Egentlig var det ikke overraskende, at Den Jyske Operas leder, irske Annilese Miskimmon, i sin rolle som iscenesætter havde valgt at henlægge handlingen i Bellinis sidste opera, ”Puritanerne”, til Nordirland anno 1973. I programmet til forestillingen redegør hun i et både informativt og stærkt personligt forord for baggrunden for dette valg, og alene det virkede stimulerende på ens forventninger.
Den afgående operachef – hun forlader ved årets udgang Aarhus for at tiltræde en stilling som operachef i Oslo – demonstrerede atter sin frodige fantasi og foretagsomhed. Hun havde endda indlagt en stum dobbeltgænger (skuespilleren Merete Mærkedahl) til Elvira, Bellinis koloratursopran af en heltinde.
Denne ”skyggerolle” gav muligheder for at skifte mellem de to tidsplaner, forestillingen bevæger sig i: Bellinis oprindelige koncept om den engelske borgerkrig og den blodige Cromwell-æra omkring 1650 og Miskimmons 1973-påhit. Og dertil kommer uvægerligt et tredje tidsplan, nemlig bel canto-perioden (operaen stammer fra 1835). Dens særlige stil klinger i sagens natur hele tiden med, ikke alene fra sangernes struber, men også fra det velspillende Aarhus Symfoniorkester, dirigeret med glød og præcision af svenske Tobias Ringborg.
Den smukke og inderligt italienske bel canto-musik stemmer imidlertid dårligt overens med den (bevidst) grimme scenografi, vi fik at skue, eksempelvis med tre koldt blinkende lysstofrør under skønsangen eller rekvisitter, der kunne se ud, som om de var anbragt vilkårligt på scenen eller efterladt ved en fejltagelse. Miskimmon, der må dele ansvaret herfor med scenografen Leslie Travers, agerer særdeles håndfast, når hun går til stålet og viger ikke tilbage for radikale snuptag, eksempelvis et mord for åben tæppe, i forhold til librettoen.
Men hendes ildhu var ikke afbalanceret med sikker smag for ikke at tale om selvkritik.
Hun tyede ofte til løsninger, der stødte øjet og ledte tanken på vildspor, så Bellinis musik næsten kom til at indtage en sekundær rolle. Men – med en let omskrivning af et berømt citat – hvad scenisk tabes, skal musikalsk vindes.
Henriette Bonde-Hansen, der på Den Jyske Opera i foråret 2014 ydede en fænomenal præstation i titelrollen i en anden bel canto-opera, Donizettis dramatiske ”Lucia di Lammermoor”, og efterfølgende modtog en Reumert-pris herfor, var helt suverænt syngende som Elvira – her var ganske enkelt tale om international topklasse.
Hun blev suppleret af den uruguaysk-italienske tenor Leonardo Ferrando, der havde ikke så få af en vaskeægte bel canto-sangers dyder.
Da de dybe mandsstemmer også sørgede for solid sanglig substans, var den rette vokale balance til stede hele vejen igennem. Ja, den såkaldte kampduet, ”Lad trompeten lyde”, mellem Riccardo (David Kempster) og Giorgio (Wojtek Gierlach) lykkedes så godt, at Bellini kom til lyde som et forvarsel om, hvad Verdi en snes år senere skulle skabe for bas og baryton. Noget tilsvarende kan med føje siges om en række korsatser, som Den Jyske Operas Kor afleverede med fynd og klem.
”Puritanerne” er i bund og grund en Romeo og Julie-historie om to elskende, der ikke kan få hinanden, fordi de kommer fra hver sin lejr – Elvira er datter af en protestant (eller puritaner, deraf operaens navn), mens Arturo er en kongetro katolik.
Både af programmet og selve iscenesættelsen fremgår det, at Miskimmon ikke nærer blide følelser for den rolle, de fanatiske protestanter gennem århundreder har spillet i Nordirland. Og dét forstår man til gengæld godt.
kultur@k.dk