Glæden ved alt, hvad der kan koges, steges og brases på et komfur. Og glæden ved at være alene. Hans Jørgen Brøndum synes, det er noget af det vigtigste, han har fået med sig fra barndomsårene i Østtoftes store gamle præstegård og have på Lolland. I fire årtier har den 66-årige forlægger og kunsthandler haft bolig, trykkeri og grafisk værksted i en kælder i Nansensgade i København. Madlavningen og ensomheden har været vigtige stimulanser i al hans arbejde.
300 bøger er det blevet til og masser af grafik. Når først arbejdet var aftalt med Ejler Bille, Ole Sarvig, Bodil Kaalund, Henry Heerup, Henrik Nordbrandt og alle de andre – ofte over et måltid mad i kælderen – foretrak han at udføre det alene.
– At sige, jeg lider af ulyst til at gå ind i kollektivt arbejde af enhver slags, ville være en underdrivelse. Jeg er egenrådig og stædig i forhold til de mål, jeg sætter mig, og bare tanken om, at mine bøger skulle have været tvunget til at lægge vejen omkring et panel af beslutningstagere, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Man taler så meget om menneskerettighederne i vore dage og farer ud, når de krænkes af politiske systemer. Måske er noget af dét, der undertrykker allerflest mennesker i dag, at man i dén grad sidder på hinanden i jobbet og ægteskabet. Jeg ville revoltere lige på stedet, hvis man udsatte mig for det, siger Hans Jørgen Brøndum, der har sat os stævne på et lille frokoststed rundt om hjørnet, for i dag holder han pause fra kødgryderne.
Han har afviklet sit Brøndums Forlag og grafiske værksted og er, som han siger, i gang med at nulstille sig efter endt dont, for at gøre sig parat til en ny fase. Venter spændt på, hvilken dør, der nu vil åbne sig. Måske bliver det "noget over nettet". Hans erindringer "I en kælder sort som kul" er udkommet for nylig på Ries Forlag. En slags forklaring og kærlighedserklæring, ikke mindst til sine tre sønner.
Deres mor er forfatteren Iselin C. Hermann, som han siger han har haft 20 lykkelige år med. Nu er de to ægtefæller flyttet hver for sig, men ikke længere væk, end at de i fællesskab driver butikken "Suq – Damaskus Copenhagen" i Nansensgade, og at drengene kommer ned i kælderen og spiser deres fars hjemmelavede mad flere gange om ugen.
– Min dag begynder tit med, at jeg piller et løg. Er der noget mere løfterigt end at pille et løg? Tænk på, hvor mange gode retter, der begynder med løget. Suppe eller gryderet med kalv, okse, lam eller kylling. Alt sammen noget, man kan sætte i gang om morgenen og runde af om aftenen. Mens retten passer sig selv og man ved, ingredienserne i gryden i de kommende timer vil gå i optimal pagt med hinanden, kan man med sindsro tage fat på dagens næste gøremål – for eksempel at trykke en bog. Jeg har altid syntes, der var stor tilfredsstillelse ved at arbejde med bøger og lave mad. Man sætter noget i gang, har fysisk berøring med tingene, får æstetik og indhold til at gå op i en højere enhed og kan i sidste ende kun håbe det bedste. De, der kun skriver bøger, derimod, er generelt ikke nær så optaget af bordets glæder som billedkunstnerne, har jeg lagt mærke til. Billedkunstnere drikker muligvis meget, men de spiser altså også med stor glæde. Jeg er aldrig kommet i et billedkunstnerhjem, hvor der ikke var bagt brød, dækket smukt op eller sat blomster i vand eller på anden måde givet udtryk for sanselig nydelse. Forfatternes arbejde er abstrakt, det foregår "i ånden". Mange af dem aner ikke, hvordan man skærer en oksesteg for.
– For mig er værdien i det jævne, dagligdags måltid tilberedt på den gode måde, enorm. Jeg kan altid bedst lide at lave mad, som skal spises i hyggeligt selskab med andre, men tilbereder også god mad til mig selv. De der stunder helt alene, med mad og en flaske vin på bordet, har givet mig nogle af de bedste, kreative impulser overhovedet. Jeg er enig med Leonardo da Vinci, der kun følte sig "hel" i eget selskab, men "halv" sammen med andre, inklusive den elskede, fordi man i samværet nu engang deler ud af sine tanker og følelser, siger Hans Jørgen Brøndum.
Da Iselin C. Hermann første gang kom ned på hans forlag for at købe en bog, stod han og kogte rødbedesuppe. Det kunne den senere forfatter til kærlighedsromanen "Dér hvor månen ligger ned" ikke rigtig stå for. Selvfølgelig er der også blevet udgivet kogebøger på Brøndums Forlag, blandt andre Henrik Nordbrandts "Damelår og andre specialiteter – en tyrkisk kogebog" og Søren Gerickes "Grisobasowitz".
– Jeg har aldrig udgivet en tekst, jeg ikke brændte for og aldrig arbejdet med en kunstner, hvis arbejder jeg ikke kunne lide. Mit forlags- og værkstedsliv har været styret af glæde, mod, fandenivoldsked og lykkelig uvidenhed om økonomi. Der gik ti år før det faldt mig ind, at der var noget, der hed en forlagskalkule. Det har haft sin pris. På den anden side er mine bøger måske netop blevet lidt skæve og anderledes på den gode måde, fordi de er blevet til på trods.
– Mod handler for mig om at blive moden nok til at give slip. Alt er til låns. Kærligheden, børnene, jobbet, pengene, de materielle goder. Bortset fra følelelsmæssige afsavn af personlig art, har jeg ikke haft svært ved at sige farvel. At give slip på ydre ting i livet volder mig ikke større besvær end at rejse mig fra et måltid, som var godt. Den form for tryghed og stabilitet, de fleste formodentlig drømmer om, bil, sommerhus osv. er ukendte begreber i mit liv.
– Jeg lærte mig selv op som trykker ved en lille, primitiv trykpresse, senere ved et par lidt større af slagsen, for at kunne trykke bøger og grafik. Jeg har altid gjort mit bedste for at min forretning ikke skulle ligne et smart kunstgalleri og værkstedet ikke én af de bedemandsforretninger, der går under navnet bogforlag. For mig er bogen et udtryksmiddel, den skal være simpel og robust i sin udformning, uden opstyltethed og fri for enhver form for noget tilsigtet bibliofilt. Visse projekter udvikler sig til noget både stort og bekosteligt ud fra indre nødvendighed så at sige. Men planlagt "pæne" bøger, som soler sig i kostbar sats, papir og bogbind, ender som sminkede lig. Efter Palle Nielsens værk "Mig skal intet fattes", med 130 små tuschtegninger til lige så mange tekster fra Salmernes Bog, som jeg udgav i 1985, indbundet i simpel, men slidstærk grå kardus, slog det mig, at tings skønhed beror på, om de indgår i en sammenhæng, hvor der gøres brug af dem, hvor de møder modstand, får flossede kanter og stødte hjørner. Som med mennesker måske, siger Hans Jørgen Brøndum.
Virker han afslappet over for mange af de normer, vi andre lever efter, har der til gengæld aldrig været noget bohemeagtigt i hans forhold til arbejdet. Han taler ligefrem om den særlige andagt, der kan følge med opgaver, som man får betroet i livet. Og har altid arbejdet koncentreret og disciplineret, når han først havde sagt ja. I bogen skildrer han en typisk dag i værksted og trykkeri sådan her: "Jeg sætter sort farve i farveværket og kører valserne ind. Tager de første prøvetryk, og når billederne står mættet på papiret med hele skalaen fra svagt grå til dyb sort, sætter jeg trykningen i gang, i et roligt tempo, da oplaget kun er på 500 (...) Jeg arbejder mig op i bølger af selvforstærkende energi, hvor kroppen til sidst føles vægtløs, en tilstand meget tæt på lykke, et velvære, som kun lader sig forklare ud fra det meningsfyldte ved arbejdet, man udfører."
Man bliver helt bekymret over, hvordan det skal gå ham nu, hvor maskinerne og farverne er stillet væk. Men det tager han med ro. I forandringen ligger selve livet. Hvis man ikke kan fornemme det, er man en fortabt sjæl på jorden, mener han. Bøgerne og grafikken har været hans bestemmelse i et langt arbejdsliv. Nu må vi se, hvad der kommer til at ske.
Og præstehjemmet på Lolland, hvorfor nævner han ikke forældrenes tro, som noget, der var værd at tage med sig ?
– Jamen, det er også underligt. Jeg havde det bedste og kærligste forhold til mine forældre, men har altid haft det svært med almægtige autoriteter, hvad enten de befinder sig i himlen eller på jorden. Det accepterede mine forældre. Måske fordi min seks år ældre bror, Jens, allerede havde tilfredsstillet familieambitionerne ved at blive teolog. Vi var opdraget med kirkegang og bordbøn, jeg kan huske den endnu: "I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit Ord. Dig, Gud, til ære, os til gavn. Så får vi mad i Jesu navn."
– Min bror malede og kunne være blevet en fremragende billedkunstner, men min far tog ham ud på en spadseretur i præstegårdshaven med armen om hans skulder og sagde, han syntes, det var en bedre ide at læse teologi. Min bror døde for nogle år siden, uden at være blevet færdig med sit faderopgør. Det var dybt tragisk, han undertrykte sin musiske side og gjorde alt, hvad han kunne, for at stille far tilfreds og var skuffet over, at belønningen udeblev. Jeg gik mine egne veje og valgte dét, der interesserede mig, blev tilfreds i livet, fik fars og mors grænseløse beundring. Mit liv har på mange måder været en leg. På trods af svære øjeblikke indimellem er min appetit på livet altid blevet skærpet igen og har gjort timerne fornøjelige ud over alle grænser. Min erfaring er, at en lykke kommer sjældent alene. Det kan jeg godt finde på at takke Gud for i mit hedenske hjerte, siger Jørgen Brøndum.
Fakta
Hans Jørgen Brøndum
**Født i Østtofte 1940. Student. Efter nogle års studier på Kunstakademiet blev han bogtrykker og forlægger i Nansensgade i København, hvor han gennem 40 år har samarbejdet med en række af Danmarks bedste forfattere og billedkunstnere. Blandt udgivelserne fra Brøndums Forlag kan nævnes "Op! Al den ting som Gud har giort" med udvalgte salmer af Brorson og farvelitografier af Bodil Kaalund, "Vølvens spådom" i oversættelse ved Suzanne Brøgger og med litografier af Per Kirkeby, "Vejens mysterium" med salmer af Ole Sarvig og linoleumssnit af Svend Wiig Hansen, "Det malede værelse" og "Sommerfugledalen" af Inger Christensen, "Katalog" med tegninger af Palle Nielsen, digtsamlinger af Pablo Neruda, Garcia Lorca og Fernando Pessoa.