Prøv avisen
Bøger fra udlandet

En none på opdagelse i religionerne

"Hver religion har sine fortrin, og Nicolaou argumenterer for hver af dem; Jesus er ubetinget kristendommens største aktiv! Men religionernes vigtigste fællesnævner er taknemmeligheden over livet. " Modelfoto.

Amerikanske Corinna Nicolaou er none; hun har ingen religion. I ny bog søger hun efter mening i de fire store religioner

Man er ingen, hvis man ikke har et religiøst tilhørsforhold. Eller rettere: Man er ”none”, hvis man taler engelsk. Der bliver flere og flere af disse nones, der ironisk nok udtales som nuns (nonner). Det er en international tendens: For nylig viste en britisk undersøgelse, at kristne nu er i mindretal i England og Wales i forhold til mennesker, der for eksempel i spørgeskemaundersøgelser angiver ikke at have en religion.

Hvem er de, disse nones? Det giver amerikaneren Corinna Nicolaou et interessant indblik i i den selvbiografiske ”A None’s Story”, som er beretningen om en søgen efter mening i de fire store religioner: kristendom, jødedom, buddhisme og islam. Hvis amerikaneren med de græske aner er repræsentativ for den store, nye gruppe, så er nones langt mere åbne og nysgerrige end fjendtlige over for den religion, de ikke har.

Afsættet for den religiøse road tour i ”A None’s Story” er skiftet i syn på religion efter terrorangrebet den 11. september 2001. Dengang arbejdede Corinna Nicolaou i Washington DC, ikke langt fra Pentagon, USA’s forsvarsministerium, hvor det tredje fly styrtede ned. Hun blev bange og kunne iagttage de nye ateisters aggressivitet over for religion, men hun måtte erkende, at hun selv intet vidste om religion.

Denne uvidenhed satte hun sig for at rette op på. Den traditionelle metode ville være at gå på biblioteket, på internettet, studere de store religioner, læse de hellige skrifter. Det gør Nicolaou også, men hun lader det ikke blive ved det: Hun opsøger de religiøse samfund og tager del i deres praksis. Hun lægger ikke skjul på sit ærinde, men forsøger også at falde ind i omgivelserne. Hun beder, og hun synger med dem, hun besøger. Hun klæder sig konservativt og bærer tørklæde i moskéerne. Hun tager på klosterretræte og går i kirke og til studiekreds. Hun holder sabbath og går i synagogen. Hun chanter buddhistiske remser og faster i ramadanen. Gennem fire år tager hun religionerne efter tur, som i en art seriel, religiøs monogami.

Der er noget på spil for Nicolaou, hvis erfaringer med angst og spiseforstyrrelser blot antydes. Rejsen går blandt andet til Los Angeles og de jødiske ungdomsvenner med den aldrig svigtende fornemmelse af, at de var udvalgte. Og til Dallas og den græsk-ortodokse bedstemoder, der forlængst har opgivet at gå i kirke, men til gengæld ikke er helt bekvem ved barnebarnets moskébesøg. Det hele foregår inden for noget, der kunne være eller har været Nicolaous eget naboområde. Mere eksotisk er det altså ikke, end at det i områder af USA findes lige henne om hjørnet.

Nicolaou er en venligtsindet researcher. Hun besøger mainstream-religiøse samfund, sort-hvide fløjkrigere og mystikere i flere afskygninger og gør sig sine iagttagelser. For eksempel noterer hun, at flere protestantiske kirker har søndagsgudstjenester i to versioner, en højmesse med ældre salmer og en mere moderne variant med en trommeslager bag plexiglas – som om musik var vigtigere end mennesker. De generationsadskilte gudstjenester er for Nicolaou en kløft af den slags, som netop en gudstjeneste burde lukke. Undervejs sker der også noget med hende selv, ikke på grund af én kirke eller én prædiken, men ”selve det at deltage i gudstjenesten, at gå ind i huse, hvor man tilbeder Gud, dét er ved at ændre mig,” som hun skriver. Praksis virker med andre ord.

Rejsen ender, som den begyndte, i Washington D.C. Den ender med noget så eksotisk som en fredagsbøn i kapellet i Pentagon og med den lidt bagvendte ”trosbekendelse”, at man går glip af indsigtsfuld visdom, hvis man uden videre dropper religion. Nicolaou forbliver none, men nu med indsigt i, hvordan de fire store religioner søger at håndtere den usikkerhed, smerte og sårbarhed, der hører med til at være menneske. Hendes rejse slutter altså ikke i ateisme eller agnosticisme, men i en – religiøs – fornemmelse af en dyb samhørighed mellem mennesker, en fornemmelse af, at Gud forener mennesker.

Hver religion har sine fortrin, og Nicolaou argumenterer for hver af dem; Jesus er ubetinget kristendommens største aktiv! Men religionernes vigtigste fællesnævner er taknemmeligheden over livet. Nicolaou ender med en kludetæppe-religion, men er også pinligt bevidst om, at det er en solo-religion, der mangler netop det fællesskab, som hun har oplevet i kirker, moskéer og synagoger.

Nicolaous velfortalte beretning har interessante perspektiver. Man kan opfatte den manglende lyst til – for alvor – at vælge den-eneste-ene-religion i stedet for lidt uforpligtende on-off-religion som et tegn, der folder sig gnidningsløst ind i rækken af andre lignende tendenser. Et tegn, der ved dominans kan give valget af én religion noget påståeligt over sig. Eller man kan se refleksionerne over det fælles anliggende i religionerne som ansatser til en ny religionstype, en none-religion. Som altså ville være en temmelig tynd kop te, hvis ikke der var troende, der holdt de religiøse traditioner i live, som en none kan botanisere i. Og blive klogere af, som Corinna Nicolaou helt tydeligvis er blevet det.