Forfatter og kulturskribent ved Berlingske Jeppe Krogsgaard Christensen er optaget af små rystelser. Små rystelser i mennesker, som måske, måske ikke, kommer til at ændre deres liv. I sin nye roman, ”Indre by”, som med lige så stor ret kunne kaldes en novellesamling eller en fortællekreds, dykker han ned i 18 menneskers liv den 6. august 2012. Fælles for de 10 mænd og 8 kvinder er, at de bor eller arbejder i København.
Dette greb med at vælge en konkret begivenhed og København som ramme, brugte Jeppe Krogsgaard Christensen også i sin forrige roman, ”Åben Himmel” (2014). Man kan sige, at byen var den overordnede hovedperson i begge romaner, men dertil er der for lidt konkret geografi, det er ikke som sådan byens rum, men dens stemning, der virker til at optage forfatteren.
Hvem er de så, de her 18 personer, og hvad har de gang i? Ikke så meget, kunne man sige, eller, det er da godt nok trist. Det er trist at være frisør, når der ikke kommer kunder, selvom man har fløde til kaffen og føler sig finere end de andre ved at spille P2 for kunderne, og især når den kunde, der endelig kommer, er ens konkurrent. Det er også trist at være i sølvbryllupsalderen og stadig ærgre sig over, at konen ikke gik med til en bryllupsrejse, men valgte et stel, man nu som stille protest gennem årene har fået smadret.
Eller at være Michael, midt i livet, kone og to børn, men føle sig fremmed i sit liv. Konen og svigermor ved, hvordan alting skal være, man er totalt under kontrol. Michaels eget lille oprør handler om et faldskærmsspring, helt i smug, som trist nok også er en fuser. Den store drøm ender med en øm testikel.
I og med at vores sympati vil lægge sig op ad den, der bærer synsvinklen, altså Michael, også selvom han er en slap figur, så får bipersonerne ikke en chance her, men bliver reelt reduceret til unuancerede klichéer. På den baggrund kommer teksten også til at stå svagere: Man tænker bare, at ham der Michael skulle tage sig sammen og skynde sig at komme ud fra det kvindefængsel, han frivilligt har underlagt sig. Men var det intentionen?
Jeg oplever, at fornemmelsen af plantet information går igen i flere af historierne. At det er lidt for tilrettelagt, hvad vi skal tænke og føle. Jeg savner de steder, hvor man mærker, at forfatteren selv er blevet overrasket, at noget er kommet bag på ham eller har taget ham andre steder hen. Fortællingerne kommer til at virke skematiske; de er kloge og pæne, men simpelthen også lidt kedelige.
Sjovest er det, når han bider lidt til, Jeppe Krogsgaard Christensen, som når han skriver inde fra den verden, han selv kender, om den glatte Esben, der får banet sig vej over for chefredaktøren til at få kulturredaktørposten. Men han kan sige det, der skal til: ”Alle skulle i hans vision skrive stramt, lidt friskt, og på en måde der var skræddersyet til tablets og smartphones”.
kultur@k.dk