valg om at leve et overfladisk skuespillerliv og høste de dertil hørende frugter fik guderne til at kræve tilbagebetaling for hans karmiske gæld.

Robert Redford i rollen som Denys Finch-Hatton i ”Mit Afrika” fra 1985. –
Robert Redford i rollen som Denys Finch-Hatton i ”Mit Afrika” fra 1985. – Foto: Ritzau Scanpix

”Det føltes som gengældelse. Jeg havde vendt ryggen til fornuften for at forfølge dette uforsvarlige liv. Dette følte jeg var en tragedie af min helt egen skabelse,” siger han til Michael Feeney Callan.

Robert Redford slap ifølge biografien ud af depressionens greb ved at begrave sig i sit arbejde.

”Jeg var ikke interesseret i kollektiv sjælesøgen. I den henseende var jeg og er jeg en enegænger. Jeg foretrækker at klare tingene selv,” siger han.

Robert Redford voksede op i Santa Monica på den sydcaliforniske stillehavskyst som søn af en mælkemand, og han var som teenager og ung mand en ballademager med en forkærlighed for alkohol. Han blev smidt ud fra University of Colorado i Boulder, hvor han studerede animation, og begyndte, efter en afstikker til Europa for at forsøge sig som kunstmaler, en skuespilkarriere. Redford fik hurtigt succes på teaterscenen i New York og senere på det store lærred i Hollywood, og han brugte sine første store lønninger til at bygge en ranch ved navn Sundance i den vilde natur i Utahs Wasatchbjergkæde.

Over årene er Robert Redfords interesse for sociale, politiske og etiske spørgsmål smittet af på de film, som han producerede eller instruerede. Hans første film som instruktør var familiedramaet ”En ganske almindelig familie” om en families sorg efter en teenagesøns selvmordsforsøg, og filmen vandt adskillige Oscar-priser. Senere instruerede Redford blandt andet ”Sneakers”, hvis centrale tema er spørgsmål om retten til privatlivets fred i en digital tidsalder, den nostalgiske ”A River Runs Through It”, der kredser om moral, karakter og familiebånd, og krigsdramaet ”Lions for Lambs” om konsekvenserne af de amerikanske regeringers militære engagement i Mellemøsten.

Han er også en af de vigtigste figurer i udviklingen af amerikanske uafhængige film. For at pleje og udvikle eksperimenterende filmmagere og deres underfinansierede film grundlagde Robert Redford i 1979 organisationen Sundance Institute og placerede den på sin Sundance-ranch i Utah. På cirka samme tidspunkt blev han stiftende formand for US/Utah Film Festival, der i 1984-85 smeltede sammen med Redfords organisation og formelt skiftede navn til Sundance Film Festival. I dag har Sundance-festivalen status som den vigtigste filmfestival vest for Cannes, og Redford får en stor del af æren for at have sat amerikanske uafhængige film på verdenskortet.

Den 82-årige filmlegende er også kendt som samfundskritiker. Han er en miljøforkæmper og et friluftsmenneske, der har betegnet sig selv som ”næsten afhængig af naturen i dens reneste form”, og blandt hans mærkesager er beskyttelsen af naturressourcer og kampen mod den globale opvarmning. Politisk er Redford venstreorienteret, og i et nyligt opinionsindlæg i avisen The Washington Post opfordrer han til, at amerikanerne ”vender ryggen til had og splid og vælger borgerlighed og fremskridt”. Han giver også indirekte udtryk for, at hans farvel til skuespillerkarrieren ikke er ensbetydende med, at han nu har tænkt sig at trække sig tilbage fra søgelyset.

”Jeg stiller mig ikke længere tilfreds med blot at vente på, at retfærdigheden sker fyldest. Jeg er opsat på at kæmpe for det nu,” skriver Robert Redford.