Prøv avisen
6 stjerner

Anna og Michael Anchers brevveksling vidner om en livslang og tæt samhørighed

6 stjerner
Der var 10 års aldersforskel mellem Michael Ancher, født i 1849, og Anna Brøndum, født i 1859. Deres breve vidner om, at Michael tidligt havde blik for Annas kunstneriske talent, men det er også tydeligt, at forholdet mellem dem byggede på forelskelse.

Udgivelsen af Anna og Michael Anchers samlede korrespondance, der tillige inddrager kredsen omkring dem, er en monumental forskningsmæssig bedrift og et væsentligt kulturhistorisk kildeskrift

Det er en overmenneskelig og nærmest ubegribeligt omfattende indsats, kunsthistorikeren Elisabeth Fabritius har gjort med udgivelsen af Anna og Michael Anchers samlede korrespondance med diverse tilliggender.

For udgivelsen ”Anna og Michael Ancher og deres kreds” rummer ikke alene familien Ancher og Brøndums breve til hinanden, men også breve fra en lang række andre mennesker, der på forskellig vis havde tilknytning og forbindelse til kunstnerkolonien i Skagen i de vitale år omkring 1900, hvor kunstnerne blomstrede med noget, der ligner autenticitet og gjorde skagenslyset til et internationalt fænomen. Således rummer udgivelsen breve fra væsentlige kolleger som Martha og Viggo Johansen, Marie og P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, samt forfattere og kritikere som Georg Brandes, Henrik Pontoppidan, Harald Høffding, Karl Madsen og Emil Hannover – for blot at nævne nogle få.

Derved åbner udgivelsen hele det både personal-, kunst- og kulturhistoriske rum, som brevene er skrevet ind i og på sin vis er et spejl af. Det gør udgivelsen til et væsentligt kildeskrift for alle, der har interesse for epoken omkring 1900.

Idéen med at sprænge det intime rum og inddrage andre i korrespondancen mellem kunstnerparret Anna og Michael Ancher var den nu afdøde direktør for Det Kongelige Bibliotek Erland Kolding Nielsens, og Elisabeth Fabritius har fulgt den til punkt og prikke. Således rummer udgivelsen ikke alene et helt uundværligt registerbind med navne på samtlige, der optræder i de over 5000 breve, men også slægtstavler over de vigtigste familier, tidsspecifikke topografiske kort og en fortegnelse over de kunstværker, der nævnes i brevene og deres proveniens, samt litteraturliste. Udgivelsen rummer også indledninger til hver af de fem bind med breve, så læseren kan følge kronologien i kunstnerparret Anchers biografi, samtidig med at udgiveren sætter deres liv i perspektiv i forhold til de øvrige kunstnere, tidens ismer og epokens sociale og materielle udvikling. Dertil kommer, at Elisabeth Fabritius har forsynet de enkelte breve med forklarende indledninger, noter og henvisninger, så begreber og enkeltpersoner identificeres, og brevenes kontekst etableres. Dette detektivarbejde gør udgaven til et brugbart standardværk for generationer af forskere og alment interesserede fremover.

Og så er det endda ikke alt, som er med. Elisabeth Fabritius har sorteret lejlighedssange, hyldestadresser og mindre notatlignende forretningsbreve fra – og det skal man ikke tage fejl af. Kunstnerparret Ancher var jo også en mindre industri og meget i korrespondancerne, ikke mindst i Michael Anchers breve, handler om penge, positionering og etableringen af den mytologi, der gav parret mere end de 15 minutters berømmelse.

Parret Ancher ønskede ikke selv, at deres korrespondance skulle gemmes, endsige udgives. I pagt med tidens respekt for det private, ønskede de brevene destrueret, og det er noget af et mirakel, at det ikke er sket. Meget er gået tabt, men takket været samvittighedsfulde forskere og fremsynede mæcener er langt det meste trods alt havnet på Det Kongelige Bibliotek og på en række skandinaviske museer. Men kan begræde, at parret Anchers breve fra deres ophold i Paris 1885 og 1888-1889 tilsyneladende ikke længere findes.

Disse formative år, hvor Anna og Michael Ancher oplevede den franske naturalisme, realisme, impressionisme og symbolisme på nærmeste hold, ville man gerne have læst om. Anna Ancher gik eksempelvis til undervisning hos en af fransk kunsts mest interessante malere, Puvis de Chavannes. Det var opholdene i Paris, der afgørende rykkede først ved Annas og siden – modstræbende – ved Michael Anchers kunstsyn og gjorde deres kunst til en del af den nordiske avantgarde både hvad angår motiv, komposition og lysbehandling. Men gennem brevene får man alligevel er glimrende indtryk af parrets positionering, både i København og i Skagen, og af den interesse, deres kunst vakte blandt kritikere og mæcener som del af det moderne gennembrud.

Man får også et smukt indtryk af parrets gensidige hengivenhed og livslange tætte samhørighed. Der var 10 års aldersforskel mellem dem, Michael Ancher, født i 1849, og Anna Brøndum, født i 1859. Der var i begyndelsen tale om en slags mentor-relation, men med tiden skiftede den, og parret byttede roller.

Brevene vidner om det blik for Annas talent, som Michael Ancher tidligt havde. Forholdet var bygget på forelskelse, men rummede således også et formdannende perspektiv. Michael Ancher var jo, som også Vilhelm Hammershøi og andre kunstnere i epoken, stærkt optaget af den nederlandske barok, og på en rejse i Tyskland i 1890 skriver han betænksomt hjem til Anna Ancher om et billede af Pieter de Hooch ”med Solpletter paa Væggen og Gulvet; det havde været Noget for dig, den var lækker”. Man ser Anna Anchers fremtidige interiørers skyggespil for sig i den sætning!

Men ellers er der bemærkelsesværdigt få refleksioner i brevene mellem ægtefællerne, der angår de egentlige kunstneriske forhold. Der giver brevene ikke så meget fra sig, som man kunne have forventet; de savner et metalag, og sandt at sige er det langt fra alle, der rummer noget af interesse desangående. Breve fra Laurits Tuxen, Karl Madsen, Martha Johansen og P.S. Krøyer til parret giver lidt mere fra sig, også eksistentielt. Et brev til Michael Ancher fra hans dødsår 1927 af Tuxen rummer denne fine statuslignende bemærkning om ”alt det skønne, man har set, følt og oplevet i sit lange Liv”: ”én Ting kan man nok blive enige om, at Ingen i den øvrige Verden har den Gave som Kunstneren til at føle og nyde det skønne – selv om vi ikke naar til at fremstille det paa vort Lærred – saadan som vi ønsker det.”

Den taknemmelighed over livet og kunstens gave, som Laurits Tuxens bemærkning rummer, præger ikke altid Michael Anchers breve. Han er i sine følelsers vold og har vodsomme udfald mod andre, som han opfatter som rivaler, eller hvis kunstsyn han ikke deler.

En hel historie i historien er brevene, der skildrer forholdet mellem Michael Ancher og Krøyer. Da Krøyer, meget mod Michael Anchers vilje, arriverer i Skagen og erobrer stedet med verdensmandstalent og tvangfrihed, tyer Michael Ancher til en bibelsk lignelse. Han beskriver Krøyers angreb på ”Ens faste Plads” med lignelsen om den rige mand, der havde så mange får, men valgte at slagte den fattiges eneste lam! Krøyer svarer igen med at påpege, at Michael Ancher lider af den typiske Skagen-syge: jalousien. Forholdet mellem de to normaliseres egentlig først, da Krøyer bryder psykisk og fysisk sammen i 1900, og rivaliseringen dermed ophører. Først da kan Michael Ancher vise sin generøsitet over for vennen.

At ikke alt var idyl og hip, hip, hurra i Skagen vidner også en række breve fra Martha og Viggo Johansen om. Parret holdt sig i en årrække væk fra Skagen på grund af Krøyer, som de fandt, på en gang svigtede de mennesker i byen, som elskede og forgudede ham, og domesticerede stedet med sin kunnen og maniske iscenesættelse. Brevene giver i det hele taget et levende indtryk af nid og nag mellem kunstnere: misundelse, mindreværd, had, hypersensibilitet og det, der i tiden blev kaldt for ”nerveliv”. Ligesom brevene giver et afslørende indblik i kunstnerens dobbelte bogholderi mellem de kunstneriske idealer på den ene side og den økonomiske nødvendighed på den anden side. Her er i den henseende intet nyt under solen.

”Anna og Michael Ancher og deres kreds” aftvinger respekt for den ihærdighed og kompromisløshed, som udgiveren er gået til opgaven med. Der gives ikke køb på arbejdets grundighed, og disse kilder til en central og uhyre populær del af dansk kunsthistorie er formidlet med solid faglighed. Brevene er gengivet med original ortografi, og stavemåder og ufuldstændigheder er forklaret. Konklusioner i de forskellige indledninger er redelige og baseret på fakta. Man kan diskutere Elisabeth Fabritius’ brug af en term og et genrebegreb som modernisme i forbindelse med parret Ancher og deres kreds, men man kan ikke diskutere seriøsiteten i udgivelsesarbejdet og det bredt favnende sigte med udgivelsen.

Inden for litteraturhistorien har et udgivelsesarbejde som dette været praktiseret i en årrække af blandt andre Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, men inden for kunsthistorien har der ikke været samme forskningstradition for tekstkritiske og videnskabeligt baserede kildeudgivelser. Det er ved at ændre sig. Thorvaldsens Museum har i en årrække arbejdet med en digitalisering af Bertel Thorvaldsens arkiver, og Ny Carlsbergfondet har de seneste par år uhyre fortjenstfuldt initieret en række kunsthistoriske kildeudgivelser, både digitalt og i generøst udstyret bogform under den samlede betegnelse KTDK – Kilder til dansk kunsthistorie. Elisabeth Fabritius kommenterede udgivelse af brevene fra Anna og Michael Ancher og deres i sandhed store kreds af mennesker i forskellige miljøer lægger en alen til dette fortjenstfulde arbejde inden for faget. Læg dertil de sidegevinster, der er opstået undervejs, hvor hidtil ukendte fotografier er dukket frem fra gemmerne. I de enkelte bind danner fotografierne fra det samtidige miljø en kornet og vidunderlig tintet livsfrise parallelt med den, der udfolder sig i ord i de mange breve.

Læs interview med Elisabeth Fabritius om parret Anna og Michael Anchers breve på

Michael og Anna Anchers breve fortæller ikke kun en historie om deres kærlighedsforhold. De fortæller også en historie om kunstnermiljøet på deres tid, særligt kunstnermiljøet i Skagen. Brevene giver i det hele taget et levende indtryk af nid og nag mellem kunstnere: misundelse, mindreværd, had, hypersensibilitet og det, der i tiden blev kaldt for ”nerveliv”. – Fotos fra bogen.