Med hvad skal man sammenligne Niels Brunses Shakespeare-oversættelser? Med sommer midt om vinteren eller det danske sprogs genrejsning i både høj, middel og lav stil?
Shakespeare er jo god og skal nok klare sig, men at det danske sprog kan hamle op med ham det er en sand triumf og en digterisk præstation af Brunse.
Det fortsætter nu i andet bind af de samlede oversættelser med værker som Titus Andronicus ,Tvillingerne, Loves Labours Lost (tidligere kaldet Elskovs Gjækkeri, men af Brunse nu Begær og besvær) derpå En skærsommernatsdrøm, Romeo og Julie og til slut Kong John. Vist nok alle fra 1590erne. Titus og Kong John er politisk-historiske skuespil, mens Tvillingerne, Begær og Besvær og En skærsommernatsdrøm er komedier og Romeo og Julie vel nok en tragedie.
LÆS OGSÅ: Verdens førende Shakespeare-forsker: Hamlet er det største
Her går jeg ind i Begær og besvær og lader anmeldelsen af hele bindet dreje sig om netop den komedie. Forestil dem tre mænd, der har aflagt løfte om i hinandens selskab at studere og diskutere, men helt at afstå fra sanseligt begær som for eksempel efter kvinder. Det står selvfølgelig for fald, og kvinderne rotter sig sammen om at afsløre mændenes forføreriske og forræderiske tale.
Men forførerisk tale er også hele retorikken i middelalderen, og derfor er der meget latin og indirekte retorik-kritik i stykket. Her kommer Brunses noter for neden på samme side (god placering!) den ukyndige til hjælp. Og hvor er de gode disse noter, som hele tiden fører en ned i tiden omkring 1590 til for eksempel et eller andet langt ord, som man dengang antog for at være verdens længste ord.
Men så går kønnenes kamp ellers i gang, hvor hvert køn tror sig elsket for netop sine skønne og pralende sider, mens de gennemskues af det andet som enten iscenesat liderlighed eller iscenesat positionsstræb. Da damerne bliver overøst med vers og gaver fra mændene, siger de meget nøgternt:
I kære (piger) vi bliver rige før vi rejser (tilbage til Frankrig)/ hvis gaverne bliver ved at strømme ind. En dame rammet ind af diamanter! Se hvad jeg fik fra den forlibte konge.// Rosalind: Madame, var der da ikke mere med? Prinsessen: Om der var mere? Jo så mange rim/ om kærlighed, som rummes på ét ark,/ på begge sider og helt ud til kanten, så har han sat sit segl på Amors navn,/ så gud Amor har fået vokseværk (NB segl i voks!);.
Sådanne pjatrim, vende- og drejepræstationer i sproget er stykket fuldt af, og Brunse klarer dem alle så flot , at man som læser sidder og bliver helt hooked på de mennesker i 1590, der lignede os så meget:
Dit eget ansigt er vist fuldt af Oer (siger en dame til en anden om hendes sminke)/ (og hun svarer:) Gid pokker havde spøg på de niveauer. Det er suverænt rimet, næsten som i revytraditionen, hvor rimet fremviser sin komiske effekt.
Hvordan klarer Brunse så det berømte sted i Romeo og Julie (2. akt, 2. scene): Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose, /vil dufte lige sødt, hvad det end kaldes; og Romeo ville, var han uden navn, beholde den fuldkommenhed, han ejer. Åh Romeo, glem dit navn og kast det bort/ for det er ingen del af dig. Til gengæld/ må du tage mig.
Enkelt og præcist træder drømmen om indholdet frem for sproget og navnet. Netop den tragiske drøm om kærligheden uden navn og sprog har ingen af kønnene i Begær og besvær. De er æltet ind i deres egne metaforer, som de har megen morskab af at gøre enten mere abstrakte eller mere stavelige: Den vits var vist lidt fåret. Skal jeg gøre den færdig// Ja lam mine læber (får lam).
Nok er det en komedie om kønnenes kamp og forførelse af hinanden, men bag al gøglet og sprogkampene ligger der også en historie om en umulig forviklethed, hvor begge køn får deres drømme af næsten bevidste fejlopfattelser af det andet køn. Det andet køn må da være anderledes end det, jeg er men afsløringen er, at det er det ikke. At der nok er sminke og maske, men ikke et helt andet køn i verden.