Prøv avisen

En moderne syndefaldsmyte

Vi er i øjeblikket ved at udviske vores oprindelige dannelsesideal. Alle de kanonbestræbelser kan man stikke skråt op, hvis man ikke følger op på dem i handling, og det gør man ikke, siger professor Per Øhrgaard. Foto: Peter Kristensen. Foto: Peter Kristensen

Den gamle Goethe regnede selv "Faust" for sit hovedværk, for han arbejdede på sit store poetiske mesterværk gennem hele voksenlivet. Men Goethes "Faust" er samtidig inkarnationen af det moderne stræbende menneske, mener Danmarks førende Goethe-ekspert, Per Øhrgaard

"Faust" er eksistentiel

Der stod minsandten en gammel udgave af Goethes "Faust" på reolen derhjemme. Luksusudgaven er fra 1929 og har indtil for nylig kun vakt svage mindelser om et antikvarisk impulskøb – i et ambitiøst anfald – for år tilbage.

Men nu hvor jeg endelig har haft fingrene igennem den store tragedie i to dele, må jeg erkende, at værket kan mærkes på flere planer. For det første emmer siderne mesterligt af musikalitet med P. Hansens gode, gamle oversættelse af Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) rimdigte.

For det andet er hovedhistorien stadig lige så spændende, universel og eksistentiel som på Goethes tid – tilmed med selve Vorherre, Djævelen og ærkeengle på rollelisten.

Og så smitter det ældede, røde omslag oven i købet af, så fingerspidserne bogstaveligt talt er farvet af "Faust", mens disse linjer bliver til. Men selv denne klæbrige detalje virker passende. For også Goethe var mærket af tidligere udgaver af "Faust".

En syndefaldshistorie

Den første historie om "Faust" kan således spores tilbage til senmiddelalderen som et tysk folkesagn, der også blev opført som teaterstykke i forskellige versioner. Og ifølge Danmarks førende Goethe-ekspert, professor Per Øhrgaard, har Goethe allerede som barn set dukketeater om den videbegærlige Faust, der sælger sin sjæl til Fanden for at erobre verden, inden han til sidst bliver sendt til Helvede.

"Den oprindelige version af Faust er en syndefaldshistorie," fastslår Per Øhrgaard og fortsætter:

"Rent historisk opstod legenden om Faust i løbet af 1500-tallet, hvor middelalderens verdensbillede begyndte at krakelere, mens den nye videnskab bredte sig, og Reformationen kom til. Dengang var "de fromme" bange for, at mennesket var ved at begå hybris mod Gud, ligesom man i dag taler om, at vores teknologiske stræben er ved at ødelægge naturen og planeten. Det er den morale, der ligger i den oprindelige Faust-legende. Som der står: "Han tog på sig ørnevinger og ville udforske alt i himlen og på jorden". Det skal man ikke som menneske, det skal man lade Vorherre om."

Professoren slår ud med armen:

"Det er jo også det, syndefaldet i Bibelen bestod i. Man kan sige, at Faust i folkesagnet ville spise alle æblerne på kundskabens træ. Derfor gik det ham også derefter. For mennesket kan ikke gøre sig Gud lig, men det kan tilstræbe det ved at tage Fanden til hjælp. Men så forskriver det sig også til Fanden og den evige fortabelse. For en pagt er en pagt. Det er kernen i den oprindelige Faust."

I den gamle Faust-legende er Faust altså et skræmmebillede på, hvordan det kan gå, når mennesket vil lege Gud. Men i Goethes version er Faust hverken en skurk eller en helt, fortæller Per Øhrgaard:

"Det, der er interessant ved Goethes version, er, at Faust i stedet indgår et væddemål med Fanden. Og Fanden vinder kun, hvis Faust stiller sig tilfreds eller lovpriser øjeblikket med de bevingede ord 'Verweile doch! Du bist so schön!' Faust har sådan set hele tiden en chance for at vinde væddemålet, selvom han har taget Djævelen til hjælp for på én gang at glemme fortvivlelsen og få mere indsigt i det, han gerne vil vide mere om. I den oprindelige Faust-legende farer Faust også verden rundt med syvmilestøvler og bedriver alskens utugt og hor, men der er ikke en kærlighedshistorie, som der er hos Goethe mellem Faust og Gretchen. Og den kærlighedshistorie bliver helt central i første del af Goethes 'Faust'," siger Per Øhrgaard, der dog stadig mener, at den afgørende forskel fra folkesagnet er synet på nysgerrighed.

"Goethe undlader simpelthen at dømme Fausts videbegær som synd. Han placerer ham i stedet midt mellem det gode og det onde. Der er selvfølgelig stadig rester af den oprindelige legende i Goethes 'Faust', men det er en helt anden filosofisk og digterisk sammenhæng, Goethe sætter historien ind i, nemlig sin egen. Her bliver Faust inkarnationen på det moderne stræbende menneske. Og Goethes kup i forhold til den oprindelige historie er netop, at han siger, at det ikke er afgjort, om Faust er god eller ond, fordi han stræber efter mere viden."

Men han er vel stadig en egoist?

"Ja, Faust er bestemt heller ikke nogen helt hos Goethe. I første del forfører han en pige, Gretchen, som han lader i stikken, og i sidste akt i anden del fjerner han for eksempel nogle gamle mennesker, fordi de generer hans inddæmningsplaner som entreprenør. Hos Goethe er Faust altså hovedpersonen, men ikke helten, i en slags moderne fremskridtshistorie, der både er rig på poesi og kompleksitet. Især anden del af 'Faust', som man ikke læser så ofte som den første, er også en uhåndterlig tekst på mange måder. Den nyeste kommentar til 'Faust' fylder mere end teksten. For Goethe var meget lærd. Han sagde engang, at man levede i mørket og fra hånden og i munden, hvis man ikke kunne gøre regnskab for de sidste 3000 års historie. Og især anden del af Goethes "Faust" er spækket med referencer til historien og andre værker, så man nærmest skal være både historiker og filolog for at følge med. Og så alligevel ikke. Man kan også sætte sig hen og læse det, kort og godt. For Goethes 'Faust' er først og fremmest et poetisk mesterværk, der fremviser noget af det mest sublime tysk, der nogensinde er skrevet."

Goethe var over 60 år om at færdiggøre "Faust", og selvom han var uhyre produktiv, kaldte den gamle Goethe "Faust" for sin "Hauptgeschäft", altså hovedbeskæftigelse. Alligevel ville Goethe ikke udsende anden del før sin død i 1832:

"Værket var helt færdigt, og han havde selv lagt det i kuvert og det hele. Men jeg tror simpelthen ikke, at Goethe orkede at høre på reaktionerne, og han skulle også få ret i sine bange anelser. For eftertiden har ofte bebrejdet Goethe, at anden del ikke hænger sammen kompositorisk. Det er nu ikke tilfældet. Den ældre Goethe havde stadig fuldstændig greb om sin tekst, men anden del er bare mere collageagtig. På den måde minder den i sin form mere om tekster fra det 20. århundrede. Men hvis man i almindelighed taler om Goethes 'Faust', er det, som langt de fleste stadig tænker på, også førstedelen af Faust, ligesom det er den, der typisk er blevet sat op som teaterstykke eller brugt som skolepensum. Det er den del, man kalder lærdomstragedien eller Gretchen-tragedien. Der er meget stor forskel på de to dele. Det er også det, der har givet fortolkerne grå hår i hovedet gennem tiden, fordi mange har sagt, at det slet ikke er ét værk, men to-tre forskellige værker, der er blandet sammen uden nogen rød tråd. Men de seneste mange årtiers forskning har vist, at det er ét helstøbt værk," siger den 66-årige Per Øhrgaard, der selv er blevet stadig mere fascineret af Goethes "Faust" med alderen.

Hovedindgangen til Goethes forfatterskab var dog ikke "Faust" for den danske Goethe-forsker. Allerede som gymnasieelev skrev Per Øhrgaard i stedet en "lokal prisopgave" om Goethes "Den unge Werthers lidelser".

Siden har han skrevet doktor-afhandling om Goethes andet "livsværk" – "Wilhelm Meister"-romanerne. Og i 1999 udgav han bogen "Goethe – et essay", der blandt andet byder på en grundig læsning af "Faust". Men heller ikke før, og en af grundene var, at det tog Per Øhrgaard mange år at komme tættere på at forstå anden del af "Faust":

"Jeg kunne ikke have skrevet min bog for 30 år siden af den simple årsag, at jeg endnu ikke havde fået hold på anden del af 'Faust', som jo skulle med i en gennemgang af Goethes forfatterskab. For selvom jeg selvfølgelig læste hele 'Faust' tidligt, er dybden af anden del først blevet klar for mig med alderen. Det er jo heldigvis sådan, at vi kan blive klogere med alderen, men det betyder jo ikke, at man skal vente med at læse 'Faust', til man er blevet en moden mand. Andre kan jo sagtens være hurtigere i hovedet som 22-årige, end jeg var i den alder. Og store dele kan man jo nøjes med at læse for den vidunderlige poesis skyld."

Men hvad vil du sige, at temaet er i anden del?

"Jeg vil egentlig sige, at anden del handler om, hvad den menneskelige erfaringshorisont er. Det er, som om kampen mellem godt og ondt træder i baggrunden i anden del, eller rettere: at begreberne mister deres firkantede karakter, for eksempel er djævelen Mefisto en mere 'alsidig' figur. Og det med at gøre regnskab for 3000 år træder også frem: Således møder Faust, som jo hører hjemme i en kristen tidsalder, Helena, den skønneste kvinde i den græske overlevering, og mødet mellem de to er i bogstavelig forstand også et kulturmøde. Goethe kunne rumme begge verdener. Han var ikke nogen særlig troende kristen, men hans værker er fulde af bibelcitater, fordi han jo nu engang hørte til i den kristne kultur. På den anden side var han meget optaget af antikken. Men man kan også sige, at "Faust" passer som hånd i handske til nutidens vækstideologi. Ideologien i dag er jo, at ingenting må blive ved at være, som det var. Økonomien skal vokse, for ellers går det galt. Alting skal vokse og blive hurtigere og 'bedre'. Og den form for dynamik inkarnerer Faust også. Goethes Faust "stræber" hele tiden, og det er det, der betinger hans frelse, altså at han ikke blive hentet til Helvede til sidst, men kommer den anden vej, 'opad', som der står. Men værket handler også om, hvad denne stræben koster både Faust og andre figurer – det er ikke lallende fremskridtsoptimistisk."

ohrstrom@k.dk