Der er velkendte historiske vidnesbyrd om, at der er en hårfin grænse mellem sekterisk religiøs passion og erotisk lidenskab. Inden for kristendommen vidner både traditionens kristne billedsprog, talrige tekststeder og eksempelvis den pietistiske salmetradition om den nære forbindelse mellem det intime følelsesliv og den spirituelle længsel.
Et særligt historisk tilfælde er abbedissen Benedetta Carlini (1590-1661), der viede sit liv til Kristus i et nonnekloster i Pescia i Toscana i modreformationens Italien, hvor tolerancen ikke var fremherskende. Hun blev af den katolske kirke anklaget for at stå i et forhold til novicen Bartolomea Civelli på stedet. Sagen blev af forskeren Judith C. Brown i bogen ”Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun in Renaissance Italy” (1986) tolket som et af de første eksempler på et kønspolitisk martyrium inden for den katolske kirke.
Det er dette biografiske, religiøse og erotiske renæssancedrama, den hollandske instruktør Paul Verhoeven filmatiserer i den aktuelle ”Benedetta”. Veteranen Verhoeven er ikke just kendt som de subtile nuancers mand. I stedet er hans film ofte spektakulære, kitchede og småvulgære – tænk på hans Hollywood-film som ”Showgirls”, ”Robocop” og ”Basic Instinct”. Til gengæld er Verhoeven kendt for sin mangeårige optagethed af kristendommen, der blandt andet resulterede i, at han i 2007 skrev bogen ”Jesus of Nazareth”, hvori han fremstiller Jesus som en eskatologisk profet.
Men Paul Verhoevens europæiske filmproduktion trækker i flere tilfælde i en anden retning end hans amerikanske. Det gælder også ”Benedetta”, hvor den første halvdel af den over to timer lange episke film formår at skildre den ladede, spirituelle og følelsesmæssige side af livet i nonneklostret med intens indlevelse. Verhoeven formår også at fastholde tvetydigheden i forhold til de mirakler, Benedetta både forårsager og oplever igennem sin opvækst i klosteret. Ligesom der er nerve i de religiøse visioner, som vidner om hendes fristelser og gedulgte eros.
Tør de andre nonner i klosteret, anført af lederen Felicita – spillet myndigt af Charlotte Rampling – tro på, at Benedetta modtager sine blodige stigmata af Jesus Kristus? Eller er det et blændværk i hendes religiøse iscenesættelse og stræben efter magt inden for klostrets hierarki? Verhoeven får også sanseligt udpenslet, hvordan Benedettas egentlige sårbarhed ligger i hendes eros, der gradvist tager over og træder ind i stedet for åbenbaringer af lidelsesikonet på korset.
I filmens anden halvdel mættes handlingen i det pesthærgede Norditalien, når anklagerne mod Benedetta internt i klosteret eksploderer, og den katolske inkvisition tager over. Fortællingen om den karismatiske Benedettas begær efter eros og magt udarter i vold og vanvid. Men Virginie Efira er overbevisende god, ja skræmmende, i rollen som Benedetta med en stemme, der kan gå i overgang, når et djævelsk raseri besætter hende. Dertil er ”Benedetta” utrolig flot og animeret filmet, og historisk udstyret efter alle kunstens regler.
Raffineret kan man ikke kalde ”Benedetta”, men effektiv og med mindelser om filmatiseringen af Umberto Ecos klassiker ”Rosens navn” i 1986. Det er så langt fra en af Paul Verhoevens værste film, snarere en af de mere interessante, hvad også nomineringer i 2021 til både Guldpalmen i Cannes og hovedprisen i San Sebastian vidner om. Man er mere underholdt end spirituelt oplyst i dette billedbombardement.
Benedetta. Instruktion: Paul Verhoeven. Manuskript: David Birke og Paul Verhoeven. Fotograf: Jeanne Lapoirie. 131 minutter. Frankrig, Belgien, Holland 2021. Vises i udvalgte biografer landet over.