Socialrealisme kan noget ganske særligt i fremstillingen af livet i underklassen. Martin Andersen Nexø viste os proletarernes kamp for at bryde ud af almuen, Jakob Ejersbo indlemmede læseren i de hårde sider af Aalborg, og Jakob Skyggebjerg fremstillede i ”Jalousi” den besværlige kærlighed mellem to dysfunktionelle mennesker på samfundets bund. Socialrealisme kan stille den nysgerrige læsers lyst til at kigge ind et sted, man ellers ikke har adgang til. Hvordan lever en stofmisbruger? Hvor meget skal man hustle for at få til dagen og vejen, og hvilke uskrevne regler er der i Underdanmark?
Simone Mørch Stjers debutroman, ”S”, tager som meget andet socialrealisme udgangspunkt i egne oplevelser. Jegfortælleren Helene er læserens guide til Vesterbro, gaden og de fortabte foran Mariakirken, og hun er en kyndig observatør. Helene ser alting lidt fra oven og er god til at aflæse sine omgivelser, og sådan får hun hustlet sig til gratis rygekokain og -heroin gennem påtaget omsorg. Langt hen ad vejen ser hun ikke sig selv som stofmisbruger. På gaden møder Helene smykkehæleren Sammi, og de to følges ad i både deres stofmisbrug og til værelset i Emdrup, hvor Helene flytter ind hos Sammis mor. Selv kommer Helene fra en velbjærget opvækst, men hun keder sig og har gjort det siden gymnasiet. Her fik hun hevet den gyldenblonde Jens med ned i et hashmisbrug, inden han blev hevet ud af skolen og sendt væk. Jens spøger dog stadig i bevidstheden. Her hives han eksempelvis frem, inden brugervejledningen til hårde stoffer udfoldes:
”Kokain er fest og farver og var Jens’ foretrukne stof, når han havde penge til det. Altså, inden han tog på højskole og blev hellig. Men kokain gør dig også rastløs, ingen søvn, du kan være oppe i dagevis, hvis du har nok. Med tiden bliver du svingende, psykotisk og aggressiv. Dope derimod gør dig buddhaagtig, du er rolig, døgnrytmen fucker ikke op på samme måde.”
Da Sammi kommer i fængsel, skraber Helene for alvor bunden og straffes også for det, da Sammi bliver løsladt. På Christiania genfinder hun Jens, og de to kaster sig hovedkulds ud i et fælles alkoholmisbrug, der fremstilles lige så detaljeret som stofmisbruget. Hykleriet er til at tage og føle på, aner læseren, for alkohol er acceptabelt på en helt anden måde i Danmark, og de unge mennesker hygger sig jo bare.
”S” er lige dele stoffer og lige dele Sammi, og især den drilske dialog mellem Sammi og Helene er i sin skildring af et både giftigt og kærligt sammenhold et af romanens stærkeste kort. Deres fælles nedtur er spændende læsning på samme måde som en dokumentar med reality-elementer er interessant: Man underholdes, og man lærer på sin vis noget nyt – selvom man forhåbentlig aldrig kommer til at skulle bruge sine nyerhvervede viden om tilberedningen af rygeheroin på sølvpapir. Det er også en fattig udgave af socialrealismen. Hvor Jakob Skyggebjerg i ”Jalousi” legede med formen og lod en næsten krimiagtig struktur farve kompositionen, hvor også forsmåede e-mails mellem det forhutlede kærestepar blandede sig i fiktionen, er ”S” dokumentaristisk i størrelsesforholdet 1:1. Helene som fortæller er arrogant og trodsig på den pubertære måde, og på trods af det indre blik bliver man som læser aldrig fuldstændig investeret i hendes nedtur.