Russisk mesterværk er en moderne Job-historie

Rystende russisk film om en kulturs fuldkomne perversion. Andrej Zvjagintsevs manende mesterstykke, ”Leviathan” er Ruslands bud på en Oscar

Andrej Zvjagintsev har med ”Leviathan” skabt en manende, billedstærk og symbolmættet film om et politisk systems pervertering af individet. -
Andrej Zvjagintsev har med ”Leviathan” skabt en manende, billedstærk og symbolmættet film om et politisk systems pervertering af individet. - . Foto: Camera Film.

Liviathan. Instruktion: Andrej Zvjagintsev. Manus: Oleg Negin og Andrej Zvjagintsev. Foto: Mikhail Krichman. 141 minutter. Rusland 2014. Premiere i dag i udvalgte biografier over hele landet.

Livjatan omtales i Bibelen som det uhyre, som Gud besejrede i urtiden. Livjatan kendes fra Salmernes Bog og Esajas' Bog, hvor Gud fælder den onde verdensmagt med sit sværd. Svæver Gud over vandene, findes Livjatan nede i havets mørke dyb som en magt af mytologisk ondskab.

Den britiske filosof Thomas Hobbes beskrev i sin bog ”Leviathan” fra 1651 statsmagten som et sådant uhyre, der, hvis den ikke var under demokratisk kontrol, fuldkommen kunne bemægtige sig menneskers vilje og tvinge et folk under fode. For en megaloman statsdannelse er ikke en synlig fjende, men netop som Livjatan et uhyre, der opererer i det skjulte, et abstraktum af umenneskelighed.

Den russiske instruktør Andrej Zvjagintsev har med sin film ”Leviathan” skabt et på en gang realistisk og allegorisk mesterstykke om dette uhyre, der har perverteret det russiske samfund, ja mere end det: hele den russiske kultur i alle dens overleverede former - familien, troen og humanismen. Ethvert menneske bærer selv ansvaret for sine handlinger, men hvis det igennem generationer ikke har haft nogen idealer at måle dem mod, bliver konsekvenserne frygtelige.

Dette budskab iscenesætter Andrej Zvjagintsev igennem en fortælling, der er henlagt til Kolahalvøens barske, nøgne natur, hvor Barentshavet ubønhørligt pisker ind mod kysten og en underdrejet postsovjetisk hvalfanger- og fiskerikultur i rivende forfald.

Her lever mekanikeren Kolja (Aleksej Serebrjakov) sammen med sin ny kone, den sensuelle Lilja (Jelena Ljadova), og sin pubertetssøn fra første ægteskab, Roma (Sergej Pokhodajev). Han har arvet et hus, der efter forholdene har en attraktiv beliggenhed, og den stedlige borgmester (Roman Madjanov) eksproprierer uden videre huset for at få fingre i den attraktive grund.

Kolja lægger sag an mod styret og får hjælp af sin gamle soldaterkammerat, karriereadvokaten Dimitrij fra Moskva (Vladimir Vdovitjenkov), der tilsyneladende har indflydelsesrige venner og gerne vil vise, hvordan man sætter et korrupt lokalsamfund på plads.

Han skal blive klogere, eller rettere strippet for enhver illusion. Det samme gælder Kolja, hvis prøvelser synes uden ende. Der er mange forhold i spil i filmen, nogle også delvis uden for kameraets synsvinkel, hvad der forstærker historiens karakter af uafvendelig og uhåndgribelig skæbne: utroskab, omsorgssvigt, angiveri, intimidering, pengebegær, men frem for alt en korruption, der som Livjatan snor sig om menneskets hjerte og kvæler det.

Som en negativ spiral skruer filmen sig ned i det menneskelige mørke, der er konsekvenser af seklers umyndiggørelse, og hvor undertrykkelsen så at sige har sat sig i sindet og styrer menneskers adfærd i forhold til hinanden.

De russiske mænd er udleveret til en meningstømt machokultur med et ødelæggende drikkeri og tømte riter. Kvinderne og børnene bliver de første ofre, mændene selv visselig de sidste. Kolja selv bliver den, der tømmer lidelsens bæger til sidste bitre dråbe.

Andrej Zvjagintsevs film er en moderne Job-historie, hvor et menneske udsættes for pinsler og prøvelser helt uden ende. Men i modsætning til den gammeltestamentlige myte indfinder Guds nåde sig aldrig, og ingen synes længere at være under hans forsyn. Ligesom heller ingen tilsyneladende repræsenterer forsynet. Det gælder mindst af alt den etablerede russisk-ortodokse kirke, der, snarere end at være et billede på Guds sandhed, er et kun alt for villigt instrument for magten og dens brutale omgang med de tilranede midler.

Men det betyder ikke, at der ikke er et mærkeligt anfægtende religiøst lag i filmen. ”Leviathan” beskæftiger sig indirekte med det klassiske teologiske teodicé-problem: Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor har han da skabt en verden, hvor de uskyldige lider? Hvorfor udfrier Gud ikke de sagesløse af deres lidelser? Hvordan kan Gud tillade en verden så rå, hensynsløs og ufuldkommen, som det skildres i denne fabel? Måske fordi kun alt for få mennesker tager ansvaret på sig, og alt for mange i alt for lang tid har forflygtiget det.

”Leviathans” ganske utrolige billedside er et manende symbol på dette. Havet, det livgivende og befrugtende, er blevet en gold, truende masse, der slår ind imod kysten, svanger med død og ødelæggelse. På stranden ligger gamle både som skeletter, og Livjatan selv - havuhyret - er strandet som en plukket hvid hval mellem de sorte sten.

Ondskaben er flyttet ind i det system på land, der æder sjæle op. Mennesket selv bærer skylden, og alene hin enkelte, der træder ud af den onde skæbne og tager ansvaret på sig, kan frelse den fortabte søn og potentielt det fortabte folk.

Det er ikke den ny kirke, der har rejst sig glorificerende på ruinerne af den gamle, det er heller ikke det juridiske system, hvis forordninger og beslutninger rables af som babylonisk sprogforvirring, og slet ikke det politiske system, der er gennemsyret af brutalitet og degenereret magtliderlighed.

Tilbage står det enkelte menneske, der pludseligt, ligesom uforvarende og intuitivt, kan vise glimt af barmhjertighed. Disse øjeblikke er så få og så kortvarige, at man knap bemærker dem i ”Leviathan”. For det er ikke en film om håb, men en film om, hvordan man systematisk ødelægger en kultur og gør et samfund håbløst. Som sådan er Andrej Zvjagintsevs film overbevisende både spillet, filmet, klippet og instrueret.

Det er en rystende film om, hvad et gennemkorrumperet politisk system kan forvandle mennesker til. Skrevet med en paradoksal skønhed i filmsproget, der gør det hele så meget værre. Sammen med den polske film ”Ida” må ”Leviathan” være årets bud på en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.