”Det er jo vildt med livet. Man higer efter sin Lotte, sin Beatrice eller sin Tadzio, og så går det bare én vej. Ned.”
Min ledsager sukker lettere diabolsk, og jeg mistænker ham for at finde et vist velbehag i sin erkendelse. Som et svedende, sminket og rallende lig er Bro i skikkelse af den store kunster Gustav von Aschenbach netop flydt ud af eksistensens krævende individualitet og ind i sin forløsningsdød i en veneziansk liggestol, mens han betragter den 12-14-årige polske dreng Tadzio.
Sex, død og forløsning smelter sammen i en uhyggelig opløsningskulisse, hvor von Aschenbach klogt raser over mødet med denne ursump: ”Jeg havde for længst lært min lektie om gudernes dans på Olympen!” Den lektie er ikke kompatibel med dødens erotik, og derfor går det, som min ledsager konstaterer: ned.
Folketeatret har skrevet Thomas Manns novelle om til det, de kalder en ”dobbeltmonolog”, hvor Nicolas Bro er alene med sit publikum. Her er der tale om en dobbeltmonolog, fordi man har givet Tadzio en selvstændig stemme, hvilken Bro også spiller i blændende overgange mellem den homerisk-elegante dreng og den klamme gamle mand, sølet til i ”råd og amoral”, som det hedder sig.
Det monologiske er velvalgt, fordi Thomas Manns oratoriske mesterskab får lov at klinge. Nicolas Bro spiller det indledningsvist let overstyret, hvilket gør, at den støt faldende kurve mod opløsningen ikke bliver så prægnant. Til gengæld understreger denne overstyring så Aschenbachs uholdbare kunstbygning desto bedre.
I Bros høje taletempo sejler vi snarere med fuld damp mod døden, end vi adstadigt vugger i gondolen. Men det har jo også sin charme, og det understreger faktisk tekstens storhed på sin egen måde. Befriende, at Folketeatret her tør stole på forlægget - noget, de københavnske scener sjældent magter.
Den største ændring i forhold til originalen er som nævnt, at man har givet Tadzio egen stemme. Det fungerer til tider ikke optimalt, fordi det er så svært at nå op i Manns formmæssige skylag. Derfor ligger Tadzios replikker et stykke under Aschenbachs, målt i forhold til den største af alle synder: litterær kliche.
Til gengæld har man fanget Tadzios personlighed forbilledligt. Når nu den skal opfindes til lejligheden, er det forrygende, at Jakob Weis, der har dramatiseret stykket, bevidst eller ubevidst har givet ham den typiske overkloghed, som så mange andre af de faktiske unge mennesker i Manns univers har. Tadzio minder i slående grad om den unge Tonio Kröger, især i sin betagethed af den jævnaldrende ven. Deres pubertære, homoseksuelle udskejelser er for tydeligt markeret, men Tadzios ondskab og indsigt på trods af sine 12 somre er vældig mann'sk, og det fungerer.
De 95 minutter, dobbeltmonologen tager, er lige i overkanten, og halvvejs mister damperen en smule af sin dødskraft til fordel for et mere forsimplet kærlighedsmotiv, hvor von Aschenbach og Tadzio leger med hinanden. Men både den første og sidste halve time iscenesætter på forbilledlig vis forholdet mellem erotik og dødslængsel.
”Dit smil er en ode, det er sandt,” siger von Aschenbach med blikket higende efter sin Tadzio. ”Døden i Venedig” på Folketeatret er også en ode til Mann, og det er sandt.
Aschenbach konstaterer, at ”alt virker efter forskrifterne i denne by” - fordi den inkarnerer tilværelsens mørke beskaffenhed. I denne omskrivning fungerer alt også efter forskrifterne: nedad, mens man higer efter sin Tadzio - og opløsning.
kultur@k.dk