Prøv avisen

En opsang og et par tips til livets kampe

Foto: Gyldendal

Man er i godt selskab med Manchester Uniteds legendariske træner Alex Ferguson, der i sine erindringer fortæller oplysende og underholdende om især sidste halvdel af karrieren

At være fodboldtræner i ambitiøse topklubber er en usikker beskæftigelse. Et godt navn og alskens tidligere meritter, måske endog pokaler og titler i seneste sæson hjælper ikke, hvis man først løber ind i en stime nederlag. Så kan det betyde ud af vagten. Alene derfor er skotten Alex Ferguson en legende. I 27 år, fra 1986 til 2013, sad han som træner for en af Englands og verdens mest ikoniske fodboldklubber Manchester United, indtil han selv valgte at gå på pension.

Man vil gerne høre fra hestens egen mund, hvordan den kom til at udgøre en sådan undtagelse, og det kan man komme til i Mine erindringer, hvor Ferguson har fortalt sit liv til Paul Hayward fra Daily Telegraph. Bogen er fortræffeligt skrevet (og oversat). Man får, ikke ulig David Lagercrantz nyklassiske bog om den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic, fornemmelsen af et karakteristisk, levende menneske, der sidder og fortæller én en masse gode historier. I dette tilfælde over et glas portvin ved den buldrende kaminild, måske med en enkelt afstikker til en pint på en pub.

LÆS OGSÅ: Detaljeret bog om tysk apostel

Ferguson virker ikke som et systemmenneske, en fodboldnørd. Vi hører ikke meget om taktik og systemer, han forholder sig meget til de enkelte spillere og kombinationen mellem dem. Samtidig mærker man opmærksomheden på de lange linjer. Ja, lige nu går det meget godt, men hvad med om fem år? Det skal man måske lige til at overveje. United har kørt på en blanding af spektakulære indkøb som Cantona, Ronaldo, van Persie og så hjemmeavlede spillere med en ekstrem grad af trofasthed og loyalitet som Ryan Giggs, Paul Scholes, Gary Neville og så videre.

Ferguson virker meget inter-esseret i mennesker. Der er kapitler om Beckham, Rio Ferdinand, Ronaldo, Roy Keane, Roy van Nistelrooy og Wayne Rooney, om trænerkolleger (rivaler) som José Mourinho og Arsene Wenger. Han er ikke bange for slagsmål, har taget sine ture med både dommere og presse.

Man kan mærke, at han er fra den gamle verden.

Jeg kom ud af krigsgenerationen, som indebar, at du er født, og så er det dig. Du var tryg () Min mor sagde altid: Der er hakkekødet, der er kartoflerne, du skal bare sætte det over kl. 16.30. Det var klar til stegning. Så tændte du op, inden de kom hjem fra arbejde.

Verden lå i faste rammer, og det præger selvfølgelig sir Alex. Folk skal opføre sig ordentligt. De kan godt være store personligheder, men de skal have respekt for opgaven, helheden, deres eget talent og det hårde slid. Brokkehoveder og intrigemagere bliver der gjort kort proces med, og Ferguson er ganske hård over for David Beckham. Han kan simpelthen ikke forstå eller acceptere, at Beckham gik mere op i at være et globalt ikon end at være en fremragende fodboldspiller.

I det hele taget har sir Alex det nok lidt svært med den moderne verden, hvor den individuelle spiller udgør sit eget brand med geskæftige agenter og hyperaktiv presse omkring sig.

Han er ambitiøs, han hader at tabe, han foregriber enhver mæthed og stilstand, han psyker modstanderne ved at pege på sit ur og minde dem om, at Man U har en magisk evne til at score i de sidste minutter af enhver kamp. Frem for alt har han en stor og sund selvtillid, og et sted røber han hemmeligheden ved sin succes. Man skal simpelthen være en større personlighed end de stjernespillere, man råder over. Eller man skal i hvert fald selv tro, at man er det. Og få verden til at tro det.

Han har derfor altid slået hårdt ned på kritik, oprør eller spillere, der følte, at de var større end han og holdet. Selvfølgelig var det uheldigt, at han engang kom til at sparke en fodboldstøvle lige op i ansigtet på David Beckham, men så er han vist heller ikke mere ked af det end som så.

Da vores egen Michael Laudrup blev fyret i Swansea, talte man om, at hans aristokratiske og flegmatiske stil ikke passede til de konventionelle forventninger om, hvordan en Premier League-træner skal leve og dø for fodbolden 24 timer i døgnet.

Alex Ferguson har været bedre end Laudrup til at foregive, at han er på den måde, men han ved meget vel, at det ville slide ham op (og gøre ham dårligere i jobbet), så især i sine senere år har han bevidst opsøgt andre interesser for at koble af. Han ejer heste, der løber hestevæddeløb, han interesserer sig for vin, han læser alt om mordet på John F. Kennedy, som han kan komme i nærheden af. For at give sig helt til fodbolden er man nødt til at vide og føle, at der er andet i livet end fodbold.

Og sådan er det nok med det meste. Vi kan alle bruge et par tips og en peptalk af Alex Ferguson, inden vi løber på banen til vore respektive livs kampe.