Prøv avisen

En oversætters liv med Knausgård

Karl Ove Knausgård er norsk litteraturs mest omtalte navn i disse år. Han bor i Malmø og er jævnligt i Danmark, som her til litteraturfestival på Louisiana, hvor han satte sidste punktum for sin ”Min kamp”-serie. – Foto: Tore Meek.

Femte bind af Min kamp udkom for nylig på dansk, og snart er sjette og sidste bind på trapperne. For den danske oversætter Sara Koch er det enden på tre års rejse i Karl Ove Knausgårds unikke univers

3000 sider. Ikke så sært, at Karl Ove Knausgård havde tømt sig selv, da han en morgen i efteråret skrev den sidste sætning i Min kamp, bind 6. Bøgerne er også en tour de force for oversætter Sara Koch(billedet), som har arbejdet intenst med den norske forfatters tekster i næsten tre år, når hun bliver færdig sidst i juli.

LÆS OGSÅ: Oversættere ønsker kvalificeret kritik og uddannelse

Mange læsere føler sig genkendt i Knausgårds bøger. De finder trøst i det, der virker som en ærlig beskrivelse af et liv fra én, der ikke lægger skjul på, at han både er god og ond. Han forfalder ikke til at skabe et glansbillede af sig selv. Bøgerne gør også stort indtryk på den danske oversætter:

Jeg græd, da jeg læste bind 1. Jeg var ikke advaret, for jeg læste den så tidligt, at der ikke havde været anmeldelser ude. Jeg græd over forfaldet, frygten for faderen og for, om han kommer tilbage. Hele bind 1 er en spændingsopbygning, der først til sidst løses op i små bidder. For eksempel når vi hører beskrivelser af farmoderen og faderen, der sidder og drikker. Det er tragisk, men også morsomt. Karl Ove Knausgård er en forfatter med humor, og bind 5 er helt vildt morsomt. Han er en alvorlig ung mand med selvironi, siger oversætteren fra en plads ved det brede spisebord i sit hjem.

Hun sidder med ryggen mod vinduet og en himmel, som er sløret af gråhvid vinterdis denne mandag formiddag på Strynø, en halv times færgesejlads fra Rudkøbing. Den 37-årige oversætter virker som et eftertænksomt ordmenneske, der udtrykker sig nuanceret med et tonefald af dansk hovedstad, og hun har et vågent blik bag det kraftige, moderne brillestel.

Der er højt til loftet i den tidligere mejeribestyrerbolig, hvor Sara Koch arbejder og bor sammen med sin norske mand, Morten Gaustad, og deres to piger. Her forvandler hun Knausgårds tekster om barndom, ungdom og familieliv og hans søgen efter en vej ind i litteraturen og verden, til et dansk, som flere anmeldere har rost.

Hendes fascination ligger i sproget, måden, sproget rører ved verden på, i hans naturbeskrivelser og det, at bøgerne kan ses som et litterært eksperiment.

Det er et pragtfuldt sprog, og han tør være rå og ujævn. Hans sprog kan røre ved mig og vise en verden, som sætter sig som en erindring i mig. Når han er så detaljeret, prøver han at pege på verden. Når han går så tæt på det private, bliver det alment, siger Sara Koch.

Hun bliver berørt, ligesom læserne gør.

Jeg har set de køer, der er, når han er ude at læse op. Folk, flest kvinder, skal hen og fortælle ham om deres hemmelige oplevelser. Sådan virker teksterne på læserne. Det handler om den nærhed, han leverer.

Ude af verden fik som den første debutantroman nogensinde Kritikerprisen i Norge. Sara Koch rejser sig og tager en indbundet bog fra en reol ved vinduet: Knausgårds første roman om en ung mand, der som lærer i Nordnorge forelsker sig i en elev.

Den oversatte jeg nærmest i ét flow.

Forrest i bogen ses en dedikation skrevet med blå pen: Til Sara det er en tid for alt, også dedikasjoner til en brillant oversetter av denne bok varm takk fra Karl Ove.

Knausgård var i Danmark, da debutromanen udkom her, sammen med sin bror, vennen Asbjørn og andre, som omtales i Min kamp-bøgerne. Da hørte Sara Koch ham læse op for første gang og opdagede, hvor meget rytmen betyder i hans sprog.

Efterfølgeren, Alting har en tid, handler om engle og fik en masse foromtale og fantastiske anmeldelser i Norge. De sidste 60 sider i det bind er noget af det smukkeste, Sara Koch har læst. Sensommeren før udgivelsen af den første Min kamp gik der så rygter i Norge om, at Knausgård var på vej med noget stort.

Det eksploderede i Norge, i aviser og på net. Twitter, Facebook, alle steder var der fyldt med det. Knausgård blev kritiseret for at skrive judaslitteratur, og han blev kåret som den mest sexede mand. Det kørte bare. Da jeg sad med det, var der ingen her, der kendte ham eller bøgerne, forklarer hun.

Knausgård har sagt, at han gerne vil have, at hun oversætter hurtigt, fordi det er skrevet hurtigt. Der er en umiddelbarhed i det, som også skal ind i oversættelsen. Så hun rå-oversætter og læser bagefter siderne igennem igen og igen for at fange de småfejl, som opstår. Hun vender tit sætninger for at forstærke eller nedtone en effekt eller venter, til bedre ord dukker op.

Han har været venlig, og forlaget har hjulpet meget. Det vigtigste for mig er teksten, ikke Knausgård som menneske. Jeg skal ikke være ven med mine forfattere og er sikkert en bedre oversætter, når jeg ikke er det, mener Sara Koch.

Der er tale om en fin balancegang. En oversætter skal bevæge sig meget i landet og sproget. Vide, hvordan de bestemte klipper ser ud, og hvordan en dialekt lyder. Hvis den danske tekst ikke bygger på en indre erfaring, klinger det hult. Men hvis hun kommer for tæt på mennesket bag bogen, bliver oversættelsen dårligere, har hun erfaret.

Hun har rejst i Knausgårds barndomslandskab ved Kristiansand og været i Bergen, hvor han gik på forfatterskole og på universitetet. Den sommer, hun var færdig med bind 1 af Min kamp og i gang med bind 2, rejste hun og familien til Sørlandet. Hun søgte Kristiansand og Arendal Kommune om et sted at arbejde.

Jeg fik tilbudt et værelse på en lystgård, og så går det op for mig, mens jeg læser bind 2, at Knausgård har siddet her og skrevet. Det var tæt på som om tekst og verden næsten smeltede sammen, og min egen verden og jeg selv forsvandt lidt. Jeg var for meget inde, siger hun.

For at kunne oversætte godt skal hun bygge på sin egen erfaring og sit sprog, ellers bliver den danske tekst en skygge af den norske original.

Oversætteren har mødt forfatteren flere gange.

Jeg har hilst på ham på Louisiana og mødt ham på Diamanten og på Verdenslitteratur på Møn, og han er sød, venlig og professionel. Og så har vi mailet, men det er ikke et venskab. Han har været så opslugt, siger Sara Koch.

For straks at tilføje, at hun kontakter ham, når hun har spørgsmål om hans sprog. Detaljen er vigtig, og hun har for eksempel spurgt ham om ordet fjord.

På norsk kan det betyde både en fjord, altså saltvand, og en lang og smal sø. Jeg skal vide, hvad han mener, siger hun og skubber ærmerne op på sin blå bluse.

Sara Koch står op klokken seks, så den ældste datter kan blive klar til 7.10-færgen og skolen i Rudkøbing. Så oversætter hun om formiddagen, går tur langs vandet i frokostpausen, holder fri noget af eftermiddagen og fortsætter med at arbejde om aftenen, til hun er færdig. For at nå sin deadline bliver hun nødt til at tælle sider og dage og har sat sig et mål for et sidetal pr. dag.

Det tykke og sidste bind 6 ligger opslået ved siden af computeren, når hun oversætter. Hun er nået til side 430. Normalt læser hun hele bogen, før hun begynder for at høre rytmen og om den forandrer sig undervejs. Bind 6 er en undtagelse. Denne gang læser, oversætter og afleverer hun de 1120 sider i bidder, som sendes til gennemlæsning og korrektur hos forlaget.

Jeg er nået til at oversætte det 500 sider lange essay Navnet og tallet, hvor han skriver om Hitlers Min kamp. Her reflekterer Knausgård over, hvad et navn betyder, og hvad det gør, at han bliver nægtet at bruge sin egen fars navn. Han kommer vidt omkring over Shake-speare, Joyce, et Celan-digt, Rilke og Første Mosebogs tekst om ikke at nævne Guds navn, siger Sara Koch.

Småord er noget af det sværeste. Det gælder om at ramme tonen og stillejet. Og hvis hun hugger en hæl og klipper en tå et sted, skal hun bygge lidt på et andet og hele tiden med respekt for teksten. De mange små, fine nuanceforskelle diskuterer hun med sin norske mand, der også oversætter og underviser.

Judaslitteratur er bøgerne blevet kaldt i Norge, fordi forfatteren udstiller sine nærmeste, når han blandt andet skriver om faderen, der drikker sig ihjel, om utroskab mod sin første kone, den svenske svigermors alkoholproblemer, og i 6. bind om sin kones depression. Sara Koch kan sagtens sætte sig ind i de personlige omkostninger, bøgerne har for de nærmeste. Det er dog ikke et etisk dilemma for hende.

Men hvis Knausgård havde skrevet om sin irriterende, lidt for tykke, danske oversætter, ville jeg måske ikke være så begejstret, siger hun og smiler.

Efter nogle intense år med én forfatter tror hun, at det bliver mærkeligt at blive færdig.

Bagefter skal hun oversætte en engelsk roman, som er Booker-prisvinder. Derefter skal hun over i et helt andet univers.

Forfatteren

k.dk/kultur

Oversætteren

Jeg skal være helt usynlig i teksten. Hvis folk læser teksten uden at tænke på, at den er oversat, er det den største kompliment, jeg kan få,” siger oversætter Sara Koch. – Arkivfoto. Foto: Martin Randers