Det var en broget buket, publikum i Konservatoriets Koncertsal i fredags blev præsenteret for. Copenhagen Phil, det københavnske landsdelsorkester, har længe haft en innovativ tilgang til formidlingen af klassisk musik, og denne gang havde man sat fokus på orkesterværker med tilknytning til to af verdenslitteraturens giganter, tyske Goethe og engelske Shakespeare.
Den slags koncerter kan ofte få karakter af en pose blandede bolsjer, men her blev det en mageløs oplevelse. For det viste sig at være et kup, at man havde sikret sig Lars Mikkelsen som formidler af sammenhængen mellem den klassiske musik og den guldrandede litteratur.
Mange seere vil huske ham fra DR’s serie ”Historien om Danmark”, hvor han med selvfølgelig autoritet vandrede omkring mellem folk og fæ fra vores lange og brogede historie. Ved den lejlighed skulle han glide ind i billeder og replikker.
Her skulle han leve op til musikken. De første udladninger fra orkestret var Bee-thovens magtfulde musik til skuespillet ”Egmont”, herefter fulgte et par symfoniske danse fra ”West Side Story” af Leonard Bernstein, inden man kom til de numre, der vel nok udgjorde kernen i koncerten: Sergej Prokofjevs uovertrufne musik til balletten ”Romeo og Julie”.
Altsammen musik fra den øverste hylde i sin genre – og med åbenlys risiko for, at formidlerens kommentarer kommer til at virke fade. Det skete bare ikke her. Lars Mikkelsen havde tilstrækkelig styrke og intensitet til at matche musikken. Med underfundig humor og djærv saglighed fik han bragt historisk og almenmenneskeligt perspektiv ind i de kendte toner – suppleret af det velspillende Copenhagen Phil og dets chefdirigent, Toshiyuki Kamioka, der er som skabt til denne opgave.
Og efterhånden som den fem kvarter lange koncert skred frem, mærkede man tydeligere og tydeligere inspirationens tænding mellem orkester, dirigent og fortæller. Den ungarske march fra Hector Berlioz’ ”Fausts fordømmelse” slog gnister, Verdis balletmusik fra ”Macbeth” fængede – og så sluttede vi med tragedien og døden fra ”Romeo og Julie”.
Troede vi, men det var et lille stunt fra tilrettelæggerne. Lars Mikkelsen havde en ræv bag øret, da han efter at have forkyndt den nedslående slutning – det hele ender jo alligevel i død og kaos – pludselig syntes at være kommet på bedre tanker. Og havde man fulgt med i programmet, kunne man da også konstatere, at denne koncert næppe ville ende i mol.
For nu rundede vi en mindeværdig eftermiddag af med Felix Mendelssohns livsbekræftende musik til ”En skærsommernatsdrøm”, den elskede bryllupsmarch og den boblende scherzo.
De sidste brikker i mosaikken var faldet på plads.