Immanuel Ibsen er en forholdsvis ukendt maler, som især har haft betydning for andre malere. En maler- maler. Ibsen, der levede fra 1887 til 1944, skulle i begyndelsen af 1940’erne have holdt et foredrag i Aarhus, men han blev syg, så vennen og eleven Jørgen Andersen-Nærum (1918-1990) måtte holde det i stedet. Foredraget blev flikket sammen i ellevte time på baggrund af Ibsens noter.
Sidstnævnte betingede sig, at manuskriptet skulle destrueres efter foredraget, da det var tænkt i mundtlig form og ikke egnede sig til udgivelse. Ikke desto mindre blev det ved tilfældigheder reddet for eftertiden. Foredraget havde titlen ”Ukendte selvfølgeligheder om maleri”. Det blev senere publiceret fire gange med forord af skiftevis Asger Jorn, Jørgen Brynjolf og Per Kirkeby – og nu igen i udstillingskataloget, hvor Jesper Christiansen udlægger det. Det har fungeret som en slags bibel for mange malere i moderne dansk kunst.
I en film om baggrunden for udstillingen – den vises i museets diminutive biograf – hører vi om Jesper Christiansens dybe fascination af Immanuel Ibsen, hvis skrift i begyndelsen af dennes karriere fik ham sporet ind på malerkunsten efter at have forsøgt sig på Kunsthåndværkerskolen. Skal man tro ham, så er Ibsen den direkte årsag til, at han blev maler og søgte ind på Kunstakademiet.
I 2014 så Christiansen et interessant billede i vinduet hos en kunsthandler i København, som tiltrak hans opmærksomhed. Det viste sig at være en Immanuel Ibsen, og han erhvervede det omgående – Ibsens værker hører ikke til i den dyre ende af skalaen.
Kort efter blev han kontaktet af Nils Bjervig, Immanuel Ibsens barnebarn. Han ville høre, om Christiansen ville skrive forord til en genudgivelse af omtalte foredrag. Christiansen blev fyr og flamme og fik hurtigt overtalt Nils Bjervig til at arrangere en udstilling, som vi nu kan se på Nivaagaard.
Mange af værkerne stammer fra familien, men Nivaa-gaard har i forvejen en lille samling af Ibsen-billeder, deponeret af Louisiana. For Louisianas Knud W. Jensen var også meget begejstret for Ibsen og hængte hans værker op ved siden af de store danske modernister, Lundstrøm, Giersing, Noack, Larsen Stevns med flere i sit første Louisiana, der åbnede i 1958. Her blev den stort set ukendte Ibsen et Geheimtipp – et insidertip, som museet gav videre til de mange besøgende.
Den seneste Ibsen-udstilling fandt sted for 25 år siden på Munkeruphus. Den nye udstilling har den paradoksale titel ”Stille uro”, som henviser til det seismografisk og nervøst sitrende indre, som Ibsen gemte bag sit kun lidt rolige ydre.
”Humørmæssigt svingede Ibsen tilsyneladende mellem akut desperation og vild idealitet,” skriver Michael Wivel i sin instruktive katalogtekst.
Men intet under, at uroen ulmede under overfladen, for han var ludfattig, han havde dårligt hjerte, og samtidig oplevede han i 1930’erne den dybt foruroligende trussel syd for grænsen, der snart skulle flytte nordpå. I 1943 måtte han og familien flygte til Sverige på grund af hans jødiske hustru, Astrid. Året efter døde han af sin hjerte- lidelse.
Men nu til udstillingens billeder, som hænger på de til lejligheden smukt farvede vægge, sponseret af farvefirmaet Flügger, så udstillingen er blevet – også i kraft af de nybyggede vægge – en veritabel maleriinstallation.
Og malerierne? Glimrende. Det gælder såvel naturskildringerne som selvportrætterne, men i særlig grad opstillingerne. Men også byprospekterne, der med enkelte undtagelser – for eksempel det udaterede ”Fra Christianshavns Vold” med det voldsomme, næsten sydlandske sollys, set inde fra skyggen – er skyggeløse, påkalder interesse.
Lad os her se på et af mine favoritbilleder: ”Opstilling, bord med appelsiner” fra 1934. Her har motivet en uafviselig, iboende kraft. Ibsen pleaser ikke. Han skubber til motivet, så vi ser virkeligheden i et nyt lys. Her arbejder rummet, fladen og farven sublimt sammen. Der er en næsten cézannesk i sig selv hvilende virkelighed i kraft af samspillet mellem de orange appelsiner i forgrunden og baggrundens brækkede farver – en nordisk, lidt tør palet, hvor spektralfarverne ”knækkes” med hvid, grå og sort – og så de mange linjer, der får motivet til at nærme sig abstraktionen. Det er et tæt og følelsesintenst værk.
Lige så lidt som andre 1930’er-malere – heriblandt Barbermaleren John C., som kunsthistorikeren Hanne Abildgaard netop har skrevet en stor biografi om – træder han ikke frem på ”scenen” og får dermed ikke det samme spotlys som eksempelvis berømtheder som Erik Hoppe, Edvard Weie, Jens Adolf Jerichau og de allerede nævnte danske modernister. Ibsen er nemlig en billedforsker og er ikke god til at eksponere sig selv. Konstant overmaler han ellers glimrende malerier. Han synes aldrig tilfreds, og han kæmper konstant imod skønheden:
”Man skal ikke stræbe efter det skønne, men efter det karakterfulde,” siger han.
Han nedbryder igen og igen billederne for at åbne til en ny virkelighedserkendelse – på maleriets betingelser. Farven spiller en helt afgørende rolle. Han dyrker ens farveværdier i malerierne, for at figurerne ikke skal springe ud af billedfladen, som Christiansen konstaterer i sin formidable introduktionstekst.
En anden kunstner, som bliver påvirket af Immanuel Ibsen, er Kurt Trampedach, der i 1960’erne oplever nogle af Knud W. Jensens private værker af kunstneren. Især hans selvportræt med blå trøje, ”Den blå maler”, går rent ind og starter Trampedachs lavine af selvportrætter. Men også Jorn var inspireret og frekventerede den kunstskole, som Ibsen etablerede i 1941 i samme hus som den nazistiske avis Fædrelandet, dér hvor Information ligger i dag. I Ibsens nekrolog skriver Jorn:
”Det blev ungdommen, der bragte Ibsen den hyldest han fortjente (…) En vismand, der helst selv ville lære (…) Dansk malerungdom lærte af Ib og står i gæld til ham. Han satte sit præg paa os, stilfærdigt og med den indre viden om, hvad der er det væsentlige i al kunstnerisk skaben.”
Smukkere kan det vel ikke siges.8