Prøv avisen
Bog

En stormester giver rutinerne ny dybde

5 stjerner
Knud Sørensens særlige greb er at anskue fænomener, som vi tror vi kender ud og ind, fra overraskende og øjenåbnede synsvinkler. Foto: Poul Erik Bilstrup

Knud Sørensens lyrik om alderdommen er fyldt med overraskende perspektiver og underfundig humor. Den 90-årige digters poesi har mange år foran sig

Et godt digt behøver ikke at omhandle en himmelbegravelse i Tibet eller en sol- opgang over Ayers Rock i Australien, som man har set det hos Ib Michael og Pia Tafdrup. Tværtimod kan langt mindre gøre det, og der findes inden for dansk poesi en tendens til, at man fokuserer på det skjulte og tilsyneladende ubetydelige. Blandt stormestrene inden for denne metier kan man nævne Peter Laugesen, Klaus Høeck og Klaus Rifbjerg, men også dansk poesis alderspræsident, Knud Sørensen, der netop har rundet de 90 år, er en vigtig repræsentant for en sådan digtning.

I Knud Sørensens digtsamling ”Inden så længe” finder man et poetologisk digt, hvor dette udtrykkes prægnant:

”Søgende/ rundt i det almindelige/ efter det/ jeg har overset/ og søgende/ dernede i det banale/ efter en ny dybde i rutinerne.”

I Sørensens poesi registreres de små og undseelige foreteelser, som optræder i hverdagen, og digterens særlige greb er at anskue fænomener, som vi tror vi kender ud og ind, fra overraskende og øjenåbnede synsvinkler. Det drejer sig, som titlen ”Inden så længe” udpeger, ofte om refleksioner over det at blive gammel og have udsigt til døden, og det sker i et tonefald, der raffineret blander melankoli og humor.

En herlig tekst har en konkret tilgang til talemåden om at blive indhentet af alderen:

”Det var i dag/ den 26. juni 2017/ at jeg måtte erkende/ at min alder havde indhentet mig/ jeg/ var på vej op ad en sti/ til toppen af den klit/ hvorfra jeg skulle se/ den hele verden/ da mine skridt/ pludselig/ blev usikre/ og jeg måtte sætte mig/ på stiens kant”.

Et andet digt hedder ”Afsked” og indledes med en højtidelig apostrofe, der punkteres i en finurlig reference til den konkrete omverden:

”Og I mine ord/ vil en dag forlade mig/ den dag/ hvor I har fået smag/ for andre landskaber/ og søger/ et nyt tastatur.”

Mest gribende er Sørensen i sine naturdigte, som ingen andre nulevende dansk digter laver bedre. Her er der tale om en oplevelse af solidaritet og sammenhæng med naturen, der på én gang anskues i et nøgternt og et metafysisk perspektiv:

”Jeg fornemmer/ at der lige under den jord/ jeg går på/ er en kæmpehånd/ der har strakt sine fingre op/ i rummet/ og ladet dem springe ud/ i grønt.”

Et andet digt ser digterens egen død ”inden så længe” spejlet i et forskelsløst vinterlandskab:

”Hele den vide verden/ er hvid i dag/ kun et par nøgne kviste på æbletræet/ som må have sitret under nattens åndedrag/ og en enkelt brunklædt hundeelsker/ på morgenvandring med sin terrier/ kan fortælle mig/ at det endnu ikke er min evighed/ der venter derude.”

Det er godt lavet. Og digtet efterlader i hvert fald ingen tvivl om, at Knud Sørensens poesi vil leve langt ind i fremtiden.