Det er et umiskendeligt tegn på genialitet, når en kunstners værk er så vildt, åndrigt og banebrydende, at efterfølgende generationer bliver inspireret, skriver videre på det og måske endda forsøger at overgå det. Alle ved, at Shakespeare hører til i denne liga. Men det er alligevel utroligt, at hans skuespil her 400 år efter, de blev opført, kaster en hel ny romanserie af sig. På højt niveau. Den britiske barde får det bedste frem i folk.
Det er forlaget Hogarth, der har bedt en lang række velrenommerede forfattere om et gendigte et Shakespare-stykke i romanform, og i dag udkommer tragedien ”Kong Lear” under titlen ”Dunbar” på dansk. Forfatteren Edward St Aubyn havde ikke brug for lang betænkningstid, da han blev spurgt: ”Med ’Kong Lear’ sat over for ’Romeo og Julie’ var valget let. Kærlighed er ikke mit speciale i forhold til ulykkelige familier, svigtende fædre og magtmisbrug,” har han udtalt.
Læsere af St Aubyns uovertrufne romankvintet om alter egoet Patrick Melrose vil vide, at han har ret. Ulykkelige familier er for St Aubyn, hvad maskulin drift er for Philip Roth, en anden stor stilist, der ville elske at bidrage til serien, hvis det ikke lige var, fordi den jødisk-amerikanske forfatter desværre har indstillet al fiktionsskrivning (men nu kommer der heldigvis en tv-serie baseret på romanen ”Plottet mod Amerika”).
I ”Dunbar” hedder kongen Henry Dunbar og de tre døtre (to onde og en god) Abby, Megan og Florence. Dunbar er forhenværende magtfuld leder af et globalt medieimperium, en frygtindgydende Rupert Murdoch-skikkelse, der spiser venstreorienterede journalister til morgenmad og hader at blive sammenlignet med almindelige mangemilliardærer. Noget geni er Dunbar ikke, men han har en næse for nyheder, der har bragt ham langt:
”Han havde altid rakt ind i fremtiden, ført sine forretninger til nye kontinenter, og ny teknologi ind i sine forretninger; ikke fordi han forstod det nye i detaljer eller selv havde glæde af at bruge det, men fordi det lugtede af nyt.”
Dog, fordums storhed er forvandlet til tragedie, for Dunbars to onde døtre har forstødt ham fra medietronen og vil overtage imperiet i ledtog med den servile løgnhals dr. Bob og har derfor tvangsindlogeret deres far på et nordengelsk sanatorium.
Plottet i ”Dunbar” er nu, at gamle Henry stikker af fra sanatoriet for at få sin medievirksomhed tilbage. Ind på scenen træder den yngste datter Florence, som ellers har frasagt sig al forbindelse til medieverdenen til fordel for et landligt liv i udkants-USA, og et kosteligt kapløb mellem de to onde og den gode søster går i gang. Hvem finder først farmand?
Ingen af de tre søstre har haft et ligefremt forhold til deres far, og længe var Henry da også utilfreds med Florence, som mærker hans nærvær, også når han er langt væk. I veloplagt stil og med aldrig svigtende sans for dynamikken i ulykkelige familieforhold skriver St Aubyn:
”Florence stirrede på de glitrende stråler, der fossede ud af springvandet i bassinet i Central Park, men i stedet for at blive betaget af deres umådelige energi blev hun nærmest tryllebundet af styrken i den tyngdekraft, der trak vandet ned efter dets korte sprudlen, som en far, der skælder ud og kvæler et barns gode humør med en brysk bemærkning”.
Det er tydeligt, at Shakespeare får det bedste frem i St Aubyn, som formår at holde sig til forlægget, samtidig med at han skaber noget helt nyt.
Det samme opnåede forfatteren Jane Smiley, som også har skrevet en ”Kong Lear”-version i den filmatiserede roman ”Tusind tønder land”. En magtfuld far og tre døtre er det stof, som drømme – og mareridt – er gjort af.
”Dunbar” er uhyre velturneret underholdning; komik, der ikke blot spidder råddenskaben i medieverdenen og hulheden i superrige menneskers motiver, men også vover at bringe ord som taknemmelighed og velsignelse i spil. Dunbars rejse bringer ham et nyt sted hen, og han reflekterer mod slutningen:
”Måske var det taknemmelighed; måske var dét det rigtige ord til det sted, hvor han nu stod. Ja, han følte sig – hans ordforråd vovede sig ud i nyt territorium her – velsignet. Det var atypisk for ham at ville identificere sine følelser ud over den grundlæggende adskillelse mellem dem, han kunne lide, og dem, han ikke kunne lide.”
Læs selv med. Shakespeare er selvsagt stadig den bedste, men fornøjeligt er det nu at læse St Aubyns moralsk-sarkastiske ”take” på landsmanden. Næste bind i serien af moderne Shakespeare-versioner kommer fra Jo Nesbø, som skriver om ”Macbeth”.
Kristeligt Dagblad har tidligere interviewet forfatteren i hjemmet i London. Læs artiklen her.