Det er en hæsblæsende rundtur gennem nyere tysk historie og de senere års politiske drama om flygtningekrisen med stærkt fokus på forbundskansler Angela Merkels eroderende autoritet og de historiebevidste tyskeres besættelse af stabilitet, som Lykke Friis tager læserne med på i sin nye bog, ”En kuffert i Berlin – rejse i Angela Merkels Tyskland”.
Hæsblæsende, fordi den kendte tysklandsekspert skriver, som hun taler – det går stærkt og er krydret med et hav af kuriøse anekdoter – og hæsblæsende, fordi der er sket skelsættende forandringer i tysk politik og samfundsliv de senere år.
Med en tysk mor og en dansk far har hun efter eget udsagn altid haft en kuffert stående i Berlin og brugt Marlene Dietrichs sangklassiker af samme navn som mentalt soundtrack. I dag har den tidligere klimaminister for Venstre, EU-forsker og prorektor ved Københavns Universitet dog pakket kufferten ud i den tyske hovedstad, nu da hun har skiftet spor og er tiltrådt som Berlingskes korrespondent i Berlin. Og hendes talent som formidler er uomtvisteligt.
Bogen giver et grundigt indblik i forløbet fra sidste års tyske valgkamp frem til denne sommers EU-topmøde, hvor en på hjemmefronten hårdt presset Merkel nok en gang kæmpede for sit politiske liv. Lykke Friis formår at servere alle detaljerne i en letlæst fortælling, som til tider lider under for megen sprogafsmitning fra tysk, men som vinder ved at være spækket med relevante historiske referencer.
Vi er med til partikongresser og valgmøder, hvor stemningen er på kogepunktet med Alternativ for Tyskland som indpisker. Vi er med på valgaftenen i september, da Angela Merkel prøver at få solgt et skuffende valgresultat som en sejr. Vi er med, da det for første gang i forbundsrepublikkens historie ikke lykkes at få en koalitions- regering på plads hurtigt efter et valg. Der skal gå mere end 160 dage efter valget, inden CDU-formand Merkel i marts i år endelig får lokket de dybt splittede socialdemokrater med i endnu en samlingsregering. En regering, som lige siden har demonstreret alt andet end samling, primært på grund af et evigt ulmende opgør mellem kansleren og hendes bayerske indenrigsminister Horst Seehofer fra søsterpartiet CSU. Sammen med Merkels udhuling af CDU’s kristne og konservative værdier har det udløst en diskussion i hendes eget kristendemokratiske bagland om, hvor længe Tysklands kansler gennem 13 år kan blive siddende.
Lykke Friis får formidlet dette drama indlevende, fordi hun fra august sidste år frem til juni i år ad flere omgange er rejst rundt i det store land. Uanset om hun beretter fra østtyske byer som Görlitz og Cottbus eller vesttyske byer med historisk vingesus som Bonn og Nürnberg, er det tydeligt, hvor omfattende en brydningstid Tyskland befinder sig i i disse år. Ikke blot som følge af Merkels tre år gamle beslutning om at holde grænserne åbne for titusinder af syriske flygtninge og det kontroltab, mange tyskere efterfølgende har følt. Men også som følge af de forandringer, som globaliseringen og store arbejdsmarkedsreformer har medført, så tyskerne nu befinder sig i en af de største identitetskriser siden Anden Verdenskrig.
Men det lykkes desværre ikke rigtigt at få besvaret spørgsmålet, hvad det vil sige at være tysk i dag, som forfatteren selv stiller i bogen, blandt andet fordi hun for sjældent giver ordet til de helt almindelige mennesker, hun møder på sin rundrejse.
Som det fremgår af opremsningen foroven, går der for meget politik og namedropping i den, så det også for den i forvejen tysklandskyndige kan være svært at bevare overblikket.
Og det er en skam. For som Lykke Friis selv skriver i forordet, er bogen ”i høj grad skrevet i håbet om at kunne inspirere flere til at interessere sig for vores store nabo i syd”, især nu da Tyskland er rykket endnu tættere på, fordi vores to hidtil nærmeste samarbejdspartnere, USA og Storbritannien, med Donald Trump i Det Hvide Hus og den forestående Brexit fjerner sig længere og længere fra os. Forfatteren mener med rette, at vi har brug for at forstå Tyskland bedre.
Det lykkes hun med langt hen ad vejen, især de steder i bogen, hvor hun analyserer og perspektiverer frem for at referere over stok og sten. Især kapitlet med portrætter af Merkels mulige arvtagere i CDU gør læseren klogere på, hvilken kurs Tyskland ventes at slå ind på i fremtiden.
Men det fremmer ikke forståelsen, når forfatteren ynder at strø om sig med utallige tyske udtryk på snart sagt hver anden side. Når hun eksempelvis skriver, at indvandrerne i 1970’erne blev betegnet som ”Gastarbeiter”, fordi de skulle hjem igen, kan man spørge sig selv, hvorfor det tilsvarende danske ord, gæstearbejdere, ikke var brugtbart. Hvis Lykke Friis for alvor vil gøre danskerne klogere på Tyskland, bør hun fremover muge ud i sine mange tyske yndlingsudtryk. Desuagtet er denne ”guidebog” et første vigtigt skridt på oplysningsvejen.