Ahmed Akkari udfylder sin egen plads i nyere danmarkshistorie. Som imam indtog han i 2006 en hovedrolle i Muhammed-krisen og var med til at ophidse gemytterne, efter at Morgenavisen Jyllands-Posten havde offentliggjort de tolv satiretegninger af muslimernes profet. Siden fortrød Akkari sin opførsel og udgav i 2014 bogen ”Min afsked med islamismen” fyldt med selverkendelse og en beskrivelse af det dobbelttungede islamistiske miljø.
Nu har Ahmed Akkari i samarbejde med journalist Lars Hvidberg udgivet endnu en bog med titlen ”Mod til at tvivle”, der på dybere personlig vis fremstiller udviklingen fra fundamentalistisk imam til tvivlende humanist. Og bogen er særdeles interessant. For det første møder vi et decideret lærestykke i erhvervelse af vestlig kultur, og for det andet får man indblik i den mekaniske omgang med religion, der kan fæstne sig i det fundamentalistiske sind.
Allerede i 2008 flyttede Akkari til Grønland og blev skolelærer, og denne bog har et vigtigt udgangspunkt i skolebiblioteket i byen Narsaq. Her tilbragte den landflygtige masser af timer med de bøger, der skulle komme til at forme hans nye tanker. Han kommer igennem klassisk litteratur, Sokrates, Shakespeare, Søren Kierkegaard, sociologi, filosofi, verdenshistorie og biografier om personer så forskellige som Osama bin Laden og Barack Obama. Ahmed Akkari har talent for at læse og forstå, han nærmest suger viden til sig, og det er mødet mellem den enorme mængde læsestof og hans både analyserende og mærkeligt blanke personlighed, der gør bogen værd at læse.
Ahmed Akkari kom hertil som barn som flygtning fra Libanon og burde egentlig efter en opvækst i Nordjylland kende Danmark rigtig godt. Men forbløffet overvejer man under hele læsningen, hvordan det er muligt at leve her i så mange år og gå i folkeskolen og spille fodbold og samtidig indoptage så lidt af den vestlige kulturs essens.
Det er først i biblioteket i Narsaq, at Akkari som cirka 30-årig opdager, at store dele af verdenshistorien intet har med islam at gøre. Han troede, at islam var hele verdens ”kerne og krumtap”, og hvis nogen er i tvivl om, hvor dyb kløften kan være mellem et vestligt og et muslimsk verdenssyn, skal man læse med her. Akkari forstår i dag værdien af tvivl og tolerance, ytringsfrihed og demokrati, men samtidig synes det, som om han stadig mangler kontakt med en indre kerne. Han begejstres for sociologiske teorier om, hvordan vi formes socialt og skriver:
”Det var muligt at overskride sine sociale begrænsninger, at omskabe sin virkelighed. Det var muligt at omprogrammere sig selv.”
Akkari blev som ung i en moské i Aalborg programmeret til at blive islamist, og det undrer, at han stadig tænker i disse udvendige termer. Med sit store læsepensum har han i de senere år fyldt sit sind med noget helt andet end korancitater, men hvem er han? Han kalder sig stadig muslim, men er yderst kritisk over for lovtænkning, imamernes magt og Koranens funktion som en ”pisk”, der truer med evig fordømmelse, og han gør sig mange overvejelser om religiøsitet.
Men bogen afslører ikke, om han har forstået forskellen mellem kristendom og islam, og når han sværger til den humanistiske tænkning som mere ”sund og realistisk end den religiøse”, mangler han sans for, hvor nært knyttet humanisme og kristendom er. Og at netop dét parløb har været med til at forme den litterære og filosofiske rigdom, som han mødte i biblioteket i Narsaq. Akkari synes i gang med at trække begrebet Gud ud af al formuleret dogmatik, og i den henseende fremstår han lidt naiv og glemmer vist, at netop det projekt har det med at føre til for stor forvirring angående, hvem der er Gud, og hvem der er menneske.
Dette gør imidlertid ikke bogen dårligere. Ahmed Akkari fortæller ærligt om sine voldsomme personlige ryk, når han for eksempel i stedet for at overholde ramadanen sidder og snøfter til filmen ”Titanic”, og når han under et forsøg på at genoptage sit liv i Libanon mærker, hvordan ”virkeligheden skreg mig i ansigtet”.
Et muslimsk samfundsstyre bliver uudholdeligt for ham, hans ægteskab kan ikke overleve det indre opbrud, og da det heller ikke var muligt for ham igen at leve i Danmark, rejste han i 2014 tilbage til sit elskede Grønland, hvor han bor i dag. Mod til at tvivle kan kraftigt anbefales som et vigtigt bidrag til samtalen om, hvordan muslimer kan tage dette land til sig. Her lærer vi, at der trods tilsyneladende tilpasning kan eksistere et helt andet livssyn inde bagved, og mens man glædes over Akkaris erkendelser, bekymres man ved tanken om de mange muslimer i Vesten, der ikke har samme vilje eller evne til at tilegne sig nyt.
Forhåbentlig vil bogen blive læst som inspiration til at forstå betydningen af at være loyal over for stedet, hvor man bor, for Ahmed Akkari ved om nogen, hvad det kan koste ikke at være det. Han skal have fem stjerner her, for mens bogen ikke er uden problemer – for eksempel er der undervejs for meget uredigeret talestrøm – er den meget værdifuld for indsigten i disse års samfundsudvikling. Ahmed Akkari er en sammensat og begavet mand, der spænder lige fra den lidt barnlige heltedyrkelse af Batman til klart seende analyser af problemet med islam. Hør blot denne:
”Men i det store hele har fiktionens ’tvetydige sandhed’ – en røverhistorie, der samtidig er sand – været for ambivalent til den islamiske dogmatik. Koranen har ikke noget synspunkt, ikke nogen vinkel. Den er ikke en fortælling. Den er bare sandhed. Og hvor der er sandhed overalt, er fiktionen overflødig.”
Denne kloge betragtning siger en del om det store overleverede rum for erkendelse, fortælling og fortolkning, som vi bliver givet i arv i den vestlige kultur. Ahmed Akkaris bog bør således ikke blot fungere som en opfordring til andre muslimer om at komme i gang med at tilegne sig Vestens visdom. Den bør også fungere som en opfordring til os om at gøre en større indsats for at bevare den.
Læs interview med Ahmed Akkari om bogen på
Læs på fredag om mediekritikkens modtagelse af bogen.