En lille og væsentlig roman om kræft

Det største indtryk, ”Mærker” gør, er, at den kvindelige hovedperson er så usigelig ensom, fysisk og psykisk

Ulla Thøgersen har ifølge vores anmelder skrevet en væsentlig roman om kræft og den ensomhed, der kan være forbundet med at blive ramt af den frygtede sygdom.
Ulla Thøgersen har ifølge vores anmelder skrevet en væsentlig roman om kræft og den ensomhed, der kan være forbundet med at blive ramt af den frygtede sygdom. Foto: Forlaget Eksistensen.

Alle. Alle har eller kommer til at have kræft inde på livet: som pårørende, som ven eller veninde, som selv kræftsyg, måske overlevende fra en kræftsygdom. Ingen går fri, alle frygter sygdommen – og den er svær at tale om. Svær at håndtere, og selvom der er flere og flere, der overlever en kræftsygdom, er der jo altid nogen, der bidrager til statistikken over dem, der ikke overlever.

Kvinden i bogen ”Mærker” af Ulla Thøgersen spørger en dag sin partner, om man kan tænke for meget på døden? Om man således kan tilkalde døden ved at tænke for meget på den.

Tankegangen er rystende nærværende: Vi har ikke lyst til at tale om døden, for måske sker der lige netop det, vi ikke vil have skal ske. Sådan er den menneskelige psyke jo indrettet: Vi taler ikke om det, for måske er der en højere magt, som man kan prøve at holde sig gode venner med, så ”det” ikke kommer til at ske. Måske er der ikke en højere magt.

Ulla Thøgersens lille, tætte roman handler om en unavngiven kvinde, der foreløbig har overlevet brystkræft med tilhørende operation og rekonstruktion af det mistede bryst. Hun prøver efterfølgende at leve et naturligt og almindeligt liv, men der er altid et men. Nogle dage er gode og kreative: Kvinden maler og udstiller sine malerier af kvinder på stranden. Hun er sammen med sin partner, der omtales som et “han”, der også kan være hvemsomhelst.

Andre dage sover hun dårligt, har urolige drømme, har en krop, der ikke vil makke ret, som den plejede i gamle dage. Er kræften vendt tilbage? Hvordan lærer man sin krop at kende igen?

Det største indtryk, denne bog gør, er, at kvinden er så usigelig ensom, fysisk og psykisk. Vi kan trøste den syge eller overleveren og sige, at vi forstår, men det gør vi ikke. Den syge eller overleveren er ensom, ensom med alle tanker, følelser, angste stunder og stunder, hvor partneren sover ved siden af, mens man selv ligger vågen og kigger på de lange skygger på væggen. En fin, lille roman som måske kan gøre ensomheden en lille bitte smule mere udholdelig.