Prøv avisen
Mit læseliv

Josefine Klougart: En ny verden åbner sig gennem litteraturen

Jeg læser alle steder, og tidligere kunne jeg også skrive alle steder, men jeg ved ikke, om det er alderen, der begynder at trykke, eller hvad det er, der foregår, men jeg synes, jeg bliver mere og mere sart i forhold til larm og forstyrrelser, siger forfatter Josefine Klougart. Foto: Nanna Navntoft/ritzau

Forfatter Josefine Klougart er netop kommet hjem fra Schweiz, hvor hun som gæsteprofessor har undervist i verdenslitteratur. For hende handler det at læse om at opdage verden gennem sproget

Jeg er netop kommet hjem fra Schweiz, hvor jeg som gæsteprofessor på Universitetet i Bern har undervist i verdenslitteratur.

I den forbindelse har jeg læst mange af de forfattere, som har betydet mest for mig. Særligt har jeg været optaget af Virginia Woolfs essay ”Et rids af fortiden”, hvor hun reflekterer over, hvordan man skriver et menneske eller et liv frem i biografier eller romaner.

Det bliver, som alt Woolf rører ved, til en bog om eksistens som sådan, mere specifikt om erindringen og om kunsten som en portal til den menneskelige grunderfaring af altings forbundethed. Den tanke har altid været central i mit forhold til litteraturen, at litteraturen er det sted, hvor vi kan åbne os selv for denne erfaring, som er en form for erfaring af kærlighedens yderste potentiale; at det er dét, litteraturen skal.

Forbundetheden er en hjørnesten i al god litteratur – og dét, der træder frem, når jeg gennem de sidste par måneder har genlæst Sándor Márais ”Dagbøger 1984-1989”, Inger Christensens ”Alfabet”, Svetlana Aleksijevitjs ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, J.P. Jacobsens ”Niels Lyhne”.

At litteraturen kan skabe en forbindelse ikke bare mellem mennesker, men mellem alt levende, en vibrerende følelse, som jeg i mangel af ord, kun kan kalde kærlighed.

Det at læse stor litteratur handler om at læne sig ind i et andet sprog for igennem dette nye sprog at opdage en verden; en verden, du ikke vidste, eksisterede, men som nu træder frem for dig med en særlig kraft – lige dér, midt i det liv og den verden, du kendte så godt, at du måske var begyndt ikke at se ordentligt efter, ikke at gøre dig umage med at mærke og elske.

Jeg læser alle steder, og tidligere kunne jeg også skrive alle steder, men jeg ved ikke, om det er alderen, der begynder at trykke, eller hvad det er, der foregår, men jeg synes, jeg bliver mere og mere sart i forhold til larm og forstyrrelser. ”Stigninger og fald”, ”Hallerne”, ”Én af os sover ”og ”Om mørke” blev skrevet til lands til vands og i luften – på caféer og i hjørnet til en børnefødselsdag. Nu har jeg brug for mere ro. Jeg rejser meget og kan godt lide at ligge i hotelsenge og læse og skrive.

Det lyder luksuriøst, og er det sådan set også, men bare rolig, min ryg straffer mig hårdt for det, og jeg har altid hjemve.