Prøv avisen

En livstidsfanges nekrolog

Forbrydelse, straf og tilgivelse: William Brorsons liv efter 32 år i fængsel viser, at det trods vanskelige odds er muligt at begynde et nyt liv

William Brorson er død.Han døde på sygehuset i Svendborg tirsdag den 28. november efter lang tids sygdom.

Og hvem var William Brorson? Han var en af de forbrydere, der har afsonet den længste straf i de danske fængsler. Han afsonede fulde 32 år. De fleste, som får livstid ,løslades efter 16 år.

Hans synderegister var omfattende: tre mordforsøg, 284 væbnede røverier og et dobbeltmord, som han ganske vist livet igennem nægtede at have begået.

Når man løslader en livstidsfange fremsætter man en prognose på et fængselsfunktionærmøde. Hans prognose var sort som en stjerneløs nat. Ingen var i tvivl om, at han ville ryge tilbage til cellen i løbet af få måneder.

Men han holdt sig kriminalitetsfri til sin død.

En vigtig omstændighed var, at han slog sig ned på Langeland og skønt alle her kendte hans historie,som både var blevet skildret i en tv- og en radioudsendelse, vandt han manges sympati, som var mere end velvilje. Når skolebørnene i Snøde skole spillede fodbold, var han deres enlige heppekor.

Børnene holdt af ham, som han holdt af dem, og han kunne drikke kaffe hos damefrisøren og gå ud og ind hos dyrlægen.

En sygeplejerske, som lærte ham at kende, da hun plejede ham, da han var alvorligt syg, følte sig så forpligtet på deres gensidige venskab, at hun besøgte ham hver eneste dag, mens han lå på Svendborg sygehus. Man må tage det som et opmuntrende tegn på, at vi stadigt lever i en velfærdsstat, at man gav ham de bedste og lyseste rammer på plejehjemmet Stigtegården.

For mange år siden skabte Christian Stentoft en montage i særklasse om William Brorson.

Stentoft flyttede ind i huset hos Brorson og lod mikrofonen stå døgnåben. Derfor kunne man høre hans Storm P.-agtige monologer, når han klædte sig på om morgenen. Den gamle straffefange havde bevaret sin vane fra den lange isolation med at tale højt med sig selv. Han skændtes med sit bedre og sit mere uheldige jeg som en anden Jeppe på Bjerget, hvis mave ville til Jakob Skomager for at købe snaps, men hvis ryg nægtede at følge med, fordi Nille gennemheglede ham med sin krabask, hvis han havde drukket. Af gammel vane spurgte Brorson hunden, om den ville med på "gårdtur".

Når vi spugte ham, hvordan han trivedes på Langeland, svarede han: "Hver dag er en julegave".

Han var rigt begavet på en måde, der var aldeles uskolet. Alt havde han måttet lære sig selv. Først og fremmest en sjælden psykologisk sans, en klog viden om mennesker og deres forskellighed. Menneskekundskab er også en slags kundskab, siger H.C. Andersen.

Jeg har læst William Brorsons omfangsrige journal. Hans barndom er forfærdende. Hans mor ville ikke have ham – fordi hendes nye ven ikke måtte vide, at hun havde en søn, og så blev han afleveret på et børnehjem. Som alle normale børn gjorde han sig våd om natten i de nye omgivelser og blev straffet uhyrligt for det.

Da han var 12 år, blev han bundet og slået så frygteligt, at han blev indlagt på børnehospital. Forstanderen fik nogle måneders fængsel, for William var ikke den eneste, han havde mishandlet.

De gange William opsøgte sin mor, smækkede hun døren i med et brag, og da hun døde, havde hun skrevet, at hun var barnløs, og at hendes søstersøn derfor skulle arve hende.

En advokat sørgede dog for, at William fik den arv, der tilkom ham. En sen oprejsning, må man sige, men den var af den største betydning for ham.

William Brorson var et trofast menneske mod alle, som lærte ham at kende, efter den lange afsoning. Der var en daglig kø af mennesker på Svendborg Sygehus, som kom med blomster og breve, og børnetegninger smykkede væggene på hans eneværelse. Jeg lærte ham at kende, da jeg var præst i Vridsløse, og han glemte aldrig familiens fødselsdage og fejrede jul hos os, så længe han orkede rejsen. Da min datter giftede sig, ønskede hun, at William skulle føre hende op ad kirkegulvet.

Dostojevskij stiller efter sit lange tugthusophold det spørgsmål, om det er muligt at begynde et nyt liv?

Han tænkte på de mange af hans medfanger, som var låst fast i deres fortid, og den dag idag er der 7o procent af de kriminelle der begår nye forbrydelser.

Dostojevskij mente, at det kun var muligt at begynde et nyt liv, hvis tilgivelsen fandtes. Almindelig amnesti for gode og onde, straffede og ustraffede. En tilgivelse så skærende som en solopgang. Den troede han på.

Heldigvis har vi ikke dødsstraf i Danmark. William Brorsons liv efter 32 års afsoning viser, at det er muligt at begynde et nyt liv. Det beror ikke kun på den løsladte, men nok så meget på det samfund, der skal indoptage ham.

At det lykkedes er ikke kun langelændernes fortjeneste. Det er i høj grad noget af den ånd, William var udrustet med. Den som gjorde det at møde ham til noget dyrebart.

kultur@kristeligt-dagblad.dk