Prøv avisen

En lille nation har brug for en stærk kultur

”Vi glemmer, at livet på en måde altid er det samme. At under det historiske kostume er det menneskelige hjerte, og det banker for de samme ting, som det altid har gjort,” siger Hallgrímur Helgason, der har modtaget en del kritik i hjemlandet for sin nye bog. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

I sin nye roman indkredser den islandske forfatter Hallgrímur Helgason et helt århundrede gennem én kvindes fortælling. Dermed opstår en kritik af det moderne og materialistiske Island

Han ankommer som sit eget image. I mørk parkacoat, rødt halstørklæde og den bløde bowlerhat, der sammen med hans krasbørstige skrivestil er blevet Helgasons signatur ude omkring i verden.

LÆS OGSÅ: Patriarkens død gav stof til succesroman

Også her i København, hvor han for nylig optrådte på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant som Islands litterære enfant terrible. Et mærkat, der klistrer dårligt til den høje, 54-årige mand, når man har ham på tomandshånd. Forfatteren, der er trukket i blåmønstret islandsk sweater over en hvid skjorte og afdæmpet hilser på hos sit danske forlag, Lindhardt & Ringhof, gæster København i anledning af sin nye roman, Kvinden ved 1000 grader. Bogen, der trods en flot litterær modtagelse har vakt harme i Island af den simple grund, at den gamle kone i bogen delvist er baseret på en virkelig kvindes historie. Nemlig Brynhild Georgia Bjørnsson, der levede i Danmark og Tyskland under Anden Verdenskrig, og som var barnebarn af Islands første præsident, Sveinn Björnsson. Hendes far var til den lille øs skam en af de eneste, der drog i krig på nazistenes side, så det er ikke så lidt, der er på spil i det, Helgason meget eksplicit i forordet karakteriserer som en opdigtet fortælling. En roman.

Jeg betragter researchen som nogle historiske kostumer, jeg skulle iklæde mig. Men da jeg først var trængt gennem dette lag af fortid, satte jeg fiktionen fri, forklarer forfatteren, der mener, vi ofte fejlagtigt antager, at livet tog sig meget anderledes ud til andre tider:

Vi glemmer, at livet på en måde altid er det samme. At under det historiske kostume er det menneskelige hjerte, og det banker for de samme ting, som det altid har gjort. Det at være nogens datter ændrer sig for eksempel ikke.

Dermed peger forfatteren selv på det åbenlyse. At han ved at skrive om fortiden spejler nutiden. Kvinden ved 1000 grader følger den opdigtede kvinde Herbjørg Maria Bjørnssons liv, fra hun blev født i 1909 i Isafjord i Island, over hendes ophold i Danmark og Tyskland under krigen og senere Argentina og New York i 1960erne, til hun i 2009 ender med at bo i en garage i Island. Der ligger hun i sin seng med den mest moderne påhængsmotor, kaldet pc, som Helgason formulerer det i bogen. Det sidste kommer virkeligheden nær.

Det var det, der fascinerede mig, at her havde vi en ældre kvinde, som lå med hele verden på sit skød i en garage i Island, og som oven i købet havde kendt til verden, selvom jeg gør hende til en større globetrotter, end hun var, siger han og refererer til den allerede kendte sidehistorie, at forfatteren ved et tilfælde fik barnebarnet til Islands første præsident i røret.

Hallgrímur Helgason var engageret i sin ekskones valgkampagne, da han for nogle år siden fik stukket en liste ud med telefonnumre i Reykjavik. Den trejde på listen var kvinden, hvis stemme Helgason forsøger at overføre til fiktionen.

Hun var fuld af vittigheder, havde whiskeystemme og en vis maskulin energi i sit sprog, husker han om den situation, der øjeblikkeligt fik ham til at ønske at bygge denne seje kvinde et monument.

Flere år senere, og efter hendes død, foreligger altså bogen, der i Island og især i kvindens familie har vakt furore.

Det er jeg meget ked af, og jeg er stadig dagligt i tvivl om, om jeg har gjort det rigtige, siger Helgason og ser ned i bordet.

Men det var et enkelt kapitel, der gjorde udslaget for familien, der ellers havde støttet projektet og hjulpet mig meget, og i sidste ende valgte jeg fiktionen. Jeg er jo forfatter.

Den hovedperson, som Hallgrímur Helgason opdigter ud fra det historiske materiale, har en helt særegen stemme, og mens hun ryger sine flødegule cigaretter, fyger nye sammensatte ord som senilingeniør, venindeinspektion og svigerpostej om hende.

For mig er plottet det skelet, der bærer historien, og sproget den hud, der omgiver skelettet, siger Helgason om det sprog, han nu for tredje gang er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for. Første gang var med 101 Reykjavik i 1996, og anden gang med Stormland i 2007.

Ikke kun hovedpersonen Herbjørgs sprog er specielt, hendes verdenssyn er brolagt med beklagelse over de værdier, der er gået tabt i computeralderen, og den grådighed, der er sat ind med det moderne islandske samfund. En generation af griskhed, der oven i købet tillader sig at tro, at stress er en ny opfindelse.

Hvor kynisk-komisk denne småbitre gamle kones stemme end er, lurer den kritik af det moderne, mediestorforbrugende Island, som Helgason gennem hele sit forfatterskab har haft et mellemværende med. Mest udtalt i bogen Rokland fra 2005 (på dansk Stormland i 2007), hvor den unge og vrede kulturpessimist Bøddi vender hjem efter 10 års studier i Tyskland til et historieløst land, der tværer al arv ud på fortovet for at danse ind på de bonede gulve. I indesko. Med bogen kom Helgason på sin vis til at forudse, det finansielle chok, der lagde Island i ruiner i 2008. På bare én uge i oktober krakkede samtlige banker på øen, og den islandske selvforståelse som lille og uskyldig nation stødte på grund. Som Bøddi, hovedpersonen i Stormland, siger det: At skumme fløden er at friste døden. Men hvis overdreven materialisme, medieforbrugerisme og nepotisme var, hvad forfatteren så, da han skrev Stormland, hvad ser han så i dag?

Jeg er desværre ikke så optimistisk. Godt nok har vi fået nye, unge ledere, men de er stadig sønner og døtre af den gamle elite. Og godt nok har vi haft en oprydningsregering i fire år, men mange drømmer sig tilbage til de bekymringsløse dage og store biler, der fyldte gaderne før krisen.

Forandring tager tid, og for Helgason at se er det kommende valg i Island i april fuldstændig afgørende. Et valg, han er involveret i via sin kæreste, der ligesom ekskonen er politisk aktiv. Selv holder han sig til læserbreve, debatindlæg og den bearbejdning, han giver Island i sin fiktion.

Jeg kommer til at skrive en roman om krakket en dag, og den vil blive kritisk, siger han.

I Kvinden ved 1000 grader sætter forfatteren tydeligvis det nye og det gamle Island i spil.

Herbjørg bor i en garage og bruger stort set ingen penge. Hendes børn varetager hussalget for hende, men kan selvfølgelig ikke lade være med at bruge af de millioner, det indbringer, smiler Helgason.

Det var mottoet dengang før krisen: Lad pengene arbejde for dig.

En anden person, der repræsenterer det gamle Island i bogen, er Herbjørgs mormor, Verbjørg, der blev hundrede år. Døbt i havvand og hærdet af fiskeri og Herbjørgs eneste sande helt. Allerede fra begyndelsen af bogen aner man, at hendes livsbane vil forme sig parallelt med denne mormor, der ender i et bådehus, mens Herbjørg slutter sit liv i en garage. Begge kommer de ud for sorgen ved at miste en datter.

Mormor Verbjørg var en figur, jeg fandt gennem min research. En kvinde, der roede langt ud på havet og fiskede helt alene, hvilket var meget atypisk for hendes tid, forklarer Helgason, der altså har sat to virkelige kvinders forskellige livshistorier ind i rammen af samme fiktion.

Helgasons egen bedstemor levede et anderledes ydmygt liv, som ikke desto mindre rummede et helt århundrede.

Min bedstemor blev født i januar 1900 og døde i 1998, og det er i sig selv en fantastisk historie at være født i en tørvehytte uden elektricitet og ende sine dage omgivet af computere, siger forfatteren, der ofte har tænkt på at skrive om hende.

Bedstemoderens spor hen over øen går fra det landlige, østlige Island over en mellemstor provinsby til det funklende, moderne Reykjavik.

Her boede hun hos os, fra jeg var 14 år, til jeg var 20 år. Men hun havde svært ved at være gæst, så hun flyttede på plejehjem i Reykjavik, hvor vi besøgte hende tre gange om ugen, fortæller Helgason.

Når forfatterens egen bedstemor skal med her, er det, fordi hun stod for nogle værdier og et verdenssyn, der er gået til grunde, og som barnebarnet forsøger at lære af.

Hun var en ydmyg kvinde, der ikke forventede sig meget af livet, andet end at se sine børn blomstre op. Min far havde mange af de samme værdier, men jeg kan godt være i tvivl om, om jeg lever op til dem, siger han.

Det at være forfatter er i sig selv en forfængelig gerning, der handler om at få flest mulige mennesker til at læse ens bøger, give interview og ellers sidde alene og skrive.

Jeg har set mange, der har mistet sig selv på den narcissistiske vej eller har fortabt sig i ensomheden, siger Helgason, der tror på en vis balance i livet.

Det gælder for alle om at finde sin vej i livet og holde sig til den. Jeg tror, Gud har lagt nogle spor ud for os, og det skaber ubalance at stritte for meget imod det, som du kan mærke er din rette sti, siger forfatteren, der selv har fundet sit ståsted som forfatter efter at have været omkring flere kreative udtryk som billedkunst og standup-komik.

Jeg skriver hver dag fra ni til fem i mit studie i mit barndomskvarter i Rekjavik. Bygningen er et gammelt bageri, hvor jeg plejede at hente brød. Nu bager jeg mine romaner der, siger Helgason med et bredt smil, inden han igen med alvor retter sin opmærksomhed mod den forestående valgkamp.

En lille nation har brug for en stærk kultur, og det boom, Island har oplevet af musikere og forfattere, har været med til at give Islands image en vis genoprejsning efter krakket, siger han og rynker brynene.

Nu vil nogle skære i den kunststøtte, der fik lov at stå uberørt, da krisen kom væltende ned over os, og det er en skam. Vi har brug for noget at være stolte af. At være verdensberømte for noget andet end dårlig økonomisk dømmekraft, siger den vel nok mest kendte nulevende islandske forfatter og tilføjer:

Det er fra litteraturen og kunsten, vi henter vores selvforståelse, ikke fra bankerne.