Hele fem liv fletter sig sammen i dramatiker og tegner Nikoline Werdelins mursten af en debutroman. En lille, umage lemmingflok af kriseramte samtidsmennesker, der som i myten om den pelsede gnaver er på vej ud over afgrunden i et kollektivt klimaselvmord.
Fælles for de fem er, at de står midt i en omkalfatrende livskrise, som vistnok temmelig fermt skal spejle den store planetariske klimabekymring. Hovedpersonerne kender ikke hinanden, men bebor samme lille privilegerede biotop på Frederiksberg ved København. Egnen plages af oversvømmelser, orkaner og hedebølger, Zoologisk Have brænder, og girafferne røgforgiftes.
Sådan indskriver Werdelins fortælling sig i tidens økokritiske apokalypselitteratur, den såkaldte cli-fi, men på en mindre abstrakt og intellektualiserende måde, end vi er vant til fra især den yngre generation af forfattere.
Der er dog den melankolske grundstemning, håbløsheden, som tilhører genren, men der er også en lyst til forsoning, en udglattende pænhed, som skæmmer og gør værket til et noget mat bud på den store samtidsroman. Alle elementerne er ellers til stede.
Ophobningen af obligate samtidsmarkører er nærmest overvældende og præsenteres med stor ivrighed romanen igennem. Og netop ivrigheden er et af værkets problemer. Der er et kakofonisk mylder af emner og spor og personer og liv og fortællinger og samfundskritiske tilløb og halvfordøjede perspektiver. Indimellem den bimlende klimadystopi fletter sig næsten hørbare suk om ældre og ensomhed, fortællinger om fædre, der får frataget retten til deres børn, fødselsdepressioner, små sidebensbemærkninger om universitetets djøfisering og en ellers ret sjov satire over teaterinstitutionens græsselige forfatning. Akkumulation synes romanens formende princip, men man savner stringens eller i hvert fald en fornemmelse af, hvad hulan det hele handler om.
Persongalleriet tæller den suicidale suffløse Gunhild, der planlægger sin sortie i den russiske tundra efter datterens tragiske død, biolog og lemmingentusiast Hans, som var engageret i klimakampen længe før, det blev moderne, og som hen over årtier har diverteret diverse borddamer med klimakorrekte indslag om den truede biodiversitet, dyrenes masseuddøen og spredt god stemning ved mangt et selskab med replikken: ”Det eneste pattedyr, der begår kollektivt selvmord, er mennesket.”
Så er der sosu-assistenten Heidi med hang til selvhjælpscitater, der forsøger at kæmpe sig ud af en socialt belastet baggrund. Nicolas er nybagt far og medejer af en virksomhed, der producerer insekter som alternativ, bæredygtig proteinkilde, og handlekraftige Inge er pensioneret læge, som gemmer på en skjult sorg over, at datteren har slået hånden af hende.
Werdelin er optaget af alle de besynderlige ting, vi mennesker gør, alle de løgne, vi fortæller os selv og hinanden, som hun er en begavet iagttager af. Men man savner nok et større mod, en fandenivoldskhed i brugen af billeder. En original tone, som ikke bare er den pligtskyldige globale tristesse og generelle melankoli.
Men grellest af alt er nu godmodigheden, den snigende sentimentalitet og det indladende billedsprog. Alle de alt for danskstilsdygtige simili og besjælinger. Når nogens krop ”hæver sig som en bjergkæde i lædersofaens landskab”, mens andre er trætte og bitre ”som 90 % chokolade” og ”tilliden vokser som en mælkebøtte i pottemuld”. Sproglig sirup af denne skuffe gør ikke noget godt for romanens uheldige hældning mod triviallitteraturen, hvor også hovedpersonerne alle er ejegode, dyreglade, klimabevidste og kun lidt strenge, fordi de er kede af det inderst inde.
I Werdelins muntre klimatragedie gemmer sig i hvert fald tre-fire ufærdige romaner, der med den rette dosering af sirup og sentimentale klichéer, og med forfatterens habile blik for menneskedyrets barokke selvbedrag, måske endda kunne have været vedkommende samtidslitteratur.