Prøv avisen

En ordentlig en på hattepulden

-- Det er svært at være menneske, siger en figur hos Storm P., hvortil den anden svarer: -- Ja, men prøv alligevel. I de sidste ord "prøv alligevel" ligger Henrik Jensens projekt. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Henrik Jensen har udviklet sig til en af vore bedste og mest hårdtslående konservative kulturkritikere. Hans nye bog er en fremragende opsang til nutiden

For en del år siden spurgte jeg daværende overvismand Claus Vastrup, om man diskuterede etik inden for samfundsvidenskaberne. Han svarede, at det var han ikke særligt optaget af, og det var også ret ligegyldigt, for det gjaldt bare om at "opføre sig ordentligt".

Dette kortfattede svar i form af en god gammel floskel, kendt fra opdragelse i skole og hjem, kunne måske kalde på en uddybelse, og det har det nu fået af Henrik Jensen i en meget velskrevet bog. Henrik Jensen har udviklet sig til en af vore bedste og mest hårdtslående konservative kulturkritikere. Bogen ligger i forlængelse af to andre omfattende studier, med "Ofrets århundrede" (1998) og "Det faderløse samfund" (2006) som de væsentligste, men langtfra eneste. Her foretager han et stykke mentalitetshistorisk arkæologi, særligt i livsformer og holdninger fra omkring århundredeskiftet 1900 og op mod vor tid.

I "Det ordentlige menneske", en meget mindre bog og uden noter, skydes de kugler af, som er støbt i de foregående værker. Henrik Jensen slår et slag for kulturen, som altid vil være der, hvad enten man fornægter den eller går helhjertet ind i den. Jensen gør det sidste og mener, at det første er et håbløst projekt. Mennesket udspringer altid af en sammenhæng, en etik, et kulturelt mønster, adfærdsformer. At være menneske er at leve i et samfund og dermed binde sig til andre ved hjælp af mange forskellige bånd, hvoraf sprog og moral er de to vigtigste.

"Det er svært at være menneske", siger en figur hos Storm P., hvortil den anden svarer: "Ja, men prøv alligevel". I de sidste ord, "prøv alligevel", ligger Jensens projekt. Det kommer nemlig ikke af sig selv; der skal opdragelse til. Det er ikke en sokratisk øvelse som coaching eller krisehjælp, hvor en coach eller terapeut lokker patienten til at sige det, han eller hun selv mener inderst inde. Men det er en meddelelse af, hvad der er sandt og forkert. Uanset, hvad man selv måtte mene. Sandheden kommer udefra, ikke indefra.

Tilværelsen har en på forhånd givet mening for mennesker, der lever i et givet samfund. Her er det vigtige altid det, som "rækker ud over en selv". Det er altid det, som er meningen, og det, som kendetegner et "ordentligt menneske". At man ikke har sig selv i centrum.

I sin afsøgning af den danske kulturelle situation mobiliserer Henrik Jensen et omfattende materiale af historisk eller sociologisk art. Således viser han, at danskerne i mange undersøgelser fremstår som verdens mest tilfredse mennesker. Hvis det er rigtigt, er det mærkeligt, mener forfatteren, at vi samtidig er så ængstelige og vil forsikre og beskytte os på enhver måde. Men måske er vi dybest set ikke så fortrøstningsfulde, og med god grund, mener Jensen. "Ved en mægtig usynlig centrifugalkraft blev det hele – individer, familier, institutioner, lokalsamfund – hvirvlet ud i alle hjørner, i stumper og stykker og erstattet af en masse bras", citerer Jensen fra Zygmunt Baumann.

"Braset" er ifølge Henrik Jensen blandt andet terapeutkulturen, der kun kan tolke og udlægge, ikke selv sætte en norm. For den har ikke nogen overordnet, fælles norm. Derfor lader den enhver forblive i sin egen mere eller mindre selvskabte kultur i stedet for at arbejde ud fra en fælles samlet ramme. Enhedskulturen som den selvfølgelige fælles ramme er afløst af en balkaniseret kultur, hvor enhver gruppe har sine mediekanaler, sit eget sprog og sin egen symbolik.

Undervejs tager Henrik Jensen et tema op fra "Det faderløse Samfund". Med tilslutning citerer han Margaret Mead for, at kendetegnet på det gode samfund er, om det er i stand til at gøre mændene til gode fædre. Men her står det ikke godt til. I moderne familier er der ingen plads til faderrollen, og i stedet får børnene to mødre, en far-mor og en mor-mor. Herefter er der ikke den nødvendige afstand og autoritet indbygget i familien. Man kommer på fornavn alle sammen, ikke mor og far, men Bente og Børge.

Men børn skal møde autoriteten. Forældre skal være forældre for børnene, ikke venner. "Børnene har venner", som Henrik Jensen siger. Mange forældre siger i dag: Vi har valgt ikke at opdrage vore børn. Men dermed er historien ikke færdig. For uopdragne børn bryder ingen sig om, og de vil få det svært i kommende familier og på arbejdspladsen. Det er derfor en forfærdelig bjørnetjeneste (i den gammeldags betydning af ordet), man gør sin børn ved at svigte deres opdragelse. Social oplæring er et kørekort til samfundet.

Men det forudsætter som før sagt, at man har en fælles kultur og normer og en vis grad af fælles forståelse af, hvad man skal og bør, som man kan opdrage og socialisere sine børn ind i.

At det i høj grad er skolen, der skal give denne undervisning, er der kun lidt bevidsthed om. Ingen fastlagt undervisning, frit valg, alt efter hvad man selv synes. Særligt historieundervisningen kunne man nævne i denne sammenhæng. Den skal ikke være interessant, men vigtig, det vil sige fortælle det fundamentale om vores kultur.

Henrik Jensen har et meget godt eksempel på, hvorledes vi snyder på vægten, og det vil sige ikke vil være ved en fælles kultur og et fælles samfund og dermed ansvar. Vi taler om værnepligt, som indicerer, at det er en kedelig pligt, som det er godt at slippe for. I stedet for at sige, at han eller hun har nået den alder, hvor vedkommende er våbenfør, det vil sige: kan deltage i det fælles forsvar af vor stat og vore værdier. En slags parallel er konfirmationen, hvor man "træder ind i de voksnes rækker" og dermed har nået et nyt trin på samfundets stige.

Hvem bliver taberne? Ja, det gør som sagt børnene, siger Henrik Jensen. Ikke alene fordi ingen vil være sammen med uopdragne børn, men også fordi de vokser op uden at vide, hvad man kan og ikke kan, når ingen fortæller dem det. Hverken forældre eller samfund. Henrik Jensen er således rystet over en 16-årigs mord på en voksen uden for Aalborg. Den unge havde ikke tænkt sig at myrde den dræbte, blot ville han gerne slå en eller anden ihjel den aften. Mordet var altså ikke planlagt, konstaterede retten rationelt, derfor er det teknisk ikke mord, men vold med døden til følge. Men for en voldstype som den 16-årige er vold og mord hele tiden en mulighed og dermed en risiko, og sagen burde behandles derefter, mener Jensen, som fortsætter med at nævne at den pågældende unge mand vil være på fri fod, inden han bliver 18 år, "fuld af energi til genoptage sin karriere".

Hvad er vejen frem? Om fornødent hårdere straffe, og det skal ikke være morsomt at sidde i fængsel. Og man skal sidde der længere, mener Jensen. De nødvendige midler må tages i brug.

Hvad er så Henrik Jensens svar og begreb om det ordentlige menneske? Det er ham og hende, der har fået en ordentlig opdragelse, og vel at mærke ikke blot har hørt om den i en studiekreds i skolen, men har lært den under stadig instruktion i, hvorledes man hilser, klæder sig på, spiser, omgås forskellige aldersklasser og så videre. Men det vigtigste er, at man vil passe ind i sin sammenhæng og gøre en indsats her. Være til stede sammen med andre.

Modsætningen er tidens modefigur, psykopaten. Denne betegnelse var tidligere en psykiatrisk diagnose, men er i dag i virkeligheden blevet et livsideal, hvor man kun har sig selv som horisont, glider af på dybere relationer, ikke spilder tid med at overholde regler og love, men mener, at alt kan lade sig gøre, og at hvis noget er lov, så kan og skal loven laves om. Lyst er nemlig lov.

Nogle vil måske sige, at Henrik Jensen er lidt konservativ. Det er han ikke. Han er brølende konservativ. Og han er det med gode grunde, velunderbygget og klar. Derfor er hans bog en fornøjelse at læse. Selvom man af og til taber pusten, får man altid vejret igen. Der er forskellige løse ender, først og fremmest: hvor kommer det ordentlige menneskes grundlag fra? Skal vi søge en samfundsskabt vedtægt? Skal vi spørge Vorherre (Jensen er en bibelstærk læser og henter mange indsigter fra det kristne univers)? Hvis Jensen vil svare, at det falder uden for opgaven, så kan han have ret. Men når man udtaler sig med så stor autoritet, som han gør, må man have lov at spørge, hvor han har den fra. Han vil formentligt svare, at kulturen altid er noget foreliggende, som man vel ikke behøver at spørge bagfra. Skal vi lade os nøje med det svar?

Jan Lindhardt er tidligere biskop over Roskilde StiftKristeligt Dagblad bragte i lørdags et stort interview med forfatteren om bogen.Henrik Jensen: Det ordentlige menneske. 254 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk