En mesterlig billedreporter fra 1800-tallet rejser sig glemslen i ny udstilling

Mens Wilhelm Marstrands samtidige kolleger som Eckersberg, Købke og Lundbye blev kanoniseret i deres eftertid, er Marstrands stjerne falmet lidt i eftertiden. Seværdig udstilling på Nivaagaard giver nu mulighed for at kigge ham efter i sømmene

Som portrætmaler er Marstrand i særklasse, navnlig når han maler sin nærmeste familie, som det rørende maleri fra 1852/1853 af den afdøde, nyfødte datter, hvis ansigt kigger fredfyldt frem mellem puderne, omgivet af små engle i alle hjørner.
Som portrætmaler er Marstrand i særklasse, navnlig når han maler sin nærmeste familie, som det rørende maleri fra 1852/1853 af den afdøde, nyfødte datter, hvis ansigt kigger fredfyldt frem mellem puderne, omgivet af små engle i alle hjørner. Foto: Nivaagaards Malerisamling.

I Nivaagaards sale med særudstillinger kan man nu endelig opleve vandreudstillingen ”Wilhelm Marstrand. Den store fortæller”, som er blevet udskudt på grund af coronanedlukningen. Udstillingen har tidligere været vist på Skovgaardmuseet i Viborg og i kunstmuseerne i Ribe og Fuglsang, men er nu på sidste station i Nivå udvidet med flere værker, heraf en del mindre skitser.

Wilhelm Marstrand levede fra 1810 til 1873. Han var en af sin tids mest alsidige og populære malere, en nærmest manisk produktiv kunstner i den periode, som ofte kaldes guldalderen. En ganske misvisende betegnelse, som kunsthistorikeren Charlotte Christensen gjorde grundigt op med i bogen ”Guldalderens billedverden” (2019), hvor den dekonstrueres og bliver parkeret i afdelingen for turistmerchandise. For guldalderen var absolut ikke nogen lykkelig tid i Danmark. Det var tværtimod en periode præget af krige, økonomisk krise, ikke at forglemme tabet af Norge og til sidst også af Slesvig-Holsten. Hertil kommer, at de fleste af de kunstnere, som var mest populære i samtiden, senere gled ud i glemslen, så ”guldalderen” er og bliver en konstruktion, skabt i eftertiden.

Et glemt geni

Wilhelm Marstrand blev optaget på Kunstakademiet allerede som 14-årig. Hans norskfødte far, Jacob Marstrand, var opfinder og havde mange venner og bekendte i kunstmiljøet. Blandt hans opfindelser var et drejeligt panorama-billede – virkeligheden set fra Gåsetårnet – der var malet af hans ven C.W. Eckersberg. Panoramaet blev rullet frem for publikum, som var det en spillefilm. Marstrand var således født ind i et kulturelt og socialt privilegeret hjem og var samtidig i besiddelse af et oplagt talent. Eckersberg sørgede for, at han fik sin kunstneriske uddannelse både som hans personlige læremester og senere som hans professor.

I sin samtid blev han opfattet som et geni. Men i eftertiden er han gledet stadig længere ned i kunsthierarkiet. Under indtryk af blandt andet impressionismens landskabsfremstillinger blev hans samtidige kolleger Wilhelm Bendz, Christen Købke, Wilhelm Eckersberg og J. Th. Lundbye tildelt hovedparten af spotlyset i den senere fortælling om dansk kunst i det 19. århundrede. Marstrands værker var for anekdotiske, mente eftertidens kunsthistorikere. De nye æstetiske parametre pegede i andre retninger.

Marstrand mestrede alle genrer

Men kors, hvor er det et underholdende værk – fyldt med detaljer. Det gælder både, når han skildrer sin samtid, og når han maler scener fra litteraturen for eksempel Holbergs komedier og scener fra Miguel de Cervantes’ roman ”Don Quixote”. Med sine folkelivsskildringer fra både Københavns og Italiens gader og beværtninger kunne han desuden levere, hvad der i dag svarer til dokumentarudsendelser om fjerne lande og andre livsformer i en tid, hvor kun et fåtal kunne rejse. Han mestrede alle de kunstneriske genrer fra genremaleriet til historiemaleriet.

Wilhelm Marstrands "Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina Antoine, i Frederiksberg Have" fra 1857 er et solidarisk, om ikke kærligt, portræt af en tidligere slavegjort person og et af de få af slagsen i dansk kunsthistorie.
Wilhelm Marstrands "Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina Antoine, i Frederiksberg Have" fra 1857 er et solidarisk, om ikke kærligt, portræt af en tidligere slavegjort person og et af de få af slagsen i dansk kunsthistorie. Foto: Statens Museum for Kunst/Nivaagaards Malerisamling

Også som portrætmaler er han i særklasse, navnlig når han maler sin nærmeste familie, som det rørende maleri af den afdøde, nyfødte datter, hvis ansigt kigger fredfyldt frem mellem puderne, omgivet af små engle i alle hjørner. Ikke at forglemme det ikoniske maleri af broderens to døtre, der unavngivne skildres på en spadseretur i Frederiksberg Have, mens deres elskede, vestindiske barnepige, fremstilles værdigt og med navns nævnelse: Justina Antoine. Det er et solidarisk, om ikke kærligt, portræt af en tidligere slavegjort person og et af de få af slagsen i dansk kunsthistorie.

Marstrand har en psykologisk indfølingsevne, der får menneskets inderste væsen til at nå ud over billedrammen. Se blot det monumentale portræt af datidens store teaterdiva, Johanne Louise Heiberg. Her trækker han gardinerne helt fra, så vi sanser hendes melankolske længselsdrømme. Hun fremstår mere som en klassisk statue end som en stjerneskuespiller i samtiden.

Wilhelm Marstrand: "Johanne Luise Heiberg", 1858-1859.
Wilhelm Marstrand: "Johanne Luise Heiberg", 1858-1859. Foto: Ole Haupt/Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Nivaagaards Malerisamling.

Blik for detaljen – og for mennesket

I folkelivsskildringerne springer Marstrands forkærlighed for detaljen i øjnene. Man bemærker, at enkeltdelene tjener en højere kompositorisk idé. Her bliver selv en lille dreng eller pige, en ammende mor og iagttagere fra en altan eller indgangsportal vigtige. De bidrager på lige fod til scenen – alle har deres plads. Samtidig er hans personer altid er en smule idealiserede, lidt til den sødladne side, så fremstillingen er lige ved at tippe over til det sentimentale og kitschede. Men da han er en så fremragende tekniker, der forstår at orkestrere sine tableauer med en mageløs dynamik, tilgiver man ham gerne.

For et par uger siden så jeg en interessant udstilling ”Hogarth og Europa” på Tate Britain i London. Den over 100 år ældre kunstner William Hogarth (1697-1764), som var blandt Wilhelm Marstrands store forbilleder, spidder med satirisk brod sin samtids dobbeltmoral og al menneskelig dårskab. Undertiden løfter han sin moralske pegefinger og lader os følge synderne i deres dybe forfald. Det er stærk samfundskritik, ofte udført i tegneserieform. Hogarth var klart rundet af et langt mere nådesløst og klassedelt samfund end det danske. Hos Marstrand er satiren blidere og som regel fremført med tungen i kinden, som det fremgår af ”En gadescene i hundedagene”, der handler om en misforståelse mellem to mænd. Borgermanden, der forsøger at forsvare sine fine racehunde, og hundefangeren, der er ude for at fange løse hunde.

Med sine folkelivsskildringer fra Italiens gader og beværtninger kunne Marstrand levere, hvad der i dag svarer til dokumentarudsendelser om fjerne lande og andre livsformer i en tid, hvor kun et fåtal kunne rejse. Her er det Marstrands "Dans i et osteri" fra cirka 1860.
Med sine folkelivsskildringer fra Italiens gader og beværtninger kunne Marstrand levere, hvad der i dag svarer til dokumentarudsendelser om fjerne lande og andre livsformer i en tid, hvor kun et fåtal kunne rejse. Her er det Marstrands "Dans i et osteri" fra cirka 1860. Foto: Nivaagaards Malerisamling

Men det er også godt at møde et enkelt menneskeforladt landskabsbillede fra Italien. Her viser Marstrand sin sans for landskabets stoflige, koloristiske og formmæssige egenskaber, som det fremgår af det fine ”Italiensk landskab” (uden årstal), hvor det grønne bjerg tårner sig op til højre og danner kontrast til det siennafarvede hus til venstre, og vejen, der skyder sig diagonalt ind gennem billedfeltet. Dette billede kunne være taget med iPhone i dag, så virkelighedsnært og stærkt sanset er det. 

Anmeldelse af Wilhelm Marstrand: Den store fortæller. Nivaagaards Malerisamling, Nivå. Til den 12. juni. Udstillingen er blevet til i samarbejde med kunstmuseerne i Ribe og Fuglsang. Rigt illustreret katalog, 223 sider, med tekster af Jesper Svenningsen, Charlotte Christensen Birgitte von Folsach og Anne-Mette Willumsen.