Prøv avisen

En overset arena for modernismen

For Anders Juhl Rasmussen er der ingen tvivl om, at Arena-modernismens forfattere som Poul Vad og Peter Seeberg stadig inspirerer og påvirker de helt unge forfattere fra Forfatterskolen. Foto: Søren Staal.

Litteraturhistorien skal skrives om, mener litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen, der i dag udsender bogen Arena-modernisme. Heri rehabiliterer han forfatterne Per Højholt og Jens Smærup Sørensen

På døren ind til litteraturforsker Anders Juhl Rasmussens kontor på Københavns Universitet hænger en stor plakat, der blev lavet på forlaget Arena, da forfatteren Peter Seeberg sent i sin karriere blev hædret med Det Danske Akademis store pris.

På det tidspunkt var ingen sagkyndige litteraturfolk længere i tvivl om, at Peter Seeberg burde have en central plads i litteraturhistorien som en af modernismens danske fædre, og Seebergs sidste bog udkom også med selvfølgelighed på landets største forlag, Gyldendal.

LÆS OGSÅ: Norge indtager den litterære scene

Anderledes gik det, da han i 1953 sendte sit debutværk, Bipersonerne, ind til det store forlag, der afviste det som noget udueligt makværk, fortæller Anders Juhl Rasmussen, der netop selv har omtalt den historie i sit ph.d.-projekt, Arena-modernisme en position i dansk litteratur, i bogform på Gyldendal:

I en dansk sammenhæng var Seeberg forud for sin tid og skrev en modernistisk roman med en hovedfigur, der ikke udvikler sig som i den klassiske dannelses- eller udviklingsroman. Stilen var meget afdæmpet, næsten tør, og så foregik handlingen i Berlin under Anden Verdenskrig, uden at forfatteren tog stilling til nazismen. Det brød man sig ikke om på Gyldendal dengang, hvor man tænkte mere konservativt. Til gengæld blev Seeberg taget imod med åbne arme af forlæggeren K.E. Hermann, der netop havde startet sit eget lille forlag, Arena, og det blev begyndelsen til et stort, men overset kapitel i dansk litteraturhistorie, siger Anders Juhl Rasmussen, der også er litteraturanmelder på nærværende avis.

I sin bog beskriver han, hvordan Arena var forfatternes forlag, og efterhånden samlede man en række af landets mest eksperimenterende forfattere om at udgive egne og andres bøger.

Arena blev en katalysator for dansk prosamodernisme med sit unikke forfatterfællesskab, der samledes til redaktionsmøder, hvor forfatterne inspirerede hinanden til at være på højde med samtidens litteratur i Europa, men det er en næsten glemt indsats, mener Anders Juhl Rasmussen:

Når litteraturhistorikere taler om modernisme, hentyder de oftest til konfrontationsmodernismen, der fik sit navn efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960. For det er forfatterne fra Gyldendal og det københavnske miljø omkring Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, der siden har fået mest plads i litteraturhistorien. Men mit eget bidrag til historieskrivningen er at pege på, at forfattere som Peter Seeberg, Per Højholt, Poul Vad, Henrik Bjelke, Bent Vinn Nielsen, Jens Smærup Sørensen og Kristeligt Dagblads mangeårige tv- og radioanmelder Leif Hjernøe spillede en mindst lige så vigtig rolle for udviklingen af modernismen herhjemme, siger Anders Juhl Rasmussen.

Fra 1971 flyttede Arena til Jylland og fra 1974 ind på Hald Hovedgaard ved Viborg.

Jeg tror, at der i mange år har været en lille despekt blandt kritikere og litteraturhistorikere over for det jyske Arena. I virkeligheden var det måske Arena-modernismen, der åbnede dansk prosa mod en europæisk horisont.

Det, der karakteriserer Arena-modernismen, er en refleksion over selve det at fortælle. Historierne bliver derfor aldrig rigtige historier, fordi fortælleren hele tiden reflekterer over sig selv og dette at fortælle en historie. Og den verden, der fortælles om, er heller ikke en genkendelig verden, men en verden, som følger bevidsthedens love. Det er som regel førstepersonsfortællinger i indre monolog, og dermed er det heller ikke en genkendelig virkelighed, som de realistiske forfattere beskriver. Det er en indre virkelighed eller en drømt virkelighed, som disse forfattere beskæftiger sig med i et meget eksperimenterende formsprog.

Et eksempel på Arena-modernisternes vilde litterære eksperimenter er Jens Smærup Sørensens roman Byggeri fra 1975, der har to sidestillede jegfortællere, der begge hedder Johan og kan fortolkes som to forskellige og dog ensartede versioner af forfatteren, fortæller Anders Juhl Rasmussen.

Arena var præget af en lyst til at forny sproget, fortællingen og karakterfremstillingen. Man ville ikke skrive romaner, sådan som klassikerne var. Man ville forny genren, og i en periode ville man ikke engang kalde teksterne for romaner, men lange prosatekster uden en egentlig genreangivelse. Man søgte ikke kun fornyelsen for fornyelsens skyld. Litteraturen skal afspejle tilværelsen, og hvis moderniteten er en grundlæggende ny situationen for mennesket, må litteraturen finde helt nye former at tematisere den på.

Arena-modernismen var samtidig et opgør med politiske ideologier og religiøse anskuelser.

Det bærende for Arena-forfatterne var en eksistentiel refleksion over det moderne menneskes vilkår, forklarer Anders Juhl Rasmussen.

Kategorien Arena-modernisme betegner en æstetisk og sociologisk position; det vil sige, at en forfatter som Per Højholt, der udgav sine bøger på Det Schønbergske Forlag, er en del af positionen, fordi hans roman 6512 (1969) ligner de øvrige eksperimenter med romanen, og fordi han deltog i Arenas redaktionsmøder.

Interessen for Arena fik Anders Juhl Rasmussen vakt, da han som ung litteraturstuderende læste et med Arenas forfattere i månedsbladet Press i år 2000.

Siden dengang er han målrettet gået efter Arena-bøger, når han var i et antikvariat eller på et bibliotek. Sidste år udgav han sammen med en kollega de små pamfletter med overskriften Arena-information, som fulgte med udvalgte Arena-bøger, og som man i dag kan være heldig at finde i en gammel bog fra Arena.

Selve ordet Arena-modernisme fik jeg af en tysk professor i skandinavistik ved universitetet i München. Hun læste min projektbeskrivelse og udbrød: Jamen, det her er jo Arena-modernisme!. Nogle gange skal man på afstand af et emne, før man rigtig kan se det. Jeg er hende meget taknemmelig for det ord.

Arena-modernismen har ifølge Anders Juhl Rasmussen præget dansk prosalitteratur fra 1960erne til 1980erne, og der er heller ingen tvivl om, at denne litteratur stadig inspirerer og påvirker de helt unge forfattere fra Forfatterskolen.