Biografi om Reagan: En mand med mange sider fortjener mange sider

Ronald Reagan var som USA's 40. præsident både foragtet og feteret. En gådefuld og sammensat skikkelse, som banede vejen for nutidens sammen-blanding af showbusiness og politik. Monumental biografi fortæller hele historien om Reagan med tilnavnet ”The Great Communicator”

Ronald Reagan som præsident i 1980'erne.
Ronald Reagan som præsident i 1980'erne. . Foto: Scanpix.

Showbusiness, erhvervsliv og politik har i årtier hængt tæt sammen i USA, så det er egentlig ingen overraskelse, at en byggematador med eget tv-program i øjeblikket fører i kampen for at blive republikanernes præsidentkandidat. Donald Trump, hvis valgshow er på alles læber lige nu, står da også i ganske stor gæld til forgængerne John F. Kennedy og Ronald Reagan.

JFK var den første medie-præsident i USA, der vandt embedet i kraft af sin sceneoptræden i offentligheden og ikke bag lukkede døre med nik fra partibosserne. Og Reagan var den tidligere Hollywood-skuespiller, der med efterfølgende job hos både General Electric og som fagforeningsmand i Los Angeles talte med stor vægt, da han i en af sine mange one-liners sagde: ”Politik er showbusiness for grimme mennesker.”

Selv var hverken han eller Kennedy grimme (eller blot almindeligt nussede med dårlig ansigtshud og obligatorisk skæl på skuldrene som de fleste andre herrer i 1960'erne og 1970'erne), tværtimod, men de mestrede til fulde skuespillets kunst og banede med deres pragtfulde formuleringer, blandingen af patos og humor, anekdoter og filosofi vejen for nutidens amerikanske politikere.

Med 2015-øjne er de begge langt, langt mere sofistikerede, både i retorik og realpolitik, end Donald Trump, men det er værd at minde om, at de begge var forhadte i samtiden, og Reagan blev betragtet som decideret dum: en skydegal cowboy og en gal hund er kun nogle få af de mange fordømmende betegnelser, der regnede ned over denne søn af en voldelig alkoholiker fra Illinois i hans otte år i Det Hvide Hus.

I dag ser alle med ganske andre øjne på ”the Great Communicator”, som Reagan blev kaldt. Bevares, der skal nok stadig være en Reagan-hader eller to derude, der fordømmer hans liberalistiske skattepolitik og ublu sammenkædning af termerne ”Amerika” og ”guddommelig mission”.

Men eftersom alle præsidenter i USA skal være både kristne og kapitalister for overhovedet at komme i nærheden af at blive valgt (hvilket nok skal vise sig at blive Trumps problem: hvis hans eneste positive udsagn om tro er, at muslimer skal forbydes adgang til USA, bliver han aldrig valgt som kandidat), og eftersom historien i en vis grad har givet Reagan ret - Den Kolde Krig sluttede immervæk til dels som følge af hans politik - ja, så fremstår han i dag i et betydeligt mere positivt lys, end da han forlod det ovale værelse. På mange lister over de bedste amerikanske præsidenter nogensinde sniger han sig snildt ind i top 3.

Hvordan Reagan begyndte, toppede og sluttede som præsident, får man grundig besked om i den amerikanske historiker H.W. Brands monumentale biografi med den enkle titel ”Reagan”. Og læseren får desuden mange andre år af Reagans skæbne med i tilgift, så sandt som bogen er en klassisk vugge-til-grav-biografi som vor mor lavede den: grundig, redelig, komplet og afbalanceret.

Dette er både dens styrke og svaghed. Man savner for eksempel et større udblik til amerikansk kultur i Reagans leveår. Hvordan var tidsånden i 1970'erne op til Reagans valgsejr? Hvilke strømninger prægede amerikanerne, mens Den Kolde Krig var på sit højeste? Her skal man andre steder hen for at finde svar (se boks om andre nye Reagan-bøger her på siden).

Det er også et åbent spørgsmål, om Brands' knappe og kronologiske stil bedst indfanger Reagans gådefulde væsen. Manden var et dybt fascinerende bundt af selvmodsigelser:

Han priste klassiske familieværdier, men havde et noget distanceret forhold til sine børn, som han undertiden havde svært ved at genkende.

Han talte varmt for skattelettelser og imod fri abort, men den offentlige sektor voksede under Reagan, og Højesterets abortvedtagelse fra 1973 blev aldrig omstødt.

Han var bekendende kristen og troede af et ærligt hjerte, at amerikanerne var Guds udvalgte folk, men han gik sjældent i kirke, og hans hustru, Nancy, tyede til astrologi og årstals-hokuspokus, når hun skulle udlægge livets mening.

Han var republikaner, men stemte i mange år demokratisk. Der er simpelthen så mange brud i Reagans liv og gerning, at man overvejer, om en tematisk eller springende form ikke bedre afspejler det brudte indhold end Brands kronologiske form, der illuderer en høj grad af sammenhæng. Men så må man betænke, at en anden biograf i den efterhånden enorme Reagan-industri prøvede den brudte, springende form med blanding af fiktion og fakta, nemlig Edmund Morris' ”Dutch: A Memoir of Ronald Reagan”, og det faldt ikke heldigt ud. Det er åbenbart ikke den definitive løsning at skrive fiktionelt om en præsident, der om nogen excellerede i drømme og fantasier.

Sandheden er vel et både-og: Der er brug for både ”løgnagtige” biografier og romaner om Reagan som Thomas Mallons aktuelle ”Finale” og klassiske, fortløbende, ”sande” biografier som Brands'.

Sidstnævnte type har det store fortrin, at læseren bliver oplyst og får viden om de indre mekanismer i amerikansk politik fra en tid, der både er vores egen, men også synes fjern. Allerede nu sukker republikanere efter en guldalder med relativt moderate politikere som Reagan og efterfølgeren George W. Bush, der er genstand for en anden ny og meget positiv biografi. Fortidens udskældte republikanske præsidenter fremstår som sande helte i skyggen af Trump og konsorter.

Hvad enten man drømmer om den gyldne tid under ”Reaganomics” i 1980'erne, vil vide, hvordan mainstream-holdningen til Reagan er nu, eller bare ønsker at have en solid, oplysende bog i hænderne, er Brands' ”Reagan” et fortrinligt bekendtskab.

bach@k.dk