En moderne mystiker

Ken Wilber prøver i ”Videnskab og Religion” at forene alting i kosmos

"Nogle bliver opløftede over, at alt kan samles i ét stort system, og de vil glæde sig over Wilbers rolige stil, der pædagogisk fører læseren gennem stoffet, docerende, uden konflikter og uden længere citater af de filosoffer og tekster, han omtaler," skriver Søren Hindsholm.
"Nogle bliver opløftede over, at alt kan samles i ét stort system, og de vil glæde sig over Wilbers rolige stil, der pædagogisk fører læseren gennem stoffet, docerende, uden konflikter og uden længere citater af de filosoffer og tekster, han omtaler," skriver Søren Hindsholm. Foto: Forlaget Klim.

I USA er Ken Wilber kendt som en original filosof og foredragsholder. Hans projekt er at finde ”en måde, hvorpå vi kan integrere det store værensholarki med modernitetens differentieringer som grundlag for at integrere præmoderne religion og moderne videnskab”.

Og hvad betyder det så lige? Et værensholarki er en kæde af genstande og begreber, som går fra det mere konkrete til det mere abstrakte. Wilber har selv konstrueret nogle af disse kæder, men en mere kendt er for eksempel fra den græske mystiker Plotin: materie, liv, sansning, perception, impuls, forestillinger, begreber, den logiske fornuft, den kreative fornuft, verdenssjælen, det intuitive sind og det højeste ene.

En sådan kæde antyder, at alt hænger sammen på en eller anden måde. Og i den førmoderne tænkemåde hang nogle ting også mere sammen, for eksempel videnskabelig erkendelse, kunst og kultur og religion. Derfor havde kirken indflydelse på videnskaben, sådan som Galilei oplevede det, og kunst, der var i strid med kirkens lære, blev censureret bort.

En af Wilbers styrker er, at han har sans for, at det var et fremskridt, da man adskilte naturvidenskab, kunst og religion sådan, at der blev frihed inden for hvert af områderne til at sige, hvad man tænkte. Det er det, han kalder modernitetens differentieringer, som han går ind for.

Men snart skete der det, at naturvidenskaben, som lidt forvirrende i bogen altid kun kaldes videnskaben, tog magten. Herefter var det kun det, der kunne måles og vejes, der talte, og man glemte, at mange af de ting, der tæller, ikke kan måles, vejes og tælles. Naturvidenskabens diktatur trængte ifølge Wilber åndsvidenskaber og religion i defensiven. Derfor er opgaven nu at finde en samlet tænkemåde, som rummer naturvidenskab, åndsvidenskaber og religion. Så er alt det samlet og helet, som den moderne verden fragmenterede.

Denne opgave kan virke enorm, men Wilbers løsning er nu ret enkel. Han påstår nemlig, at al videnskab, både naturvidenskab og åndsvidenskab, og religion skal følge den samme fremgangsmåde: Der er en instruktion, en sansning af data og en fælles drøftelse blandt erfarne og indsigtsfulde udøvere. Det gælder for eksempel astronomi. Man lærer at bruge en kikkert og se efter det rigtige, man samler data og diskuterer dem med andre astronomer. Eller Shakespeare-læsning: Man lærer at læse, man læser Shakespeare, og man drøfter sin tolkning med andre Shakespeare-kendere. Eller religion: Man lærer meditative teknikker, man mediterer og drøfter sine oplevelser og sansninger med andre, der mediterer.

Nogle bliver opløftede over, at alt kan samles i ét stort system, og de vil glæde sig over Wilbers rolige stil, der pædagogisk fører læseren gennem stoffet, docerende, uden konflikter og uden længere citater af de filosoffer og tekster, han omtaler. Det kan minde om en skolebog fra DDR.

Andre vil være skeptiske, fordi de ikke er overbeviste om, at alt i verden hænger sammen i et stort system. De vil hæfte sig ved, at når Wilber forener alle fag og tanker i sit system, sker det ved at hugge en hæl og klippe et par tæer, mindst. Det er i den forbindelse tankevækkende, at religion for Wilber er meditation, altså at mennesket ved at skue ind i sit indre opnår salighed. Wilber er en ægte mystiker, helt i overensstemmelse med mystikken lange tradition.

kultur@k.dk