Danmark er et ørige. Det ved vi selv, og nu ved det store udland det også. Medier fra lande både inden for og uden for Europa har skrevet artikler om særligt én af øerne. Berømmelsen er tilfaldet Lindholm i Stege Bugt, og baggrunden er regeringens forslag om at placere kriminelle og udviste udlændinge på øen.
Også herhjemme har der været skrevet og sagt meget om det forslag. Formentlig noget mere, end hvis der havde været tale om at anbringe de samme personer et sted, hvor der ikke er vand hele vejen rundt om. Men hvad er det med de øer, der i den grad kan bringe følelserne i kog? Og hvorfor er øer også i fiktionens verden tilsyneladende et uudtømmeligt emne?
”Utopi og ø er næsten det samme,” siger Frits Andersen i et forsøg på at nærme sig et svar. Han er lektor på institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Sydhavsøen. Nydelsens geografi”.
Dermed fører han os tilbage til et af litteraturhistoriens mest berømte øværker. ”Utopia” blev skrevet af englænderen Thomas Moore i 1516, og det er ingen tilfældighed, at forfatteren placerer sit idealsamfund uden pengeøkonomi og privat ejendomsret, men med familien i centrum, på netop en ø.
”Øen er en fænomenologisk grundtype. Det er et sted, vi kan gribe og begribe, når vi ser aftegningen på et atlas, og når vi selv befinder os på en. Den afgrænsning der ligger i, at vi kan komme hele vejen rundt, giver os en fornemmelse af noget velkendt, men samtidig en forestilling om, at noget andet end det velkendte kan ske. Derfor er øer både tiltrækkende og afskrækkende,” siger Frits Andersen.
Det tiltrækkende har han selv skrevet om i sin bog, hvor han gennem flere hundrede års litteratur og kunst fortæller om Polynesien som et sted for sanselighed og frihed.
Det afskrækkende findes der mange eksempler på i den virkelige verden. Fængselsøer som Alcatraz ud for San Francisco og Robben Island ud for Capetown, hvor Nelson Mandela sad fængslet i 18 år, er i dag omdannet til turistattraktioner. I Australien betaler staten stillehavsøen Nauru for at internere bådflygtninge, men i mange år var Australien selv en fængselsø, da englænderne i 1700-tallet gjorde hele kontinentet til en straffekoloni. I Norge findes der et stort fængsel på øen Bastøy i Oslofjorden, og herhjemme var Christiansø indtil midten af 1800-tallet base for mennesker, der var idømt livsvarigt tvangsarbejde.
I Danmark har vi også brugt øer til at huse personer, som samfundet på en anden måde skulle beskyttes imod. Mellem 1920 og 1960 blev et stort antal mennesker anbragt på Sprogø i Storebælt og Livø i Limfjorden, fordi de blev anset som ”kriminelt eller moralsk åndssvage”.
”Der er nok ingen tvivl om, at fængselsøer repræsenterer en frygt, og at inddæmning opfattes som det værst tænkelige. Det er også i det lys, vi skal se den debat, der er omkring Lindholm,” siger Frits Andersen og tilføjer:
”Isolationen er en grundfaktor i forhold til vores forestilling om, hvad en ø er. Også selvom øen ligger meget tæt på land, som det er tilfældet med Lindholm.”
Christina Vorre, der er cand.mag. i dansk og historie, skrev for to år siden bogen ”Forladt” om ubeboede, danske øer. Nu er hun ved at lægge sidste hånd på en ny bog med titlen ”De sidste øboere”, der handler om dem, der er blevet boende på småøerne.
”En ø er en lille verden i sig selv. Samtidig er den en slags maggiterning på verden, og derfor føler vi os både draget og frastødt,” siger hun.
Ifølge Christina Vorre boomer besøgene på de danske øer i de her år, eksempelvis har Mandø i Vadehavet i år haft 100.000 besøgende.
”Øerne repræsenterer en drøm om det enkle, om at geare ned. Men det, som er dragende, er samtidig lidt angstprovokerende, for hvad sker der, når den sidste færge er sejlet?”.
Kigger vi ind i fiktionens verden, handler det afskrækkende mest om, hvordan mennesker opfører sig, når de, enten med fuldt overlæg eller som en tilfældighed, ender sammen på en ubeboet ø. I den britiske roman ”Fluernes Herre” og i den danske ungdomsfilm ”La’ os være” er det børnene, der har magt, fordi der ingen voksne er på øen. Det ender rent galt.
I Dennis Lehanes roman ”Shutter Island”, der er filmatiseret af Martin Scorsese, udspiller handlingen sig i et fæstningsagtigt hospital for sindsyge forbrydere, og også her er øen et sted, hvor der gælder andre normer og love. Og så er der naturligvis klassiske ”Robinson Crusoe”, der er mutters alene på sin ø og tvinges til at opfinde alting forfra.
Af nyere dato findes den tyske forfatter Judith Schalanskys bog ”Atlas over afsidesliggende øer. Halvtreds øer, jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til”. Heri ligger fascinationen ikke alene i øen som utopi, men som en reel umulighed. Schalansky er opvokset i det forhenværende DDR og benyttede sig som barn af et verdensatlas til at foretage de rejser, som ikke var mulige for hende. Hun vælger øerne, fordi de i fantasien repræsenterer en afgrænset mulighed for, at noget nyt kan opstå. Det handler ikke om idealsamfund, men om steder, hvor utopi og dystopi går hånd i hånd.
Og sådan er det altid med øboerne, sådan som de er skildret i fiktionen, mener Frits Andersen.
”Med utopi følger dystopi. Det skønne sammenholdt med det samfundskritiske og normløse. Det er ikke øernes skyld, altid menneskenes,” siger han.
I det kommende forår bliver det faktisk muligt for 12 danskere at opleve, hvordan det er at bo og fungere sammen på en øde, tropisk ø. Danmarks Radio planlægger nemlig, hvad de kalder ”et stort, nyt dokumentarisk eksperiment” med titlen ”Øen”. De 12 mennesker, der selv skal melde sig til, vil blive efterladt på øen kun med vand nok til et døgn. Herfra skal de selv klare sig i en måned og selv dokumentere, hvad der foregår. De bliver altså ikke fulgt af et filmhold eller andre indblandinger fra verden omkring dem.