Sikke en vikar: Musikalsk gadedreng spillede Mozart frækt og upoleret

Et pludseligt afbud fra stjernen gav en anderledes koncert i Tivoli

Den 31-årige skotske stjerneviolinist Nicola Benedetti havde været det store trækplaster op til søndagens Mozart-koncert i Tivoli, men hun blev sygdomsramt og måtte melde afbud. Prisværdigt nok lykkedes det at gennemføre koncerten med en vikar, og selvom der blev flyttet lidt rundt på programmet, virkede det umiddelbart tilforladeligt. Den femte violinkoncert måtte ganske vist aflyses og erstattes med Mozarts symfoni nummer 29, men den tredje violinkoncert blev bibeholdt, blot med den 27-årige græsk-albanske violinist Jonian Illas Kadesha som solist.

Kender man Nicola Benedettis klangskønne og stilsikre spil, må man erkende, at udskiftningen gjorde koncerten til en ganske anderledes affære. Kadesha viste hurtigt en udpræget egensindighed i sit spil, og efterhånden som koncerten skred frem, afslørede han sig desuden som noget af en bohèmemusiker både i sit spil og sin dansende fremtoning med fyldigt fuldskæg og en velvoksen hårknold. Hans spil var ikke rent hele vejen igennem, han tillod sig at spille visse passager så pianissimo, at man næsten kunne høre den berømte knappenål falde på scenegulvet – kort sagt oplevede vi noget af en musikalsk gadedreng. Alligevel var der noget velgørende over at høre Mozart spillet så frækt og upoleret, og det var åbenlyst, at hans optræden faldt i god jord, både hos publikum og blandt musikerne i Scottish Chamber Orchestra, dagens gæsteensemble.

Det skotske orkester havde ellers selv vist et yderst poleret Mozart-spil i geniets livsbekræftende 29. symfoni, hvor især strygerne gjorde sig smukt gældende, mens blæserne fik en mere tilbagetrukken rolle, også rent bogstaveligt. Placereret bagest på scenen havde de svært ved at trænge igennem lydmuren af violiner, bratscher, celloer og kontrabasser.

Efter pausen fik vi et rent strygernummer, da 15 af musikerne fra orkestret spillede den godt 10 minutter lange komposition ”Within Her Arms” af den 39-årige britiske komponist Anna Clyne. Stykket stammer fra 2009, hvor det blev uropført i Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, og skrevet til minde om Clynes mor – ganske kønt, men også så hollywoodsk, at det efterfølgende kunne føles som en befrielse at komme tilbage til Mozart: hans symfoni nummer 35 med tilnavnet ”Haffner”. Her demonstrerede Scottish Chamber Orchestra igen deres fornemme Mozart-kultur, som er præget af, at man opfatter sig selv som et stort kammerensemble snarere end som et lille symforniorkester – derfor var der ingen dirigent i de to symfonier. Fra sin plads forrest blandt violinisterne ledede den energiske koncertmester Benjamin Marquise Gilmore sine kolleger. Det koncept er ikke altid så vellykket, men i dette tilfælde fungerede det fint.