En norsk beatforfatter

Med oversættelsen af den afdøde norske forfatter Ola Bauers første roman på dansk får vi en helt ny rytmisk, farlig, sørgmodig og let ironisk stemme i nordisk litteratur

En norsk beatforfatter

Hestehovedtågen er en tæt tåge af kommende stjerner, en slags stjernefabrik, der befinder sig midt i Orions bælte. Den udsender ikke selv lys, men lyses op af en brintsky bag sig. Og kommer derved til at ligne netop et hestehoved. Hestehovedtågen er også titlen på den afdøde norske forfatter Ola Bauers eneste roman på dansk, der netop er udkommet på Batzer & Co. som første del af et firbindsværk om drengen Tom der i øvrigt på ikke så få områder skulle ligne forfatteren selv.

Bauer døde i 1999 kun 56 år gammel og nåede at skrive ti romaner. Han er kult i sit hjemland og nævnes på linje med Sandemose, Johan Borgen og Per Petterson. Sidstnævnte kalder ham Norges eneste genuine beatforfatter.

Og anslaget, rytmen, rastløsheden har han tilfælles med netop beatgenerationen. Og med de personer i sin roman, der alle på den ene eller anden måde er ramt af krigen. Vejene åbner sig og lukker sig med en anarkistisk, men også næsten idéløs fremdrift. Nye stjerner fabrikeres, glimter, dør. Lidenskab forvandles til seksualitet, seksualitet til begær, begær til betragtning. Det er frekvensen i sig selv, der gør vild og varm; mens Hestehovedtågen sender sit kølige blå ikke-lys ind over personerne. Og læseren. Der på en gang rives hvirvlende med og sidder tilbage som en ensom planet.

På den måde er Ola Bauers bog i al sin glubske energi således en underlig udetoneret og desillusioneret affære. Skønt den handler om liv og affærer på alle brandbare måder.

Vi er i efterkrigsårene. I det for Tom skelsættende år 1951, hvor han er ti år gammel. Krigen har plantet sine tågeskygger og sender nu som et lys bagfra lige dele livsappetit og træt dødslængsel ind over fortællingens første erotiske trekant. Dén mellem Toms mor, den skønne malerinde Lister, hans far, Store-Tom, der var pølsemager og samarbejdede alt for ivrigt med tyskerne, og fars bedste ven, Munken, der var modstandsmand og Listers elsker og hvis gruppe i 1943 likviderede Store-Tom. Munken bliver taget af tyskerne, kommer i koncentrationslejr, men redder skindet på grund af Listers forførelseskunst over for den lokale gestapochef. Død og sex hedder hjørnestenene. Og Lister får sit lange hår klippet af.

LÆS OGSÅ:
Bestsellerismen

Med den begivenhed starter Toms personlige krig. Vi er i 1945. Han er fem år gammel og ser det hele. Saksen, hånen, moderens stolthed. Senere bliver den nye, sorte hårknude i mors nakke en knytnæve af manglende kontakt mellem mor og søn. Vi er som bror og søster, siger Lister. Og som 10-årig har Tom udviklet sig til den store lurer, altid på listefødder og bekvem afstand. Også da Lister får en ny elsker i jazzpianisten Robert, da Munken vender hjem fra Alaska som prinsen i Toms eventyr, og ikke mindst da trekant nummer to mellem Robert, Lister og Munken fatalt forvandler sig til en femkant med Tom selv og den frodige, barmfagre stuepige, islandske Helga som nye aktører.

Munken er Toms helt, vildmanden, der lærer ham at fiske. Og Helga er Toms første fisk. Hun bliver den bare 10-årige drengs ubændige begær og kærlighed. Alt emmer af erotik. En evig før-lyst. Og han smyger sig i hendes nærhed. Men da Munken en nat lader sig forføre af den islandske vulkan og Tom er henvist til lugtene i hendes klædeskab, hvor han har skjult sig natten igennem, er undergangen nær.

Og Lister? Hun maler skønheden og er på sin egen måde en lige så stigmatiseret betragter som sin søn. Altid på afstand også af de mænd, hun inviterer indenfor og leger kispus med. Indtil den allersidste sætning i romanen, hvor en ny vending muligvis varsles.

Tiden vil forhåbentlig snart vise det. For jeg går ud fra, at de næste bind følger med korte mellemrum. Og at Tom som bærer af den nye tid en dag vil slippe distancen og gå ind i livet.

kultur@k.dk