Prøv avisen
Bog

Fornem fortælling om tyske flygtninge under Anden Verdenskrig

5 stjerner
De tyske flygtninge, der kom til Danmark, havde det langt bedre end dem, der kom til det vestlige Tyskland. Interneringslejrene var kolossale. Oksbøllejren, som ses her, var landets femtestørste by. Flygtningene havde arbejde, fritidsmuligheder og udstrakt selvstyre. Selv undervisning. Ja, man oversatte endda Hal Kochs ”Hvad er demokrati?”. Flygtningene skulle blive demokrater. – Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv.

Med ”Tyskere på flugt” demonstrerer John V. Jensen på fornem vis, hvordan de næsten 200.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark, i historikerkredse har været ideologisk kasteskyts

I slutningen af Anden Verdenskrig brød den tyske østfront sammen. Russerne væltede ind og generobrede de enorme landområder, som tyskerne få år forinden havde erobret og hjemsøgt med usigelig rædsel. Snart nåede sovjethæren til de egne, hvor tyskerne selv havde boet i umindelige tider. Nu blev det hele gengældt.

Russernes brutale fremmarch slog ind over de tyske civile som et vildt piskesmæld, der hvirvlede dem op og sendte dem på flugt. 12 millioner tyskere flygtede og blev fordrevet fra Østeuropa.

Denne tyske eksodus fylder ikke meget i den fælles erindring om krigen. Det er, som om den ikke rigtig passer ind i fortællingen. Skurkene bliver til ofre. Heltene til skurke.

Men nogle af disse tyskeres historie blev viklet ind i vores egen, her i Danmark. Det skete, da henimod 200.000 tyske flygtninge ankom til landet i krigens sidste fase. Deres tilstedeværelse blev af den danske befolkning – og ikke mindst i modstandsbevægelsen – opfattet som en fortsættelse af den tyske aggression. De var ikke velkomne:

”Under normale Forhold ville vore Hjerter bløde. Thi Børn er Børn, selvom de er vore Fjenders. Kvinder er svage, ogsaa naar de bærer Hagekorset… men vi maa ikke have Medlidenhed,” hed det i organet De frie Danske.

Historikeren John V. Jensen fortæller i bogen ”Tyskere på flugt” både deres historie og historien om, hvordan de danske myndigheder håndterede den fortvivlede situation. Begge perspektiver er helt afgørende, og det er en af denne lille bogs store bedrifter, at den på 100 sider formår at fortælle en historie, der respekterer sagens faktuelle og etiske kompleksitet.

Netop det sidste har såvel overleveringen som historikerne ellers haft travlt med at skære ned til en bekvem dualisme passende til denne eller hin ideologiske strømning.

Den traditionelle fortælling var entydigt optaget af den institutionelle udfordring. Denne lå i linjen efter den socialdemokratiske politiker Johannes Kjærbøl, der havde været ansvarlig for den danske flygtningeindsats og senere i sin selvbiografi skrev, at hans opgave havde været at befri Danmark for de tyske flygtninge. Her var de tyske flygtninge altså en byrde. De var i bedste fald en mængde, der skulle håndteres af et Danmark, der var i knæ.

Det er visseligt ikke forkert, men en historie, der reducerer flygtningene til et objekt, eller et problem, som skulle løses, rummer en alvorlig fare for dehumanisering. Fordi historien ikke kunne håndtere tyske civile som ofre, måtte de skrives ud.

Det blev der i den grad rådet bod på i 2000’erne, hvor debatten om de tyske flygtninge endte med at blive taget som gidsel af nogle historikere og journalister, der fandt ikke så lidt mening i skyggeboksningen mod VKO-tidens flygtninge- og indvandrerpolitik.

Nu blev danskerne skurke og gerningsmænd. Tyskerne ofre. Med vilje havde vi ladet børn dø. Vi havde svigtet, fordi vi hadede dem. Ja, den danske svinehund glammede i 1945 såvel som ved indgangen til det nye årtusinde. Vi var ikke så gode, som vi troede. Vi var i virkeligheden ret forfærdelige. Sådan lød tidens salonfæhige budskab.

Det meste af dette var problematisk, som John V. Jensen også viser.

Vigtigst af alt var det, at flygtninge faktisk fik nok mad. Den var simpel. Meget rugbrød. Mange kartofler. Men i forhold til kalorieindtaget var det forsvarligt og endog et godt stykke over, hvad de allierede havde lagt op til.

Interneringslejrene var kolossale – Oksbøllejren var landets femtestørste by – og de var lukkede. Dansk og tysk måtte ikke blandes. Men de var ikke, som visse kritikere har hævdet, at sammenligne med tyskernes koncentrationslejre. Flygtningene havde arbejde, fritidsmuligheder og udstrakt selvstyre. Selv undervisning. Ja, man oversatte endda Hal Kochs ”Hvad er demokrati?”. Flygtningene skulle blive demokrater.

Der er heller ikke – som historikeren Leif Hansen Nielsen har vist – grund til at antage, at den høje dødelighed blandt børn havde med forholdene i lejrene at gøre. De tyske flygtninge, der var kommet til Danmark, havde det langt bedre end dem, der kom til det vestlige Tyskland.

Men kritikerne af den traditionelle fortælling gjorde på den anden side ret i at kaste lys over de tyske flygtninges oplevelser og skrive dem ind i historien igen som handlende og lidende subjekter. Dette perspektiv viderefører John V. Jensen, som lader os høre flygtninges egne vidnesbyrd. Her bliver det blandt andet klart, hvor vanskeligt det er at omfavne demokratiet, når det er viklet ind i pigtråd.

John V. Jensen har i det hele taget et skarpt blik for, hvor den danske politik havde sin ømme punkter, nemlig i forhold til den overdrevne lukkethed og mistænksomhed over for tyskerne, der blev drevet ud over rimelighedens grænser. Restriktionerne havde deres rod i fjendskabet mod alt tysk.

Og det var for så vidt for-ståeligt i 1945. Her kan man måske tilføje, at også de sønderjyske erfaringer med fortyskning har virket befordrende på ønsket om at holde tyskerne totalt isoleret fra det omkringliggende samfund. Rigtigt? Måske ikke. Men såre forståeligt.