Prøv avisen
Bog

Ny tilgang til skoledebatten er god, men kunne være fantastisk

4 stjerner

Alexander von Oettingen kunne berige dansk pædagogisk debat, men hans negative tilgang gør bogen uforløst

Ved Folkemødet på Bornholm i 2018 debatterede daværende minister Merete Riisager og Anders Bondo undervisning under titlen ”Pissedårlig undervisning”. Begrebet er både uskønt og indimellem befriende. Pædagogisk debat udarter ofte til en blanding af det indlysende og det blåøjet idealistiske. Pædagogikken skal jo hjælpe vores børn, og vores børn er fremtiden. Da intet er vigtigere end vores børn og fremtiden, er der ingen ende på, hvor mange og hvor høje idealer emnet får frem.

”Pissedårlig undervisning” eller negativ pædagogik er virkelighedens den hårde mod-stemme: ”Den er negativ og skeptisk over for pædagogisk praksis, teori og forskning, der ophøjes og overophedes.” Meget undervisning mislykkes, de mange millioner investeret i iPads og bærbare har ikke rykket skolen en tomme, undervisning er i virkeligheden en sur pligt, børnene ikke selv har valgt, og den er kunstig ved at skulle føre barnet ind i livet, mens den selv er uden for livet. Endelig er det højst usikkert, om barnet begynder at lære og tænke selv, altså om undervisningen fører frem til læring.

Alt dette giver frisk luft, og når von Oettingen kritiserer folkeskolens utallige mål, som ingen kan huske alligevel, og vores liggen på maven for enhver form for evidens, har han en god sag. Disse afsnit er opløftende læsning.

Men kraftig udluftning giver også kolde lokaler. Som von Oettingen selv spørger, ”kan pædagogik tage afsæt i det skeptiske og negative?”. Svaret er naturligvis nej, og von Oettingen formulerer sig indimellem også positivt: ”Når man ikke kan opbygge og udvikle gode kollegiale samværsforhold og en faglig kultur, er dødsstødet rettet mod al undervisning og skoleudvikling.” Det er helt sandt, og det er netop de punkter, konceptet ”Professionel kapital”, som Danmarks Lærerforening arbejder klogt med, fremhæver. ”Professionel kapital” påstår, at en god skole kræver dygtige, veluddannede lærere, der styrker hinanden gennem samarbejde, og ud fra erfaring og tillid fra ledelsen kan træffe de mange hurtige beslutninger, en lærer træffer hver dag. Lærersamarbejdet er den engelske skolekulturs positive træk. Derfor giver det dårligt mening, når von Oettingen latterliggør ”Professionel kapital” som en form for økonomisk tænkning.

Og det er netop denne ellers udmærkede bogs problem, at von Oettingen gør sig sagen for nem, tænker lidt for kvikt og skriver for hurtigt. Han har skrevet en god bog, men kunne have skrevet en fantastisk bog: Dansk pædagogisk diskussion er hæmmet af, at uddannede danskere i dag kun læser dansk og engelsk.

Derfor møder vi så tit også den engelske skolekulturs dårlige træk: læringsmål, test, output-styring og rankings. Men dansk skoletænkning hviler på den tyske dannelsestanke om ”Bildung” fra von Humboldt. Modsat de fleste kender von Oettingen den, for han kan tysk. Han skulle have udviklet de korte, men fine afsnit, hvor han bare antyder, at vi skal have fokus på undervisningens indhold og den almene dannelse, vi ønsker børnene skal opnå, så de gennem en bred fagrække som folkeskolens og det almene gymnasiums får indsigt i sig selv, kan deltage i det nære fællesskab og være borgere i et demokratisk samfund.

Men uanset denne indvending er ”Pissedårlig undervisning” en befriende bog, som alle med interesse for skolen bør kende.