Ludvig Holberg: Jeppe på Bjerget. Bearbejdelse: Lise Sofie Houe. Instruktør: Hans Henriksen. Scenografi: Karin Betz. Aalborg Teater, store scene.
Hvad har Ludvig Holberg og Elvis Presley med hinanden at gøre? Ganske meget, hvis man skal tro opsætningen på Aalborg Teater af Jeppe på Bjerget. Det er en forestilling, der gør et gammelt spørgsmål nyt: hvor meget kan man tillade sig at ændre ved en klassiker? Hvor meget kan man fylde på og fjerne? Begrænsninger i så henseende er det svært at få øje på i opsætningen. Publikum ved premieren var tydeligvis begejstret. Selv er jeg det modsatte.
LÆS OGSÅ: En ny generations blik på Saxo
Allerede inden forestillingen for alvor kommer i gang, forberedes publikum på, at noget alternativt er i vente. Mads Rømer Brolin-Talin vi møder ham senere i rollen som baronen etablerer en slags dialog med publikum om stykket, der betegnes som politisk, men også sjovt.
Udgangspunktet er blandt andet Holbergs morale, der siger, at når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være. Hvilket fører indlederen til den ironiske konklusion, at faren ved demokrati består i, at enhver kan blive valgt.
Handlingen er trods alt bevaret, men inden for den kendte ramme tager iscenesættelsen sig alle de friheder, der passer den.
Holberg må affinde sig i at blive trængt langt ud i baggrunden. Hvis da ikke han helt forsvinder. Vi præsenteres for en nutidig opdatering af teksten med nævnelse af mere eller mindre aktuelle personer fra Troels Lund Poulsen til Låsby-Svendsen. Desuden hører vi om tidens økonomiske krise ligesom der er en hilsen til tv-udsendelsen Hammerslag. Og så fremdeles. Undertiden har forestillingen nærmest karakter af revy.
Kan man dog ikke søge at gøre en klassisk tekst nærværende på anden vis end ved at forulempe den? Hvorfor ikke i stedet for en overfladisk modernisering som denne lade Holberg komme til orde på egne præmisser? Han bør ikke oversættes, men have lov til at være sig selv. Han skal nok finde frem til et publikum af i dag alligevel! Og på en måde, der er ham værdig.
Jeppe og Nille bor denne gang i en affaldscontainer. Førstnævnte, der spilles af Martin Ringsmose, skal have afløb for så meget, at der ikke rigtigt bliver tid til at opbygge ham som person. Lise Baastrup er et pudsigt bud på en cigaretrygende Nille med krykkestok der altid er parat til slag. Antrækket i øvrigt røber skraldebaggrunden. Hendes temperament er så kolerisk, som det bør være. Det hindrer hende ikke i at sove det meste af tiden.
Skal jeg ellers fremhæve noget positivt, må det blive scenen, hvor Jeppe efter en brandert vågner i baronens stærkt mønstrede overdådighed af en seng. Stille drysser sneen ned over den. Rummet er hvidt som en vinter. Samme farve bærer personerne, der venter på at skubbe bonden endnu længere ud i bedraget. Stemningen har nerve.
Senere, da Jeppe tror sig i Paradis, kalder han på Elvis Presley. Paradis eller ej kongen synger for både ham og os.