Premiere blev en passende kort kammeropera

Fremragende musikere og sangere i en fremførelse på Takkelloftet på bagsiden af Operaen i København, der både blev premiere og afskedsforestilling

Kammeroperaen ”The Doll behind the Curtain” havde premiere på Takkelloftet på bagsiden af Operaen i København.
Kammeroperaen ”The Doll behind the Curtain” havde premiere på Takkelloftet på bagsiden af Operaen i København. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

”Forelsket i en dukke bag et gardin” – sådan havde Det Kongelige Teater lanceret premieren på kammeroperaen ”The Doll Behind the Curtain”. Dukken var der godt nok i skikkelse af Dina Fie Lorentzen – hun opholdt sig dog ikke længe bag gardinet eller i butiksvinduet, men var i den grad synlig på scenen, ikke mindst i en livlig dansesekvens med forestillingens hovedperson, den unge iraner Mehrdad, diskret og dog overbevisende fremstillet af den unge talentfulde tenor Jonathan von Schwanenflügel.

Mehrdad er under et ophold i den franske havneby Le Havre blevet dybt fascineret af en voksmannequin i et butiksvindue. Dens mystiske skønhed fængsler ham, og han bruger sine sidste sparepenge på at købe dukken for at tage den med hjem til Iran. Sceneskiftet fra Le Havre til Teheran, fra et fransk havnemiljø til udsigt til den iranske storbys sneklædte bjerge, klares behændigt ved hjælp af et par store videoskærme anbragt i baggrunden af scenen.

Hjemme venter familien, noble iranske borgere, tilsyneladende fast forankret i landets gamle traditioner. De tre ventende er faderen (Jakob Bloch Jespersen), moderen (Elenor Wiman) – og ikke mindst deres datter Bita, som har været hans kæreste, siden de to var små.

Hun synges yderst kraftfuldt af sopranen Signe Sneh Durholm, der slipper al sin harme løs med en forsmået kvindes styrke. Tænk at blive udkonkurreret af en voksmannequin!

Artiklen fortsætter under annoncen

Konstellationen af den noget vege hovedperson, den blonde dukke og den mørke iranske kvinde lægger op til et trekantsdrama, hvis slutning ikke skal røbes her – selvom det er usikkert, om forestillingen vil kunne videreføres på den anden side af den omfattende og langvarige coronapause. På den måde blev denne tirsdag aften på Takkelloftet, intimscenen på bagsiden af Operaen i København, sandsynligvis både en premiere og en afskedsforestilling.

Den spiller kun fem kvarter, men når den alligevel kunne føles lidt lang i spyttet, hænger det sammen med to forhold: For det første opstod der noget dukkeagtigt eller i hvert fald forudsigeligt over ”de levende sangere” på scenen, som om voksmannequin-problematikken smittede af på hele forestillingen, selvom det skal medgives, at iscenesætteren Freja Friberg Lyme havde fundet på mange fine løsninger undervejs.

Mere udfordrende var musikken. Den iranske komponist Amir Mahyar Tafreshipour regnes for førende inden for ny kompositionsteknik og har i en årrække været virksom i Danmark.

Han er nu tilbage i Iran, men stadig mand for at komponere musik, der i hele sit koncept ligger så langt fra bel canto-traditionen eller blot noget nogenlunde melodiøst-sangbart, som tænkes kan, selvom han angiveligt har flettet småbidder af iransk folklore ind i helheden.

Måske har denne form for musik influereret på scenegangen, der nemt bliver mere mekanisk end menneskelig til slige toner. Men hvad – det er ikke første gang, man har måttet konstatere, at grænsesøgende avantgardemusik og opera ikke ubetinget er noget lykkeligt match.

Det hører dog med i billedet, at de 11 musikere på scenen gjorde en eminent indsats, anført af førsteviolinisten Anne Søe, som denne musik ligger lige til højrearmen for, harpenisten Tine Rehling og den unge norske dirigent Erik Haukaas Ødegaard. Med tanke på forestillingens fremragende sangere og musikere kunne man ønske, at det blev til mere end denne ene aften i operafiktionens Le Havre og Teheran.