Når man ringer til folk med forstand på det danske museumslandskab og fortæller, at man er ved at sætte sig ind, hvordan statsstøtten til de danske museer fungerer, er der én vending, der går igen. Et tørt: ”Held og lykke!”
Selv for dem, der arbejder med området, eksperter og museumsfolk, kan meningen med det nuværende støttesystem, der hører under museumsloven, være svær at finde. Støttesystemet er blevet kaldt både ”uigennemskueligt”, ”uretfærdigt”, ”geografisk skævvredet”, ”uforklarligt” og ”historisk betinget”. De seneste tre kulturministre har da også lagt op til at ændre det, men indtil videre er det blevet ved snakken.
Senest skriver kulturminister Joy Mogensen (S) i et svar til Folketinget den 25. oktober, at hun ”ser et stort behov” for at komme videre med diskussionen om de statsanerkendte museers tilskud, men at der også er ”betydelige udfordringer”, da det ifølge ministeren er et ”komplekst spørgsmål”.
Hvorfor er det så svært? Og er der andre, dybereliggende problemer, der gør, at museumsstøtten er blevet en politisk varm kartoffel?
”Det er jo et stykke arkæologisk arbejde, du skal i gang med,” lyder det, når man spørger Bertel Haarder (V), der var kulturminister i perioden 2015 til 2016.
”Det bliver vanskeliggjort af, at det hele har historiske forklaringer. Der er museer, der får store tilskud, fordi de oprindeligt blev oprettet af et amt. Det er derfor, et museum som Arken får et kæmpe tilskud. Det er, fordi det blev oprettet af Københavns Amt, som gav dem en hel masse penge. Og da så amtet blev nedlagt, så overtog staten både forpligtelsen og tilskuddet. Og derfor får Arken et på papiret helt urimeligt stort tilskud. Men det har jo en historisk begrundelse,” siger han.
Ved strukturreformen i 2007 blev amtsmidlerne, som Bertel Haarder nævner, konverteret til statstilskud, og dette er tidligere i debatten blevet udnævnt som én af de helt store brister ved støttesystemet. Også andre museer, eksempelvis Museum Sønderjylland, får statsstøtte på den baggrund, mens tilsvarende museumssammenslutninger andre steder i landet får et lavere tilskud, fordi de ikke var tilknyttet det gamle amt.
Det var i Bertel Haarders ministertid, at hullerne i støttesystemet for alvor begyndte at blive synlige, blandt andet efter en langvarig debat om Fregatten Jylland, der til sidst blev ”reddet” med en ekstrabevilling på finansloven efter pres fra Dansk Folkeparti i 2015. Nu er Fregatten Jyllands ekstrabevilling udløbet. Det samme gælder for Herregårdsmuseet Gl. Estrup, der mangler millioner i budgettet i forhold til tidligere år. Og det bliver igen tydeligt, at hullerne i støttesystemet fører til politiske pengegaver til nogle frem for andre, pengegaver med en udløbsdato.
Frank Birkebæk, tidligere direktør for museumssammenslutningen ROMU, der tidligere har været inde over det politiske arbejde med at gentænke museumsstøtten, forstår de ramte museer:
”Nogle museer har været dygtige til at få forøget deres statstilskud, og de har så fået et statstilskud, som er meget højt i forhold til andre museer i lignende situationer. Hvis man ser på ellers sammenlignelige museer, kan man opleve, at det ene får et meget højt statstilskud, og det andet får et meget lavt tilskud. Når et museum står til at miste penge, som de fuldt berettiget har bygget deres drift på, så reducerer man også den virksomhed, som man i god tro har bygget op. Så jeg forstår godt, at der er en stor frustration,” siger han.
Med Bertel Haarders ord lyder det sådan hér:
”Når man flytter rundt på pengene, så hører man kun utak. De, der får mere, de takker ikke, de vil gerne have endnu mere. Og de, der får mindre, de raser,” siger han.
Mette Bock (LA), der overtog kulturministerposten fra Bertel Haarder i 2016 havde det også som en mærkesag at få ”gennemlyst” statsstøtten til museerne med henblik på en mere retfærdig fordeling. Hun nedsatte to såkaldte ”visionsgrupper” af to gange to mand, der fik til opgave at tænke ”ud af boksen” og komme med to forslag til modeller for et nyt system for fordeling af statsstøtte til museerne.
Den ene visionsgruppe bestod af ROMUs Frank Birkebæk og konsulent Lene Bak, den anden af tidligere generaldirektør i DR Christian S. Nissen og Danish Crowns kommunikationschef Astrid Gade Nielsen. Grupperne arbejdede i lidt over et år på at komme med to forslag, der blev præsenteret ved en konference for museumsfolk fra hele landet på Docken i København i februar 2018. Her var jublen til at overse, og ingen kunne rigtigt tilslutte sig noget af det, der var blevet foreslået – sådan udlægger Flemming Just, formand for Organisationen Danske Museer, det.
”Mette Bock nedsatte jo de hér to grupper. Men jeg vil egentlig ikke kalde det ekspertgrupper, for der var kun et museumsmenneske i den ene gruppe,” siger han.
Forslagene fra grupperne blev ifølge ham hurtigt fejet af bordet, men der blev arbejdet videre med at gentænke støtten i et politisk rum, hvor ni politiske partier, på det tidspunkt samtlige partier, bakkede op om et nyt system.
Forhandlingerne gik dog i stå samtidig med valgkampen i 2019. Men øvelsen dengang var i virkeligheden begrænset, mener Flemming Just.
”Den handlede kun om, at pengene skulle fordeles anderledes. Men det er alt for snævert bare at se på at ændre støtten, det bliver bare til et slagsmål om at tage fra nogle og give til andre. I virkeligheden er de slagsmål, vi ser, også udtryk for, at museumslandskabet de seneste 15-20 år har udviklet sig helt kolossalt,” siger han.
”Siden vi sidst fik set på museumsloven i 2002, er der kommet et langt større forventningspres fra publikum på museerne, kommunerne spiller en anden rolle, og det forventes af museerne, at de spiller en aktiv rolle i samfundet og kan indgå i forskellige samarbejder. At man for eksempel også som museum forventes at levere til social- og sundhedsområdet var ikke på tale for snart 20 år siden,” siger han.
Den danske museumslov har fem ”søjler”; indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Det er de opgaver, alle de statsanerkendte museer skal løse med de forhåndenværende midler. Ved den seneste reform af museumsloven i 2002 blev det et krav til museerne, at de skulle være mere forskende for at få støtte, og forskningsforpligtelsen har blandt andre Nationalmuseets direktør Rane Willerslev italesat som et problem. At det eksempelvis ikke giver mening for ham ”at have en forsker siddende ovre i Jelling”, fordi der er en afdeling af Nationalmuseet dér, hvis de andre forskere sidder i København.
Der findes både statsanerkendte og statslige museer i Danmark, og Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst er for eksempel statslige. Der er flere grundlæggende spørgsmål, vi skal besvare, før vi kan fordele støtten rigtigt, mener Flemming Just, og måske skal der skelnes mere:
”Hvad skal der til for at være et statsanerkendt museum? Hvilke opgaver skal de løse, og hvilke opgaver skal statslige museer løse? Kunne det ikke være en idé, at en del af støtten er afhængig af, hvor godt museerne løser deres opgaver? For eksempel hvor gode, de er til at tiltrække børn og unge, og hvor mange ikke-statslige midler de henter? Der er nok at tage fat på, synes jeg.”
Flemming Just ønsker sig et rigtigt ekspertudvalg, der kunne give et uvildigt syn på, hvordan støttesystemet fungerer, hvori fejlene består, men også komme med blikke udefra:
”Bare det at se på, hvordan man har indrettet sig i Holland, Sverige eller Norge, det har man ikke gjort. Og egentlig synes jeg, det er et ret beskedent ønske fra museernes side, at man gør sig den ulejlighed at gennemlyse området,” siger Flemming Just.
Mette Bock efterlod ”bolden” lige uden for mål. Joy Mogensen samlede den op ved Røddingmødet i 2019, hvor hun lagde op til, at hun i sin ministertid ønskede at tage museernes situation op igen. Det er dog ikke sket indtil nu, og det seneste svar fra ministeren på området er tøvende.
Hun kan vælge at skyde bolden til hjørne igen. Hun kan også vælge at trille den ind på banen og lægge op til en revision af støttesystemet alene i et politisk forhandlingsrum. Eller hun kan vælge at gå hele vejen og efterkomme museernes ønske om en total gennemlysning af museumsområdet ved eksperternes hjælp.
Ifølge Lise Lyck, ekstern lektor ved Handelshøjskolen i København, CBS, der har fulgt museumslandskabet igennem en årrække, er der ingen anden vej end at få lavet en ny museumslov:
”Der kommer mange værdidomme ind i det her. Fordi man ikke har en klar museumslov, så bliver skønnene større ved tildeling. Og når skønnene bliver større, bliver der typisk større utilfredshed, og mange kan føle, det sker på et skævt grundlag,” siger hun.
Hun ser de mange gode intentioner for museerne, som de er nedfældet i museumslovens fem søjler, som et sted, man kunne begynde. For måske er det bare ikke alle museer, der laver god forskning. Til gengæld kan det være, de tiltrækker turister.
”Man skal være mere præcis med de kriterier, man fordeler efter. Man skal ligesom sige, vi kan ikke have alle former for formål uden en form for vægtning. For så vil man hele tiden komme ud i det der med, hvordan skal man rent faktisk foretage prioriteringerne,” siger Lise Lyck og slutter med et muntert ”held og lykke med rodet”!
I sidste ende er det en holdindsats, men kun én kan sætte det lange seje træk med at få bolden i mål i gang, og det er Joy Mogensen, påpeger Flemming Just.
”Hvis jeg var i kulturministerens sko, ville jeg gribe det med kyshånd som et projekt, hvor hun kunne være med til at sætte et mærke for fremtiden.”