Prøv avisen

En livsduelig bog

Det er godt at have Johannes Møllehaves klummer samlet i én bog. Hvis tanken en dag bliver trist og grå, bliver en efterlæsning af Møllehaves klummer som en tur i et sjælesolarium, siger biskop Karsten Nissen.

Ægte klart og evangelisk samlingsværk af Johannes Møllehave

Storm P. undrer sig over, at man gider læse bøger på 500 sider, når hele handlingen står på bagsiden. Sådan skriver Johannes Møllehave i en af de mange klummer, som er samlet i hans seneste , Stur, stur nummer.

Bogen er på 600 sider, og selvom den har en god og dækkende bagsidetekst, gad jeg godt læse den. For det gik som altid, når jeg har læst tekster af Møllehave: Man bliver klogere, mere eftertænksom, mere glad, men først og fremmest ægte opbygget og mere livsduelig. Klummerne er blevet trykt i Politiken og Kristeligt Dagblad i 2004-2009 og omfatter derfor også den periode, hvor Møllehave blev ramt af to blodpropper, der dog ikke forhindrede ham i at skrive sin ugentlige klumme.

LÆS OGSÅ: Ind i spiritualiteten

Under læsningen af de mange klummer fyldt med erindringsglimt, læsninger af kendte og ukendte forfattere, gengivelser af kunstneres arbejder og fortællinger om mennesker, han har mødt på sin livsvej, kommer jeg til at tænke på H.C. Andersens eventyr Isdronningen. Møllehave genfortæller Isdronningen i en af klummerne og lukker på en ganske særlig måde dette eventyr op for læseren. Kay har fået en splint af troldspejlet i øjet og kan derfor ikke genkende kærligheden og troen, da Gerda endelig finder ham i Isdronningens kolde rige.

Igennem alle klummerne er det, som om Møllehave har fået det modsatte i sit øje (kan vi kalde det en splint af himmelspejlet?), for han anskuer alt med et ægte evangelisk blik. Det gælder, hvad enten han fortæller om livstidsfangen William Brorson, forfatterne Samuel Beckett, Knut Hamsun og Oscar Wilde eller studieværten Otto Leisner. Det evangeliske blik er klart og anerkendende, af og til afslørende, men aldrig fordømmende, altid med kærlig fokus på, hvad dette menneske, dette værk eller denne erfaring kan sige os om at leve sandt og ægte.

Da Kay og Gerda kommer frelste tilbage til bedstemoder, minder hun dem om salmeverset om roserne, der vokser i dale, og da blev de voksne dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme velsignede sommer. Møllehave fortæller, at han plejer at læse dette eventyr for børn hver jul og ofte har tænkt, om børn mon forstod dette svære billede med rosensymbolet. Men da Møllehave blev indlagt med sin blodprop, kom det seksårige barnebarn Rosa på besøg. Hun medbragte en tegning med to bjerge og en dal med en rød blomst og ordene: Husk, Morfar, at roserne vokser i dale.

Klummerne har i sagens natur været publiceret tidligere i de to dagblade, men har også været udgivet i bøgerne Indtryk & udtryk (2007), Før- og eftertanker (2008), Målbevidste svinkeærinder (2009) og Hellere forrykt end forgæves (2011). Derfor sker der af og til et deja-vu under læsningen, ligesom Møllehave af og til gentager tanker og citater fra tidligere klummer. Men der er hver gang tale om en ægte genkendelsens glæde.

Dog burde forlaget have været mere opmærksom under korrekturlæsningen, idet der enkelte steder findes meningsforstyrrende fejl, som der, hvor Møllehaves kommentarer til et af Frank Jægers digte fra Tranekær typografisk gøres til en del af selv digtet. Og i samme klumme sker det samme igen lidt senere med et digt af Johannes Wulf.

Det er godt nu at have disse klummer samlet i én . Hvis tanken bliver trist og grå, og det kan ske, ikke mindst i en sen efterårstime, bliver en læsning af Møllehaves klummer som en tur i et sjælesolarium, hvor man kan hente ny livsduelighed, fordi solens lys ikke er kunstigt, men ægte klart og evangelisk.