En mund fuld af jord

Karl Ove Knargård, norsk forfatter fotograferet hos forlaget Lindhardt og

"Min kamp" er en voldsom og klog og voldsomt klog læseoplevelse. Et livtag med en far, der ikke er der mere; men alligevel er overalt. En kamp i det ydre og især i det indre, i hjertekulen på den hovedperson, der bærer forfatteren Karl Ove Knausgårds navn. -- Foto: Leif Tuxen

Sjældent har en erindringsbog fyldt så meget i læserens bevidsthed som norske Karl Ove Knausgårds "Min kamp". Det personlige stof er et reb om halsen, en kniv i hjertet. Alligevel er bogen så fuld af magi

Nogle gange går verden bare op. I en smuk balance mellem årsag og virkning. Sådan er det med den norske forfatter Karl Ove Knausgård erindringsværk "Min kamp", der i forbindelse med den danske udgivelse har været eksponeret i et big bang af interview og foromtale. Og som allerede for dette første bind – der er planlagt i alt seks, og manden er kun godt fyrre! – er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Men den er det hele værd.

"Min kamp" er en voldsom og klog og voldsomt klog læseoplevelse. Et livtag med en far, der ikke er der mere; men alligevel er overalt. En kamp i det ydre og især i det indre, i hjertekulen på den hovedperson, der bærer forfatterens navn og sin fars livløse maske.

Tonen er desperat, fordi Knausgård sætter sin tilværelses grænse ved vores erkendelse og derfor oplever en verden, der bliver stadigt mindre. Et lukket rum, hvor den eneste udvej er fiktionen. Den er melankolsk, fordi han samtidig netop længes efter en verden udenfor, et magisk rum, et uberørt sted. Ja, ligefrem engle. Og den er morbid, fordi han bevidst danser tango med døden. Døden er den sidste sandhed, hedder det. Men også den forsøger vi at gøre til fiktion. Indtil vi altså står der, ansigt til ansigt med vores egen far i ligrummet. Ser den gule hud. Og ikke mindst er tonen misantropisk, fordi hovedpersonen beskriver et liv, der i smertelig grad er defineret af denne far, der først er foruroligende farlig, siden fraværende og fortvivlet. Til sidst helt opløst af druk. Den far, som har efterladt et rigidt mønster i hver fiber af sin søns granvoksne krop: har lært ham at snakke efter munden, at leve i en tilstand af panik og aggression og at søge "store flader af ensomhed".

Det er ikke bare liv og død. Det er selve livsevnen, der er på spil i denne mursten af en roman. Og det er her, den egentlige kamp foregår. I forsøget på at omskabe dødt stof til liv. At forvandle faderens nådesløse død til en sprække af lys. At banke hul i det lukkede rum. Om ikke andet så for at undgå at give forbandelsen videre til de tre små børn, der er en sært uvirkelig del af hovedpersonen Karl Ove Knausgårds nutid. En familierelation, han ikke rigtig kan beslutte sig for.

Romanen lægger sig tæt op ad forfatterens egen verden, og han har da også fået adskillige levende personer på nakken. Men formen er det altafgørende, som han selv skriver et sted. Og når virkeligheden kommer i Knausgårds litterære støbeform, sker der faktisk det, som det hele handler om. Der opstår et magisk rum mellem virkelighed og fiktion. Der opstår liv. Der er sprækker i fængslet.

Ja, der er ligefrem øjeblikke af skønhed.

Det begynder med, at den otteårige Karl Ove ser en udsendelse om en fiskerkutter, der er gået ned ved den nordnorske kyst, sporløst forsvundet. Så får han pludselig øje på et ansigt i vandet. Mor er ikke hjemme, så der er kun far at fortælle det til. Far, der ingenting forstår. Og han kastes tilbage i det tomme hav. Mange år senere dukker et nyt ansigt op, da forfatteren sidder i Stockholm og skriver på sin anden roman. Denne gang i gulvets planker. Det ligner Kristus med tornekrone. Og det sætter de erindringsbilleder i gang, der i årevis har været fortrængt. På en mærkelig måde krydser skabelse og tilintetgørelse således hinanden. En mund fuld af ord og en mund fuld af jord.

Erindringsstykker fra denne tidlige barndom, fra pubertetens første forelskelse, nytårsfester og poser med forbudte øl krydsklipper herefter raffineret med refleksioner over verden, kunsten, fremtiden.

Men mesterstykket kommer til sidst. I den store tredjedel, der handler om at rydde op i farmors hus efter den døde far. Det er et inferno af bræk og tomme flasker.

Aldrig har jeg været så konkret og sansenært til stede i en sorgproces, der til forveksling ligner djævleuddrivelse og hovedsagelig består af klor og brun sæbe. Karl Ove og hans bror, Yngve, skraber bogstaveligt død ud af skabene, mens den halvsenile farmor trisser i hælene på dem, også hun lidt fordrukken og med tis ned ad benene. Her er ingen nåde, siger den 30-årige Karl Ove til sin bror. For når verdens grænser stopper ved forståelsen, så der ikke længere er noget over eller ved siden af det menneskelige rum, så er der kun fiktionen, dødens forfald eller den klorinlugtende tomhed tilbage.

På den måde er der i denne bogs titel en subtil reference til en erindringsbog af samme navn, skrevet af en forsmået maler fra München. For en verden, hvor mennesket er alt, er også en verden, hvor mennesket intet er. Og så er vejen til rædselslejrene åben.

Det ved Karl Ove Knausgård. På den bane kæmper han.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1. Oversat af Sara Koch. 488 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof.