En legendes farvel til den forbandede ungdom

Patti Smiths legendariske album “Horses” udkom for 40 år siden. Det blev fejret på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i torsdags, hvor hele albummet og lidt til blev ”genopført”. Det gav anledning til en ordentlig tur i tidsmaskinen

Kun i glimt viste Patti Smith den ungdommelige desperation ved koncerten på Det Kongelige Teater, hvor hun var glad og smilende. Og modsat Bob Dylan, der ofte genfortolker sine egne numre i radikalt anderledes arrangementer, lød ”Horses” næsten, som da lp'en udkom for 40 år siden. -
Kun i glimt viste Patti Smith den ungdommelige desperation ved koncerten på Det Kongelige Teater, hvor hun var glad og smilende. Og modsat Bob Dylan, der ofte genfortolker sine egne numre i radikalt anderledes arrangementer, lød ”Horses” næsten, som da lp'en udkom for 40 år siden. -

”Jesus died for somebody's sins but not mine. (“)/ My sins my own/ They belong to me, me/ People say 'beware!'/ But I don't care/ The words are just/ Rules and regulations to me, me”.

(”Jesus døde for nogles synder, men ikke mine/ Mine synder er mine egne/ De tilhører mig, mig/Folk siger: 'Pas på!'/ Men jeg er ligeglad/Ordene er bare/ Regler og regulativer for mig, mig.”)

Sådan lyder begyndelsen af Patti Smiths legendariske debut-lp ”Horses” fra 1975. Hun vrænger det trodsigt ud. Det er så fuld af vilje til at ville selv, til at tro på sig selv og stå ved sig selv. Hun var midt i 20'erne, da hun skrev disse linjer. Hun var sidst i 20'erne, da hun sang dem. Jeg var 19, da jeg hørte dem. Og jeg var solgt.

Det er alt sammen 40 år siden, og hun er nu 69. I torsdags sang hun hele lp'en på Det kongelige Teater. Men hvordan skal det nogensinde gå, at hun, som er mere end voksen, skal synge de ord igen, så de giver mening, tænkte jeg inden koncerten. Hvordan skal hun synge ”me, me” uden at komme til at lyde som en stærkt forsinket, fornærmet og selvoptaget teenager med gråt hår? Og så skal hun oven i købet synge ordene på Gamle Scene, borgerskabets kulturelle højborg, et sted styret af regler og regulationer. Og hvordan skal hun få ordene på gled, efter hun sang ”O holy night” ved Vatikanets julekoncert i 2013? Ja, Vatikanet - af alle steder og af alle institutioner! Hvordan hænger det sammen?

Artiklen fortsætter under annoncen

Med tanker som disse tog jeg til koncerten. To fulde huse har hun kunnet samle til koncerter torsdag og fredag, så publikummet er der stadig. Nogen har fået den idé, at hun skal fejre sit eget sangerjubilæum ved at genopføre hele ”Horses” igen. Den er nu også det bedste, hun har lavet - efter min og mange andres mening. Den er, som hun selv har sagt, ”tre akkorder, der går i et med ordets magt”. Den er enkel, rå og følsom.

”Horses” er en skive, der har skabt historie for dem, der lyttede til den. Min lyder sådan: Jeg læste Dan Turèlls anmeldelse af lp'en i Information og så pladecoveret og tænkte med det samme, at den måtte jeg høre. Dan Turèll skrev blandt andet om hendes stemme, at hun med ”Gloria” ”intonerer mørktonet, men let, rytmisk sugende og pumpende ubesværet dansende op og ned som solstråler i en vindueskarm, fra truende heksemessen til sød hvinen.” Og så blev hun ellers forbundet med både Bob Dylan, Janis Joplin, Jim Morrison, Lou Reed og andre, som var lige præcis de navne, jeg lyttede til dengang.

”Horses” er romantik og symbolisme for fuld udblæsning. Den er en punket genbrug af romantiske klichéer om frigørelse og om fortabelse og frelse. Her er længslen efter den store kærlighed og surrealistiske drømme om et hav af muligheder. Og så er der historien om drengen, som længes efter sin afdøde far. Er der autoritetsoprør i udgangspunktet, så er der også en længsel efter genforening og forsoning med faderen.

Jesus-identifikationen er tydelig og udtalt i en sang som ”Birdland”, der handler om tabet og den smertefulde higen efter at komme op, op, op til den guddommelige far. Sådan er ”Horses” fuld af paradokser og modsatrettede længsler. Ligesom Patti Smiths stemme rækker fra det groft udfordrende til det følsomt søgende, snart er den lillepigeskinger, snart er den dyb og erfaren.

Det hele bliver fremført med en følsomhed og desperation, med et oprør og en energi, som var lige til at spejle sig i, når man som jeg var nitten år, sart og forventningsfuld.

Og så var det hele et spørgsmål om stil og attitude. Patti Smith fortæller i sine erindringer ”Just Kids” (2010), hvordan hun ikke rigtig gør indtryk på folk i New York, da hun er ung og har Joan Baez-hår. Først da hun en dag klipper sit hår som Keith Richard fra The Rolling Stones og forvandler sig til en punker, spærrede de blaserte og indflydelsesrige folk øjnene op, og så skete der ellers noget i hendes liv og med hendes karriere.

På pladecoveret fremstår hun også som en fascinerende sammensat figur. Hun er på en gang sårbar og hård, utjekket og ultracool, feminin og maskulin.

Jeg forelskede mig hovedkulds i hende og hendes lp-plade. Jeg var nerveramt. Men som en ungdomsforelskelse er heftig og fuldtonet, så er den tit også hurtigt overstået. Allerede hendes anden plade virkede kun som en afglans af den første. Den var meget god, men den gav ikke det samme ”kick”. Den kom ikke bag på mig, rev mig ikke med, og siden fulgte jeg ikke rigtig med i hendes pladeudgivelser.

Men ”Horses” har fulgt mig, og jeg har hørt den med jævne mellemrum. Først mange år efter fik jeg lyst til at tage tråden op igen. Cd'en ”Trampin'” (2004) er helt god, men ellers er det cover-versioner af blandt andre Bob Dylan, Doors, Paul Simon og Nirvana på albummet ”Twelve”, der duer til noget. Her formår hun at gengive numrene med en stærk og personlig autenticitet, og hun tilfører dem netop den magi, der gør dem levende og nærværende. Hendes bedste numre har hun ikke selv skrevet, men hun har været en suveræn fortolker, som det fremgår af det romantisk-længselsfulde signaturnummer ”Because the Night” skrevet af Bruce Spring-steen, og så selvfølgelig nummeret over dem alle - ”Gloria”.

Det var selvfølgelig ”Gloria”, der var åbningsnummeret på Gamle Scene. Og det var næsten som at høre nummeret på lp'en. Men også kun næsten, for Patti Smith havde ikke stemmen til helt at fylde det ud, og bandet spillede ganske på rutinen. Som hun noget henne i koncerten sagde, så havde hun en frø i halsen, som dog forhåbentlig kunne forvandle hende til en prinsesse. Men i og for sig var hun allerede en prinsesse, der blev hyldet og båret af sit begejstrede og velvillige publikum, som large så igennem prinsessens hæse og uformående stemme.

Patti Smith selv var glad og smilende, og der var ikke meget tilbage af den desperate unge kvinde. Som hun sagde i forbindelse med det ekstatiske og vildt suggererende nummer ”Land”: ”Let's have a party.” Publikum rejste sig op og rockede og sang med. Patti Smith fik det visionære digt til at handle om Christiania og Palæstina, og da nummeret gled over i ”Gloria”, og hun to gange gentog de provokerende indledningslinjer og spyttede på gulvet, kunne det godt minde om et lille oprør.

Men det var naturligvis bare noget, vi legede et øjeblik. Man kan godt spille rock and roll på Gamle Scene, men et rigtigt oprør bliver det aldrig til. Derfor var det også kun symbolsk, da hun rev et par strenge af en guitar i stedet for at smadre den, da vi fik ekstranummeret ”My generation”. Det var det nummer, som The Who hærgede koncertsalene med i 1960'erne.

På Det Kongelige Teater mistede det enhver mening og blev til en tom gebærde og en dum afslutning. For hvad var det for en generation, hun sang om? I salen, der bestod af et aldersmæssigt meget bredt publikum, var der flere generationer til stede. Og de folk, som sangen kritiserer for ikke at forstå ”min generation”, dem havde hun lige hyldet i sangen ”People have the power”. Folket er en besværlig størrelse, som man det ene øjeblik hylder og allierer sig med og det næste øjeblik håner. Det hang ikke sammen.

Da de første fire numre af ”Horses” var spillet, sagde Patti Smith, at nu vender vi pladen og spiller side to. Og sådan spillede hun stort set alle numrene - som de var indspillet for 30-40 år siden. Helt modsat en musiker som Bob Dylan, der altid laver om på sine numre og genfortolker dem, forsøgte hun at blive en tro kopi af sig selv. Vi fejrede, at Patti Smith noget mindre end nogenlunde kan det samme, som hun kunne for 40 år siden.

Det mest slående og opløftende ved koncerten var den glæde, som hun udstrålede på trods af sit tab af stemme og af de elskede mennesker og musikere, som hun sang elegier over, så vi kom hele følelsesregistret igennem. Jeg er 100 år, sagde hun med en lille overdrivelse, og jeg er stadig glad for livet. Det var ikke lige den slags positive udmeldinger, hun havde gang i, da hun var ung og uforløst og udgav ”Horses”, men en gang imellem kan det hjælpe på humøret at blive ældre.

”Jeg er så forbandet ung,” sang hun - da hun var ung og både ønskede sig fri og at blive ledt af Gud. Det synger hun stadigvæk, men det er, som om ønsket er blevet hørt, som om noget er faldet på plads. Derfor blev genhøret med ”Horses” også mere en sentimental rejse med tidsmaskinen til en tilstand, som var engang, end det blev den store musikalske og bevidsthedsmæssige oplevelse. Det var som et gensyn med en gammel kæreste, som man har forladt uden skænderi og dårlige følelser, fordi livet fører os i forskellige retninger: Lidt sødt, lidt swingende, men også uden fortidens fortryllende og forførende magi.