Prøv avisen
Bog

Den historiske roman 'Pelsjægerinden' overbeviser ikke

3 stjerner
Marianne Jørgensens nyeste bog 'Pelsjægerinden' får en lunken modtagelse. "Jeg har svært ved at blive overbevist om bogens nødvendighed," skriver anmelderen blandt andet.

I Marianne Jørgensens tredje bog i serien, der blandt andet omfatter 'Gudruns arv' og 'De tavse vidne', møder man en mosaik af skæbner. Men heller ikke meget mere

Hvad er det overordnet, der skal fortælles? Det spørgsmål trænger sig på ved læsningen af Marianne Jørgensens historiske roman ”Pelsjægerinden”, tredje bind i en serie, der desuden omfatter ”De tavse vidner” (2015) og ”Gudruns arv” (2018).

En række handlingsforløb indgår. Men hvad er drivkraften? Svaret er ikke helt indlysende.

Romanen, der foregår i 1500-tallet, er en mosaik af personer og skæbner. Marianne Jørgensen skildrer kompetent hverdagslivet i forskellige sammenhænge, først og fremmest i Danmark, men med afstikkere til Norge.

Vi kommer tæt på en smedefamilie i landsbyen Selde i Salling, tæt på kærligheden – og på sorgen over et dødfødt barn, der som udøbt er forment adgang til kirkegården. Men på ydersiden af stendiget begraver faderen hemmeligt barnet, så nær dets bedsteforældres grav som muligt.

Andre dele af romanen foregår på en nordjysk købmandsgård drevet af den ambitiøse Asger. Det hedder sig, at en forbandelse hviler over stedet. Og at det er den, der er skyld i købmandskonens sygdom og død. Tjenestepigen Tilde – en synsk kvinde – gebærder sig efter dødsfaldet på en måde, der for nogle antyder, at hun er en heks. Hun undgår dog at blive brændt.

Asger gifter sig med en usympatisk kvinde, en magistratdatter, som han ikke elsker. Alligevel drives han af kærlighed, nemlig til sine børn. I kraft af det økonomisk gode parti er købmandsgården sikret i fremtiden. Og det er godt for børnene.

En usædvanlig skæbne repræsenteres af en historisk person, Niels Kaas, der efter at have studeret i Viborg, København samt blandt andet i Wittenberg vender tilbage til Danmark, hvor han som ansat i kancelliet hurtigt avancerer. Han får en central placering i fredsforhandlingerne med svenskerne i 1568 og forsøger at mildne Frederik den Anden med henvisning til, at ingen ud over lejesvendene har gavn af fortsatte krigshandlinger.

Det er såmænd ikke svært at sige noget positivt om romanen, der har sansemættet tidsatmosfære og livfulde scener. Ikke desto mindre savner jeg noget. Fortælllingen – eller snarere summen af fortællinger – begrunder ikke til fulde sig selv.

Jeg har svært ved at blive overbevist om bogens nødvendighed. Og i øvrigt forekommer titlen mig mere flot end dækkende.