Vi har rumsonder, der er på vej ud af solsystemet. De har været af sted så længe, at man må gemme den teknologi, de blev sendt af sted med, for at kunne opfatte deres signaler stadigvæk.
Sådan er det også med gamle litteraturforskere, der som jeg selv er på vej ud af tidshorisonten med vores klassiske viden om bøger og forfatterskaber. Vi sender tilbage på frekvenser, kun ældre udstyr kan opfatte.
Nogle af disse rumsonder medbringer en plade med påtrykte særtræk ved det jordiske liv, ifald de skulle møde aflæsning af intelligente væsener derude. Sådan er det med Niels Birger Wambergs (født 1930) essays: De medbringer gyldne citater fra en fortid til en fremtid. Han vandrer gennem især den danske og nordiske litteraturs store mark og finder steder i værker, der illustrerer temaet, han har udset sig.
Ja, han laver vel i egentligste forstand tematisk læsning tilsat anekdoter om de forskellige forfattere, der skal understrege netop deres særvæsen, som ikke er til at tage helt alvorligt. Selvfølgelig har han en kongerække: Ewald, Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen, Ibsen, Strindberg, Pon-toppidan, Johs. V. Jensen, Nathansen, Blixen og Rifbjerg. Af og til hentes dog også andre ind fra en litteratur-undervisers store arsenal.
Metoden er tematisk brainstorm. For eksempel: Hvad har vi om foranderlighed og uforanderlighed? Først lidt fra Wambergs egen barndom, så en række ordsprog om foranderlighed, lidt Johs. V. Jensen om de samme bøge år efter år, så Holbergs figurer Den Vægelsindede og Den Stundesløse, så Goethes Faust, så Blixen, Pontoppidan og så videre.
Og indimellem citaterne løber så den mest modulerede og sprudlende forbindelsestekst, der gør sig lidt lystig over forfatterne på god fortællerfacon: ”H.C. Andersen, der ikke altid kunne stå for fristelsen til at skabe sig bare en lille smule, skrev i 1834 (...).”
Bogen er sammensat af essays fra en lang årrække helt fra 1971 og op til i dag. De er skrevet som besvarelser af opgaver, Wamberg har fået stillet af forskellige redaktører eller lignende. Og alle rummer de vigtige påpegninger eller citater, som gør læsningen givtig for folk med gamle litterære antenner. Man skal have sans for en diverterende litteraturlæsning, som den blev praktiseret og værdsat i Wambergs tid, hvor man trygt og roligt læste og beboede traditionens forfatterskaber.
Men med de nævnte antenner opfatter man spændvidden i tilgangene: Ordenes poesi som forløser af den bundne tanke lige til den talende tavshed. Fine ting om, hvad poesi er, der med Goldschmidt ”er menneskets genskaben af Gud”. Karen Blixens hemmeligheder som en del af hendes ”performance”, det vil sige hendes masker, der ikke skal demaskeres. Vi aflægger Hoffmanns djævle et besøg, nyder H.C. Andersens nærtagenhed og får blik for Kierkegaards dialektiske spindelvæv som en person, der er forfulgt at sin egen retorik.
Derpå kommer vi i seng med sproget og dets udtryk for det kønslige samvær. Besøger det jødiske liv inden for litteraturens mure ved hjælp af Nathansen og Ahasverus-myten. En tidligere meget berømt instruktør som Sam Besekow får en festtale, der rummer det vidunderlige citat: ”Der er ingenting mere helstøbt end et sønderknust hjerte”. Drachmanns engang berømte eventyrspil ”Der var engang” vies en lang og fyldig gennemgang af dets tilblivelse. Det statiske og foranderlige får som nævnt sine citater.
Derefter skifter temaerne ud med filmene og musikken, og i et portræt af pianisten Edwin Fischer skrives der i en slags identifikatorisk stil. Borte er alle de smagende sproglige smartheder, som af og til kan tage det sprudlende af Wambergs essays: ”(pianisten) neddæmpede sit galoptempo, avede sin drengekådhed, skammede rutinen ud og fortabte sig med hud og hår i den ånd, som musikken befalede ham at give efter for.”
Ja, han får også tid til at omtale nøgternhedens stemme hos en kendt radiostemme (Elith Pio), inden bogen løber ud i overvejelser over tidens kvalitet og kvantitet: ”Jeg har i mine dage ædt et Mount Everest af flæske- og lammestege og en himmelsk hærskare af kyllinger.”
Wamberg påstår sluttelig, at han gennem livet har villet opfange de kunstneriske værkers ”hjertelyd”. Det fornemmer man også bag hans anvendelse af dem i alle de mange temaers anledning. Men jeg ville nu gerne have hørt mere til denne hjertelyd i en skabsmusikers tilgang til litteratur. Bare et enkelt værk i stedet for de mange, der løber igennem skriften i denne bog. Men tak for alle de vidunderlige citater, som er på vej som rumsonde ud af tidshorisontens fortidsglemsel mod en forhåbentlig lyttende evighed.
kultur@k.dk