Katten spinder højlydt og gnider sig op ad Anders Johansens bukseben. Det er tydeligt, at de to har et særligt fællesskab grundlagt af mange daglige timers samvær.
Anders Johansen er hjemmearbejdende, og sådan har det været i det meste af hans liv. Før klokken 7 om morgenen ”møder han ind” og sætter sig bag en computer i sit arbejdsværelse, der har skrå lofter og udsigt til en gennemsnitlig dansk villavej i den djurslandske by Hornslet. I timevis bliver ord til sætninger, sætninger til kapitler og kapitler til bøger. Den ene efter den anden.
Reolen bag ham vidner om produktionen. På den ene af hylderne står hans egne omkring 30 udgivelser. De andre fire hylder er fyldt ud med udenlandske værker, der bærer hans navn som oversætter.
Anders Johansen har skrevet, siden han var barn. Hans konfirmationspenge gik hverken til knallert eller spolebåndoptager, de gik til en skrivemaskine. Det scorede han ingen piger på, men til gengæld skrev han digte om de piger, han ikke scorede. På universitetet læste han, hvad andre skrev, og det satte ham en kort overgang i stå. Det med at analysere og udvendigt betragte litteraturen fik ligesom ordene til at dø i munden på ham, inden han fik dem skrevet ned. Men så blev de alligevel hen ad vejen vakt til live igen. Nu kan han, som 65-årig, se tilbage på et langt liv som forfatter, hvor han har skrevet omkring 30 bøger, mest til børn og unge, og oversat et større antal, præcist hvor mange, har han ikke tal på.
”I begyndelsen var det lidt af et kludetæppe af understøttelse og småopgaver som skrivende på aviser og blade. I 1970’erne og 1980’erne var det lettere for sådan et krøllet hoved som mit at få tingene til at hænge sammen uden en fast indtægt. Man kan sige meget dårligt om at være på understøttelse i længere tid, men det har også været godt for noget. Der ligger en langsigtethed i at have en kreativ udtrykstrang. Idéerne ligger ofte og simrer, og nogle gange kommer der noget ud af det, andre gange ikke, derfor er friheden vigtig. Men i mange år krævede det da en absurd tro på sig selv,” siger Anders Johansen.
Selv var han som yngre ikke altid socialt velfungerende og havde det i perioder fint med at kunne sidde i fred og ro og arbejde med sine skriverier. Det gjorde ham dygtigere, men, ifølge forfatteren selv, har han også haft heldet med sig. Anders Johansen har fra begyndelsen fået sine bøger udgivet på det aarhusianske forlag Modtryk, og forlaget gav ham i sin tid også chancen som oversætter. Han har eksempelvis oversat samtlige romaner af de svenske bestsellerforfattere Arne Dahl og Jan Guillou siden 2001. På det seneste har han også oversat Mikael Niemis roman ”At koge bjørn”, der udkommer sidst på måneden.
Dagsrutinen er nogenlunde den samme, hvad enten Anders Johansen er i gang med at skrive en af sine egne bøger, eller han er i gang med en oversættelse: Fra klokken 6.30 til 10.30 arbejder han koncentreret ved computeren. Derefter løber han en time i skoven, eller hvis vejret er for dårligt, tager han en time i et nærliggende motionscenter. Så er det tid til frokost og en lur på sofaen sammen med katten, før det går løs ved tasterne igen. Når en deadline nærmer sig, tages også aftenerne i brug, så mange dage skriver han i omkring 10 timer. Middagspausens motion er imidlertid vigtig. Dels er det belastende for kroppen at sidde ned i mange timer, og dels er det en ventil, der tager trykket fra alle ordene.
”Da vi flyttede fra Aarhus herud til Hornslet, var der folk, der undrede sig over, at jeg kunne gå i motionscenter eller løbe rundt ude i skoven midt på dagen. Men nu har de vænnet sig til, at jeg er ham forfatteren,” siger Anders Johansen.
Det allerbedste ved at være forfatter er, ifølge Anders Johansen, imidlertid de perioder, hvor han er i idéfasen til en af sine egne bøger.
”Når der er opstået en idé i mit hoved, er det ligesom et foster i en kvindes livmoder. Det er som en celledeling, der sker helt af sig selv. Pludselig er der vokset en arm ud der og en tå ud der. Den fase er udelukkende lystbetonet, men på et tidspunkt skal fødslen jo i gang, og det er som bekendt ikke kun sjovt,” smiler han og tilføjer:
”Jeg kan godt have en modstand mod at skrive, men jeg har lært mig selv en teknik, hvor jeg stopper op på et sted i teksten, hvor det virkelig kører. For så får jeg lyst til at gå i gang igen næste dag.”
Idéerne kan komme mange forskellige steder fra, men det begynder aldrig med, at Anders Johansen sætter sig for at ville skrive om noget bestemt. Idéen til sin bog ”Stjerneskælv”, der er blevet læst i mange folkeskoleklasser, fik han eksempelvis, da han var ude at holde foredrag på en skole. Her sad en meget spinkel pige helt oppe foran med store, udtryksfulde øjne og sin notesbog, blyanter, lineal og viskelæder i sirlig orden.
”Bagefter kunne jeg ikke slippe hendes intense øjne, og det endte så med at blive en roman om en pige med spiseforstyrrelse,” fortæller forfatteren.
På samme måde blev han på en vandretur en frostklar januardag ved Ringkøbing Fjord inspireret af et ungt par på en knallert, der opsøgte et øde beliggende kolonihavehus. Den blev startskuddet til den skriveproces, der førte til hans seneste bog, ”Krigshemmeligheder”.
”Sådan en episode opleves for mig som en ren foræring,” siger Anders Johansen, der er i besiddelse af, hvad han kalder et særligt modtagelighedsberedskab.
Han har øjnene på stilke og ørerne åbne overalt, hvor han færdes. Han har ikke kørekort og transporterer sig derfor ofte med offentlig transport. I de situationer kunne han aldrig, som de fleste andre, finde på at kigge ned i sin telefon. Nej, han har travlt med at kigge på de andre eller se ud ad vinduet.
En af de store fordele ved forfatterlivet er, at der ikke er nogen pensionsalder, mener Anders Johansen, og som nu 65-årig har han da heller ingen planer om at holde op.
”Det er en stor glæde at forfølge noget, man selv har fundet på. Det vil jeg gerne blive ved med. Det kan da godt være, at jeg på et tidspunkt holder op med at skrive romaner og i stedet koncentrerer mig om kortere tekster. På samme måde er jeg heller ikke holdt op med at løbe, selvom jeg ikke længere løber maraton,” siger han.