I mit lægebarndomshjem hørte jeg nogle gange historier om kendte og dygtige kirurger, der var døde af banale blindtarmsbetændelser. De ville ikke anerkende symptomerne, når det kom til dem selv, hvor de på sekunder ville have kunnet fastslå dem hos andre. Man er nemlig altid selv en helt anden historie.
Marianne Horsdal er født i 1946 og professor emerita ved Syddansk Universitet. Hun har forsket i menneskers livshistorier i mere end 30 år, og nu har hun skrevet sin egen. Kan man så det? Springe om på den anden side af gærdet?
Horsdal har især arbejdet med det livshistoriske interview, hvor man i forskningsøjemed bliver bedt af en anden person om at fortælle sit liv. Intervieweren skal blande sig så lidt som muligt, så den fortællendes egen uredigerede historie kommer frem. Livshistorien er dermed, i hvert fald ideelt set, noget helt andet end den bevidst komponerede selvbiografi.
Formelt virker det også, som om Horsdal har stræbt efter at skrive en bog, der ligner det livshistoriske interview mere, end det ligner en traditionel selvbiografi. Teksten er meget konkret, sanselig og linerært fortællende. Der er ikke så meget refleksion og analyse og ingen syntetiserende fortællerånd, der flyver frem og tilbage og overvåger historiens gang fra stor højde. Begivenheder, sansninger, episoder kommer snarere væltende frem mod læseren i en vis uorganiseret form. Men selvfølgelig er det hele skrevet, og til og med eminent skrevet.
En lille ramme er lagt uden om fortællingen, hvor fortælleren skriver breve til en K., som muligvis er forfatteren Knud Romer, der synes at være en bekendt og en inspirationskilde. Jeg’et optræder bogen igennem i tredje person under navnet Janne, hvilket også giver en vis distancering.
Janne vokser op på det nordlige Fyn mellem Kerteminde, Staures Hoved og Fyns Hoved. Hun er datter af en herregårdskytte, og selv om de sene 1940’ere og 1950’ere i sig selv kan virke som meget fjern fortid i dag, kaster beretningen Janne endnu længere tilbage i tiden, som det også markeres i bogens titel ”Feudale fortællinger”. Hun vokser op i en form for præ-moderne og præ-kapitalistisk orden, og ofte føler man sig mere hensat til en fortælling af Steen Steensen Blicher end til en endnu levendes erindringer.
Det meget specielle barndomsunivers er bogens tyngdepunkt, præget af natursansninger og en form for lykke. Forældrene er ganske excentriske på hver deres måde, men det blicherske univers er rummeligt og har plads til meget: blomster, dyr, bøger, kjoler, fester i landsbyen hvor kammerherren kommer og taler, de store jagter.
Anden halvdel af bogen er derimod flimrende og kaotisk. Janne bliver smidt mere eller mindre hovedkulds ud i ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse. Hun er en sværmer og sent udviklet, men fra et vist punkt forelsker hun sig i næsten alle, hun møder, og som regel er det gengældt. Hun får nogle ”vandreår”, der bringer hende vidt omkring og også derud hvor hun ikke kan bunde. Det giver voldsomme sammenstød med den gamle skytte, der nu er pensioneret og må se hele sin verden og sit livsværk, bestanden af vildt, den rette måde at drive jagt på, gå i forfald.
Mens Janne endnu boede hjemme, pryglede han hende en enkelt gang med en hundepisk.
Den elskede bror Gogo, som var et ankerpunkt i barndommen, får et miserabelt voksenliv, og lige så skøn barndommen var, lige så dyster fremstår voksendommen.
Tro mod den simulerede spontane og mundtlige fortælleform er der ikke rigtig noget niveau af analyse og refleksion i ”Feudale fortællinger”. Det virker som et rigtigt valg.
Man får som læser lov til uden filter og modhager at sænke sig ned i det smukke og særprægede barndomsunivers i herregårdsmiljøet. Formen fungerer mindre godt i bogens anden del, efter det store historiske skel. Det bliver for voldsomt. Jamen, man må vel nu en gang fortælle det, der er sket? Jo, men fordi fokus forbliver på, hvordan det går med familien og barndommens univers, bliver det en afviklings- og forfaldshistorie i højt tempo. Følelsesmæssigt bliver det svært for læseren at følge med.
Måske skulle Horsdal have vendt perspektivet, kaldt anden del for ”Senkapitalistiske fortællinger” og have sat samfundet, arbejdspladsen, i dette tilfælde universitetet, i forgrunden og familien i baggrunden. Og så have skruet op for analysen og refleksionen. For hvad i alverden skete der dog fra dengang i 1960’erne og videre frem? Det er jo også noget af en historie. Måske skulle Marianne Horsdal vække sin indre Steen Steensen Blicher en gang mere og gå løs på den.