Scenen er som i en David Grossman-roman. Én person fortæller en historie til en anden person. Her er det en forfatter, der beretter til en journalist i en hotellobby i København, men det kunne også være en kvinde på flugt fra en meddelelse, som fortæller sin livshistorie til en ekskæreste. Eller en sagfører, som beretter om en gammel klassekammerat, der nu er pensionsmoden komiker.
”I alle mine bøger er der en person, der fortæller en historie til en anden person. Derfor er det også vigtigt, hvordan man fortæller sin historie: Holder man lidt igen, buser man ud med ordene, fortæller man præcist, hvad der er sket, eller udelader man noget?,” siger Grossman, som er i Danmark for at møde sine læsere og fortælle om den nye roman, ”Da Nina vidste”.
I denne fortælling er vi i hænderne på kvinden Gili, som skriver om sin 90-årige bedstemor Vera fra Kroatien, som flygtede til Israel fra Titos jugoslaviske gulag. Romanen handler om, hvordan savn kan sætte sig i generationer, og hvordan forbrydelser knopskyder til de næste led i livskæden. Vera er bygget på den virkelige person Eva Panic Nahir, som overlevede et ophold i det berygtede fængsel på fangeøen Goli Otok, og blev kendt for som en af de første at fortælle om rædslerne under Tito, som døde i 1980. I romanens efterord skriver Grossman: ”Eva blev til et symbol på næsten overmenneskelig tapperhed, et symbol på et menneskes evne til at bevare humane idealer under de mest forfærdelige betingelser.”
Grossman blev nær ven, fortæller han, med Eva og dennes datter, og ud af forbindelsen og rejser til Goli Otok og Beograd voksede romanen, som forfatter og anmelder Lotte Kirkeby her i avisen gav fem stjerner sidste lørdag.
”På et tidligt tidspunkt i vores venskab foreslog Eva, at jeg skulle skrive en bog om hende, men jeg er ikke dokumentarist. Så jeg fortalte hende, at jeg måtte have frihed til anvende min forestillingsevne. Det er min frihed og mit redskab som forfatter. Da hun så døde, gik jeg i gang med at skrive bogen. Da var historien klar, da angreb den mig som forfatter som en fortælling med stor følelsesmæssig intensitet.”
Når der indledningsvist blev henvist til de prisbelønnede romaner ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, der primært foregår i det nordlige Israel, og ”En hest kommer ind på en bar”, der foregår i badebyen Netanya på vestkysten, er det, fordi begrebet livsfortælling går igen i Grossmans romaner.
”Jeg er fascineret af, at vi alle har en formel og officiel historie, som vi fortæller andre om os selv. Det kan være til et forretningsmøde eller på en date eller hos en psykolog. Når jeg fortæller dig min historie, er den naturligvis sand og baseret på virkeligheden. Men historien er også fortalt så mange gange før, at den får sin egen form, fremdrift og pointe. Ofte er det en historie om, hvordan man blev misforstået som barn, eller forældrene ikke så en, som man virkelig synes, man er, eller om, hvordan man blev mobbet i skolen. Men efter nogle årtier, hvor man har fortalt den samme historie om sig selv, om svigt eller opbrud eller noget helt tredje, bør man spørge: ’Er det virkelig mig, denne her historie handler om? Eller er historien blevet mit fængsel?’ I stedet for at give mig identitet, kan der ske det, at min livsfortælling blokerer mig fra min identitet. Og måske kan jeg blive meget mere fri og fleksibel som menneske, hvis jeg ikke er naglet fast til min fortid.”
Trods larm i lobbyen lader Grossman sig ikke forstyrre. Hans talestrøm er rolig og hans øjne milde, og han bygger op til en pointe, der naturligvis også handler om det moderne Israel, hvis politiske udvikling forfatteren har fulgt særdeles tæt i en menneskealder.
”Jeg tænker ofte, at vi som mennesker skal huske at lade vores forældre have ret til deres version af vores barndom. Mit perspektiv er ikke det eneste rigtige. De havde også forældre, der måske misforstod dem, og grunde til at handle, som de gjorde. Når man indser dette, er man ikke et offer for sin egen historie, men kan blive fri. Man kan drage en parallel til samfund og nationer: De har brug for en formel og officiel oprindelseshistorie, især i de første år af landets levetid, om at høre til blandt andre nationer. Men efter nogen tid har historien måske opfyldt sit mål, og det er tid til at kigge fremad. Tid til ikke kun at optræde som offer, men indse, at man også kan offergøre andre. Erindringen er vigtig, det er sandt, det er alle enige om, men o.k., måske skal vi heller ikke binde os selv fast med for mange erindringer om fortiden.”
Grossman har hele sit liv tilhørt venstrefløjen i Israel. Han er sammen med sin nu afdøde kollega Amos Oz kendt i både ind- og udland som den jødiske stats moralske samvittighed og har i talrige avisartikler gennem årene konstant kritiseret højredrejningen i Israel, der malet med den brede pensel tog sin begyndelse efter Yom Kippur-krigen i 1973.
I dag findes venstrefløjen næsten ikke længere, fortæller han:
”Vi er blevet kraftigt minimeret over årene. Det eneste sted, vi findes, er i hovederne på højrefløjen. I dens optik er vi enormt stærke og allestedsnærværende, men sådan er det ikke i virkeligheden. Den politiske krise er dyb og ikke kun hvad angår forholdet til palæstinenserne. Der er dybe kløfter mellem verdslige og religiøse, mellem rige og fattige, mellem sefardere og ashkenazere, hvoraf førstnævnte blev udnyttet helt forfærdeligt engang, hvilket først er ved at gå op for os nu,” fortæller Grossman med en tydeligt snert af sorg i stemmen.
”Israel er et meget polariseret land. Det har vi måske altid været, men agressionerne er rykket helt frem på overfladen nu. Frygten for andre er tydelig. Men jeg vil også sige, at frygten for fremtiden er tydelig. Enhver israeler føler virkelig, at man er skrøbelig, for vi er overhovedet ikke sikre på, at vi har en fremtid. Se bare på tallene. Vi er omtrent otte millioner, omgivet af hundreder af millioner, som dybest set ikke vil have os der. Det er svært for mig at sige, men omgivelserne har aldrig accepteret Israel som et legitimt land. Jeg har så mange gange hørt fra kolleger i de omkringliggende arabiske lande, at hvis det ikke var for vores stærke militær, ville vi være udslettet. Alle minoriteter i Mellemøsten bliver forfulgt – kopterne i Egypten, yazidierne i Irak – men vi har heldigvis en stærk hær. Det er så også det eneste, vi har, og får vi ikke fred, har vi ingen fremtid. Selv efter 70 år føler vi ikke Israel som et hjem. Og jeg vil gerne have et hjem. Det har jøder aldrig haft. Jeg savner at føle mig hjemme et sted, så derfor vil jeg virkelig gerne beskrive steder, gøre dem beboelige,” siger Grossman og trækker en linje til romanerne og deres tydelige bestræbelse på at sætte ord på, beskrive dybden i det israelske landskab – om det er så er Ora, der vandrer nordpå på flugt fra meddelelsen om hendes søns mulige død i krig, eller Gili i den nye roman om sin bedstemor Vera og mor Nina, som sætter præcise ord på livet i de israelske kibbutzer.
Kvindeportrætter er et af Grossmans specialer, og ligesom Gustave Flaubert ikke blev kritiseret for at ”gå ind” i kvinden Emmas liv og beskrive hendes liv indefra i ”Madame Bovary” (1856), er Grossman såmænd heller ikke blevet revet i næsen, at han som mand overtager en kvindes indre liv i ”Kvinde på flugt fra meddelelse”.
Men han ved godt, hvilken vej de identitetspolitiske vinde blæser, og han har ikke i sinde at lade sig vælte omkuld:
”Alle har ret til at skrive om lige, hvad de vil. Man har nærmest pligt til at overskride sine egne grænser og udsætte sig for alle menneskelivets mange facetter. I hver eneste af os er der så mange skjulte muligheder. En mand kan være en kvinde, en israeler kan være palæstinenser, en gammel mand kan i sig rumme sin barndom, en homoseksuel kan forestille sig, hvordan det er at være hetero. Vore indre muligheder er uendelige, og især når vi er unge. Efter en tid indskrænker vi os selvsagt, vi har en eller to identiteter, et køn, et eller to sprog, en bestemt humoristisk sans og et nogenlunde sammehængende verdenssyn – vi skrumper med alderen.”
”Men når jeg skriver, masserer jeg alle disse stive muskler i min bevidsthed og identitet. Jeg overgiver mig til alternative identiteter og kan se verden for eksempel som en kvinde. Jeg tillader, at hun invaderer mit liv. Det beskadigede selvsagt ikke min maskuline identitet, da jeg skrev ’Kvinde på flugt fra meddelelse’, ligesom jeg selvsagt ikke påstår at tale på alle kvinders vegne gennem Ora. Det kan ingen. Men at være menneske er at forsøge at overskride sine grænser, så vi kan forstå andre, blive blødgjort af empati. Når man blotter sig selv for virkeligheden bliver fladen, hvormed man møder livet og andre mennesker, større. Man ser mere end blot sine egne projektioner, frygt og ønsker. Verden bliver større, når man ser den med andres øjne.”